Marwan: Spring ud i det – og lid!

Se en ny, eksklusiv fotoserie med Marwan i GAFFAs gallerisektion

I 2007 udgav Marwan debutalbummet P.E.R.K.E.R, som satte en ny standard for dansk hiphop, men albummet blev lige så kendt for at bryde lige igennem den trygge og tykke illusion om det velfærds-Danmark, som Marwan på mange måder ikke var en del af. Mohammad Marwan rappede her om livets mørke sider, kriminalitet, stoffer og livet som indvandrer i Danmark.

Tre år senere udkom han med sit andet udspil Mennesker, der viste en kunstner, der så lige så meget indad som udad. Følelsesregisteret var større, og man kom tættere på Marwan som menneske.

Nu er den 33-årige rapper aktuel med sit nye album Marwan, der, som titlen siger, vidner om en kunstner, der har fundet sin kunstneriske kerne. GAFFA har sat den aarhusianske rapper stævne for at tale om udviklingen som menneske og musiker.

Afsender: Marwan – "Jeg kommer om 5 min". Jeg læner mig tilbage i stolen og kigger ud af vinduet. Det regner. Straks kommer Marwan ind ad døren, beklager forsinkelsen og går lidt rastløs rundt. Efter en smule chit-chat om det klassiske Danmarks-vejr kommer vi ind på koncerten, som han skal give samme aften på Train. Han glæder sig. På hjemmebane, nyt album og gæsteoptrædener af venner. Han er tilbage, som han siger.

Nu er du på gaden med dit nye album, som hedder Marwan, og du har udtalt, at du med dette album har fundet frem til det, som du virkelig gerne vil. Hvad har været dine største udfordringer, som menneske og musiker, siden udgivelsen af P.E.R.K.E.R?

– Med P.E.R.K.E.R havde jeg ufattelig meget vrede, som jeg bare måtte ud med. Jeg havde en trang til at repræsentere mit folk og forklare de sider ved livet, som mange ikke fatter eller ikke vil indse. Bagefter kunne jeg så bare mærke, at al den her vrede og negativitet ikke var godt for mig. Og så vil jeg fandeme ikke være ham, som skulle stå og prædike og køre moral på alle. Men altså, jeg har stadig et behov for at snakke om de gode og dårlige sider, men jeg har sgu også et behov for ikke at lave det samme igen og igen.

Hvad gjorde det ved dig, at du pludselig var et ansigt, en som folk tog stilling til som menneske og som tekstforfatter?

– Selvfølgelig skulle jeg vænne mig til det. Det gav mig en kæmpe gnist at møde mine fans og mærke, hvad min musik gjorde ved folk. Og så har jeg fået noget ud af det på den måde, at jeg skulle møde mennesker, som jeg ellers ikke har villet gide bruge min tid på. Det var nok også det, jeg kom frem til med Mennesker, dét at se mere på mig selv, min familie og mit ståsted. Jeg lærte, at man lærer mest om sig selv, når man møder andre mennesker. Selvom du ved, at dén og dén person er noget, som du hader, så skal du kunne tale med dem alligevel. Sige "Fuck det" og komme over dig selv.

– En anden side af det er, at jeg begyndte at tænke på, hvad fanden det var, som jeg rappede om, og hvordan unge mennesker ville tage i mod det. Jeg ville ikke have, at nogle skulle se det som noget sejt at være ham der perkeren, der laver noget lort engang imellem. Det er selvfølgelig umuligt, at gøre noget ved med alle de film og musik, som handler om vold og alt muligt, men for min egen samvittighed blev jeg nødt til at tage stilling til det.

Du skal være undertrykt

Arbejder du på en anden måde i dag, end du har gjort med dine tidligere udgivelser?

– Det er svært at sige. Jeg har et grundprincip for inspiration, og det er modstand. Jeg synes seriøst ikke, at man kan skabe noget, hvis man ikke har oplevet modstand. Du skal være undertrykt og have kæmpet, før at du har noget at byde på. Derefter handler det om at springe ud i det, lide og tage kampen op. Der er fandeme for mange, der laver et eller andet pis om røv, røv og røv. Uden sjæl eller noget. Hvad bliver det næste? Og hvad med den generation af piger, som bliver helt fucked up af at blive set sådan?

Kan du nævne en konkret modstand, som satte noget i gang for dig?

– For eksempel handlede P.E.R.K.E.R om mere end de ting, som jeg rappede om. Den handlede nok også om selve ordet perker, som for mig ikke betyder en skid i dag, men da jeg var lille, og nogle kaldte mig perker, så brød jeg helt sammen. Det ramte mig virkeligt. Så kald det, hvad du vil, terapeutisk måske, men jeg havde behov for det at bruge ordet på en anden måde.

Hvad med det tekniske og selve sangskrivningen, arbejder du anderledes med det?

– Med den nye plade har jeg haft flere personer inde over. Det lyder åndssvagt, men jeg har blandt andet haft en med, som skulle sige til, hvis jeg mumlede for meget eller ikke forstod, hvad jeg rappede. Det har jeg slet ikke tænkt på tidligere, men jeg vil gerne have, at så mange som muligt forstår min musik.

– Når jeg skriver sange, er det helt tilfældigt, hvordan det starter, og hvad der helt præcis sætter det i gang. Det er alt muligt. Hvis vi sidder og lytter til et beat, så er det stemningen i dét, der rammer mig og får indflydelse på, hvad jeg skriver lige i det øjeblik.

Så du har aldrig haft en decideret koncept-tilgang fra album til album?

– Overhovedet ikke. Det kommer seriøst til mig fra det ene øjeblik til det andet, jeg gennemtænker sgu ikke noget. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og skrive. Jeg tror på, at der findes nogle væsener, en ånd eller en engel, hvad ved jeg, som kommer frem i det øjeblik og giver mig ét eller andet. Det er svært at forklare.

Ned i tempo

Marwan finder sin telefon frem og spiller noget musik for mig, da jeg spørger, hvilken musik han lytter til for tiden. Det er chillout-musik, og han forklarer, at han ikke hører nogle specifikke kunstnere, men bare sætter noget på, som er stille og roligt og ikke stresser ham.

– Vi bliver bombarderet hele tiden med alt muligt pis i radioen og alle andre steder efterhånden. Jeg bliver sgu nødt til at høre noget musik tit og ofte, som får mig ned i tempo. Det er også den stemning, som jeg har fundet frem til på den nye plade. Den er mere chilleren, og det er præcis dét, som jeg gerne vil have, at folk skal mærke, når de hører albummet.

Kan du huske din første oplevelse med musik?

– Jeg kan huske, at jeg som lille stod og lavede noget sammen med min storebror – Abu Malek (medlem af rapkollektivet Pimp-A-Lot, red.) – som vi optog på bånd. Det lød selvfølgelig af lort. Ellers glemmer jeg aldrig, da jeg første gang kom ind i et rigtig studie sammen med drengene. Vi fattede jo ingenting af, hvordan man gjorde, men det var så vildt. Bare det at sætte hørebøfferne på og have ordentlig lyd. Det var sygt!

Hvem lyttede du til dengang?

– Shit, der var sgu mange. Devin the Dude, 2Pac, Do or Die, Geto Boys og Ice Cube. Jeg lyttede fandeme meget til Ice Cube! Men jeg lytter stadig til de her drenge engang imellem, for det er vigtigt at vende tilbage til rødderne.

Hvor stor forskel er der på den Marwan, som gik ind i studiet dengang, og ham, som netop er kommet ud af studiet med sin plade nummer tre?

– Jeg har virkelig lært meget om mig selv, og det er på en måde, som jeg aldrig har villet kunne uden musikken. Som sagt så mener jeg, at man lærer af modstand, men jeg har også lært at se det hele på en anden måde igennem musikken. Jeg er sgu knap så negativ i dag, selvom tingene stadigvæk er fucked up. I dag har jeg et lige så stort fokus på selve processen i at lave musik som på det, jeg gerne vil sige med den. Tidligere handlede det bare om alle de ting, jeg var sur over og gerne ville ud med. Nu har jeg sluppet vreden lidt.

Blå bog:

Mohammed Marwan, født 1980

Dansk-palæstinenser og kom til Danmark fra Saudi-Arabien som 10-årig, hvor han boede på asylcenter den første tid. Opvokset i Aarhus.

Var en del af kollektivet Pimp-A-Lot, der holdt til i Aarhus V. Medlemmerne talte – foruden Marwan – blandt andre Jøden, Player'n, Chad D, S.L.P. og Marwans storebror Abu Malek.

Har udgivet pladerne: P.E.R.K.E.R (2007), Mennesker (2010) og senest Marwan (2014), der udkom den 24. februar.

Se en ny, eksklusiv fotoserie med Marwan i GAFFAs gallerisektion