Nyhed

Tønder Festival sætter fem navne på plakaten

Publikum kan glæde sig til musikalsk kræs fra Canada, en folk-supergruppe samt nye friske talenter fra Irland

Når Tønder Festival i år har 40 års jubilæum, skal det selvfølgelig fejres med manér. Festivalen har derfor tilføjet fem stærke navne til årets program. Det drejer sig om: Alan Doyle Band, Le Vent du Nord, John McCusker, John Doyle & Michael McGoldrick, Lynched (billedet) og The Outside Track. 

Canadiske Alan Doyle er frontmand i populære Great Big Sea, men han er nu aktuel med et soloprojekt med tilhørende album, "Boy on Bridge". På albummet, der er indspillet og produceret i Nashville, får Alan Doyle afløb for en mangeårig drøm om at arbejde med country kombineret med et energisk rockudtryk. Alt sammen med det folky touch, der har givet Alan Doyle og Great Big Sea et stort og dedikeret publikum.

Le Vent du Nord kommer også fra Canada, og de har med stor succes spillet på Tønder Festival adskillige gange før. Med over tusinde koncerter i det meste af verden har medlemmerne af Le Vent du Nord raffineret deres tætte sammenspil. Smittende spilleglæde, hurtige iørefaldende melodier og smukke sange på fransk har sammen med den specielle tapping, hvor musikerne siddende laver en steppende rytme med fødderne, været opskriften på Le Vent du Nords succes.


Det er verdensstjerner inden for den instrumentale "keltiske" musik, der har fundet sammen i en kraftfuld trio - John McCusker, John Doyle & Michael McGoldrick. Alle tre nyder stor respekt i internationale folkemusikkredse. Sammen og hver for sig har violinist John McCusker og uillean piper og fløjtespiller Michael McGoldrick redefineret den irsk/skotske lyd, der gennem samarbejder med blandt andre Mark Knopfler har nået et mainstream-publikum. John Doyle var sammen med Seamus Egan og Karan Casey kernen i irsk-amerikanske Solas. Hans stærke, meget rytmiske guitarspil har kunnet høres med en lang række prominente navne på den internationale folk-scene, blandt andet Kate Rusby, Eileen Ivers, Liz Carroll, Tim O'Brien og Linda Thompson.  

Lynched startede i Dublins pubber som et folkpunk-band, men langsomt har det mere traditionelle sneget sig ind i musikken, uden at bandet har mistet deres oprindelige punkpublikum. Bag Lynched står brødrene Ian og Darragh Lynch, og med multi-instrumentalisterne og sangerne Cormac Dermody og Radie Peat har Lynched et bredt lydbillede, der tæller traditionelle instrumenter som fløjter, violiner og uillean pipes og ikke mindst giver plads til de karakteristiske vokalharmonier. Lynched udgiver debutalbum i maj 2014.

Kvintetten The Outside Track er lidt af et scoop og bringer ny energi til folkemusik med irske og skotske rødder. Gruppens medlemmer kommer fra Cape Breton i Canada, Skotland og Irland. Fem ferme musikere med virtuositet, familiehistorie og lidenskab i bagagen.


På plakaten indtil videre:
Steve Earle (USA) - Runrig (SCO) – Julie Fowlis (SCO) – The Stray Birds (USA) - Chuck Brodsky (USA) – Deer Tick (USA) – Seth Lakeman(ENG) – Skerryvore (SCO) – We Banjo 3 (IRL) – Eileen Ivers & Immigrant Soul (USA) - Folkeklubben (DK) - Alan Doyle Band (CAN) - Le Vent du Nord (CAN) - John McCusker, John Doyle & Michael McGoldrick (SCO/USA/UK) - Lynched (IRL) – The Outside Track(CAN/SCO/IRL)

Billetter er i salg, og kan købes via GAFFA Live.

 


ANNONCE