Nyhed

Lyt: 11 essentielle i april

Hør vores guide til månedens varmeste tracks, du bare SKAL høre

Playlists For All

Hør sangene nedenfor i Spotify og WiMP:

 


The Afghan Whigs – Algiers

Efter 16 års albumpause er det gendannede soul-grunge-band The Afghan Whigs tilbage med albummet Do To The Beast og senere på året en koncert i Amager Bio. Første udspil fra albummet er Algiers, der byder på spaghettiwestern-vibe og sanger Greg Dulli i falset, noget han er begyndt at ty til, efter cigaretterne helt er blevet skoddet.

Coldplay – Magic


I midten af maj er Chris Martin og resten af Coldplay klar med deres sjette album Ghost Stories. Sangen Midnight blev udsendt ud af det blå, og kort tid efter landede den regulære førstesingle Magic, og at dømme ud fra de to sange holdt bandet ord, da de lovede et mere afdæmpet og akustisk-præget nyt album.

Daft Punk – Computerized (Feat. Jay-Z)

Der er blevet spekuleret i, om den nyligt leakede sang Computerized nu også kan være et hidtil ukendt samarbejde mellem Daft Punk og Jay-Z, men eftersom hverken den franske duo eller den amerikanske rapper har stemplet sangen som værende fake, må man gå ud fra, at de rent faktisk står bag dette mystiske mashup.


Brian Eno & Karl Hyde – The Satellites

Selvfølgelig er det det toneangivende pladeselskab for elektronisk musik, Warp, der har fået kontrakten i hus og dermed sikret sig retten til at udsende det album, multikunstneren Brian Eno har lavet sammen med Underworld-frontmanden Karl Hyde. Albummet Someday World er ude i starten af maj, og allerede nu kan man lytte til smagsprøven The Satellites, der byder på vokal fra begge herrer samt bidrag fra Enos datter Darla og Andy Mackay, der i sin tid slog folderne i Roxy Music sammen med netop Eno.  

Kent – La Belle Epoque


Inden længe er Sveriges bedste rockband Kent klar med deres 11. album, der er blevet til i Los Angeles hen over vinteren. Albummets førstesingle La Belle Epoque (den franske udgave af Det Moderne Gennembrud) er en skarpsindig opridsning af nutiden, kald det en art protestsang, som kun Jocke Bergs elegante pen kan nedfælde.  

Lykke Li – Love Me Like I'm Not Made Of Stone

I starten af maj er svenske Lykke Li aktuel med albummet I Never Learn, der er hendes tredje soloudspil. Om ambitionerne for albummet har Li forklaret, at hun hellere vil ses som singer-songwriter frem for en popstjerne, og til det har hun fået producerhjælp af amerikaneren Greg Kurstin og landsmanden Björn Yttling.


Frank Ocean + Mick Jones + Paul Simonon + Diplo – Hero

Converse, der er bedst kendt for at spytte gummisko ud i lange baner, har de seneste år hyret interessante musikalske konstellationer under titlen Thee Artists One Song til at slå kreativiteten sammen og fremtrylle en ny sang. Seneste skud fra projektet er med Frank Ocean, der på sangen Hero får musikalsk sparring af produceren Diplo og de to aktive The Clash-medlemmer Mick Jones og Paul Simonon.

Allan Olsen – Klumpfisken


Det er svært at forestille sig andre end lige netop Allan Olsen, der kunne skrive en sang med titlen Klumpfisken. Sangen er skrevet til den nye danske spillefilm ved samme navn, og ligesom store dele af Olsens seneste album Jøwt udspiller filmen sig i Vendsyssel.

Prince & Zooey Deschanel – Fallinlove2nite

Første dukkede Prince op i tv-serien New Girl, der har skuespillerinden Zooey Deschanel i hovedrollen, og nu har det 55-årige funkikon så udsendt sangen Fallinlove2nite, der minsandten er en duet med selvsamme Deschanel. Det er ikke første gang, skuespillerinden gør sig som sanger, da hun har udsendt hele fire plader sammen med M. Ward under navnet She & Him.


The Raveonettes – The End

Imellem arbejdet på det næste The Raveonettes-album og forberedelserne til genforeningsturnéen med Psyched Up Janis har Sune Wagner haft tid til at fortolke The Doors' The End sammen med Sharin Foo. Sangen er at finde på albummet A Psych Tribute To The Doors, der også indeholder bidrag fra blandt andre Clinic, The Black Angels og Dead Skeletons.

Tame Impala – Stranger In Moscow


Mens vi venter på en albumopfølger til australske Tame Impalas Lonerism-album fra 2012, kan man passende dykke ned i den småpsykedeliske kvartets nye coverversion af Michael Jacksons ballade Stranger In Moscow, der oprindeligt tjente som femtesingle fra albummet HIStory.


ANNONCE