De døde synger fra graven, de unge danser og larmer, og vetaranerne fordyber sig
Det er weekend, hvilket betyder, at vi endnu engang har samlet en playliste med de album, der har fået de bedste anmeldelser på GAFFA i løbet af ugen – hvilket vil sige minimum fire stjerner. Hør alle albummene nedenfor på WiMP eller Spotify.
Johnny Cash indspillede i starten af 80'erne et album som aldrig blev udgivet. Det er der blevet rettet op på nu, så The Man in Black synger hinsides graven. Espen Strunk kvitterer med fem stjerner for den 30 år gamle indsats: "Fremragende firseroptagelser med den afdøde gigant."
Christopher er klar med sit andet album, og han vil gerne vise, at han er modnet som popartist. Nanna Jenner Jensen trækker paralleller til en amerikansk kollega og giver "Told You So" fire stjerner: "Danmark har fået sig en lille ny Justin Timberlake."
Future Islands gjorde sig bemærkede hos David Letterman med en growlende og sjovt dansende forsanger. Det var slet ikke en dårlig ide, når de stod til at udgive deres nye album "Singles". Christian Erin-Madsen dansede fire stjerner til amerikanerne: "Baltimore-trio er modnet inden for deres synth- og new wave-stil."
Aske Jacoby er om noget lidt af en guitarlegende herhjemme, og han har i mange år stået sammen med Thomas Helmig på scenen. Nu står han på egne ben på sit nye udspil "Chant". Espen Strunk giver fire stjerner for den rolige fremfærd: "Tilbagelænet og autoritativt udspil fra et par rutinerede musikalske makkere."
Måske Nikolaj Nørlund har fået et forfriskende pust af at producere det unge orkester, Ulige Numre, for han kæler for de lyriske detaljer på sit nye udspil "Det Naturlige". Jan Opstrup Poulsen giver fire stjerner og erklærer sig enig i den lyriske indsats med ordene: "Dansk rocks lyrikelsker kæler ekstra for ordene."
No Hay Banda har release party på deres nye release "Deadly Songs" lørdag den 29. marts, på Drone i København. Det kan de gøre med god samvittighed. "Mørk og smuk synthpop med overdådig vokal på toppen," skriver Pelle Sonne Lohmann om udspillet og stryger fire stjerner ned over bandet.
Der er også plads til en solid omgang dansk blues blandt ugens bedste album. Her er det Thorbjørn Risager & The Black Tornados, som spiller op. Ivan Rod giver fem omgange mojo og skriver: "Jubilaren imponerer med en glødende, energisk blues af helt udanske dimensioner."