x

Ny psykedelisk festival i København

Ny psykedelisk festival i København

Tag blomster i håret, luk øjenene og glid ind i et kalejdoskopisk univers af farver og musik, som ingen ende vil tage.

"A Celebration of Psychedelic Music & People" – sådan præsenterer premiereforestillingen af Copenhagen Psych Fest sig. En tredages festival, der har til formål at dyrke den psykedeliske scene med hjælp fra både danske og internationale navne fra miljøet.

Copenhagen Psych Fest kommer til at virke som et geografisk modstykke til den aarhusianske festival Aarhus Psych Fest, der lanceredes i efteråret 2013. Baggrunden for en sådan festival sker, efter arrangørernes eget udsagn, som konsekvens af en verdensomspændende revitalisering af den psykedeliske musikkultur med rod i 60'er-pionerer som The Velvet Underground, Cold Sun og 13th Floor Elevators.

Spillestedet Stengade lukker op for festivalen med tre fulde koncertdage – der alle starter fra midt på eftermiddagen og slutter i de sene morgentimer – 24., 25. og 26. april, hvor blomstrede flæseskjorter og trompetbukser i cowboystof for alvor kan blive luftet i en lydkulisse, der spænder fra dansksproget syre-rock og fritflydende psych, over spacy instrumentalrock og til catchy og insisterende garagerock.

På det sveddryppende spillested åbnes to scener samtidig, når over 40 bands i tre dage indhyller København i alverdens regnbuefarver i et springvand af kærlighed med udspring på Nørrebro.

- Det hele handler i allerhøjeste grad om en intens kærlighed til musikken, psych-genren og den tilgrundsliggende ideologi – og om at knytte bånd og ophæve grænser på tværs af lys og geografi, fortæller arrangørerne.

Indtil videre tæller programmet for Copenhagen Psych Fest følgende kunstnere:

The Telescopes (UK), Kasper Dons (DK), Jamedar Sun (DK), Fribytterdrømme (DK), The Cosmic Dead (UK), RA (S), Lorenzo Woodrose (DK), Ærkenbrand (DK), Blood on a Feather (US/DK), Jesus on Heroine (DK), The Janitors (S), Technicolor Poets (S), Telstar Sound Drone (DK), Little Brain Attack (F), VED (S), Elevatorfører (DK, billedet), Narcosatanicos (DK), Deep Space (US), The Hedgehogs (DK), Death Valley Sleepers (DK), Umberto (US), The Wands (DK) og Papir (DK).

Det resterende program bliver offentliggjort den 28. marts i forbindelse med et pre-event på Basement i København, hvor festivalen også lover en forsmag på festlighederne til Copenhagen Psych Fest med de fem bands The Setting Son (DK), Electric Moon (DE), Mythic Sunship (DK), Baby Jesus (S) og Grævling (DK), som vil varme kælderen til under Enghavevej 42 op til kogepunktet.

Er du til flower power, kærlighed og farver, er Stengade rammen, du skal danse i den 24.-26. april. Køb billetter her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA