Nyhed

Hør ugens bedste sange

Det har været en uge med nostalgi, sex, følelser og magi

Er det weekend? Det kan du tro, og derfor kommer en lille opsamling af ugens bedste nye sange fra Danmark og udland. GAFFA har samlet sangene i en mini-playliste, så du kan høre ugens lyd i en ruf. I denne omgang er der ny sange fra Coldplay, et Spice Girls-cover, De Dødelige med rap, Mathilde Falch med fræk video, og så er Wafande klar på noget dumt.

Wafande udgiver snart album, og med førstesinglen "Django (Klar På Noget Dumt)", har den sprælske dancehall-artist skuet tilbage i den danske musikhistorie. Hans blik er landet på det gamle The Cliffters-hit "Django" fra 1962. Om sangen har Wafande selv sagt: "Django" er jo den syge klassiker, så vi er stolte over at få lov at bruge det. Tracket er intet mindre end én stor fest, der burde sætte ild i dansegulvet. Det er lidt anderledes for mig at lave sådan et track, men mega fedt!"

Selvom albummet "Ghost Stories" kun bliver ni numre langt, så er den nye sang fra Coldplay med den simple titel "Magic" et velkomment gensyn med den gamle lyd, kendetegnet af en del guitar og følsom vokal fra Chris Martin. Sangen følger hurtigt i kølvandet på første forsmag fra albummet, "Midnight", der ligger lidt længere over i det elektroniske område.


I 2012 udgav Michael Falchs datter, Mathilde Falch, sit debutalbum "Lad Mig Gå Fri" og i løbet af ugen kom så musikvideoen til den første single til hendes kommende album. Sangen hedder "1000 Grunde" og GAFFAs Rud Kjerstein beskrev videoen således: "Videoen viser Mathilde Falch i festligt lag, hvor hun danser til langt ud på natten med sine venner.Den 24-årige sangerinde synger: "Hvis du ligger stille, så bider jeg ikke / Må jeg give dig en nat, jeg lover, du aldrig glemmer", og de seksuelle undertoner er bestemt ikke ubevidste." Mathilde Falch selv erkender, at sangen handler om at holde fast i øjeblikket, uanset om det er seksuelt eller festligt.

"Vi hedder De Dødelige. Fordi vi gerne vil væk fra det der med, at popstjerner fremstilles som udødelige." Sådan udtaler den følsomme danske r&b-duo om det at lave et hit som "Sig Det" og arbejdet med Nik & Jay. Opfølgeren til "Sig Det" hedder "Langt Væk Herfra", og gæstes af rapperen AMRO, der mest af alt er kendt for "Ren Hygge pt. 2" med S!vas. De Dødeliges nye single er forløber til en kommende ep.

Sidst, men ikke mindst, så havde den ustoppelige Karen Marie Ørsted, bedre kendt som , lige tid til at lave et nostalgisk cover af Spice Girls-klassikeren "Say You'll Be There" midt i racet før det længeventede debutalbum. Det virker især som en sang af overskud, når coveret ikke kan høres på albummet, "No Mythologies To Follow", der er ude på mandag den 10. marts. Efter en AMA (ask me anything) på Facebook torsdag den 6. marts var MØ i øvrigt åben for flere 90'er-nostalgiske coversange. 


Hør sangene nedenfor:

ANNONCE