x

New Note Festival tilføjer tre navne

New Note Festival tilføjer tre navne

Hillerød-festivalen New Note er nu parat med tre danske artister. Indtil videre har programmet budt på blandt etablerede navne som When Saints Go Machine, CODY og Turboweekend. Nu tilføjes yderligere tre navne, som må siges om noget at tilhøre den absolutte top af danske up&coming-orkestre: Det alternative poporkester Treefight For Sunlight, den elektroniske kunstner Sekuoia og rockende 4 Guys From The Future (billedet). 

De fire musikere, Morten Winther Nielsen, Mathias Sørensen, Niels Kirk og Christian Rohde Lindinger, udgør det danske alternative poporkester Treefight for Sunlight. Den 7. april udgives deres tredje album "Pizza", der er resultatet af mere end to års arbejde i eget studie. Orkesteret har netop offentliggjort en ny musikvideo "Somewhere in the Future". Sangen er sigende for det kommende album, den nemlig er et legende værk, der tager Treefight For Sunlights iørefaldende popmelodier og rytmisk eksplosive arrangementer til nye højder. 

Tyve år er manges store alder, som den danske forfatter Martin A. Hansen skrev, og for 20-årige Patrick Bech-Madsen må man sige, at det er et faktum. Under navnet Sekuoia har han slået sit navn fast med sin hybrid af dubstep og eksperimenterende electronica. Det har indtil videre fået ham signet på det kendte label Project: Mooncircle i Berlin, og han skulle have et debutalbum på trapperne.

4 Guys From The Future udgav sidste år deres meget roste andet album "Adagio". Deres musik beskrives som mildt hallucinerende syrepop med inspiration fra The Beatles, og det gik ikke ubemærket hen på GAFFA, hvor Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev: "4 Guys From The Future har samtidig i deres stædige og yderst vellykkede jagt på fængende melodier og overdådige harmonier bibevaret deres hang til omfattende detaljerigdomme - således er der atter adskillige psykedeliske lag og nuancer at dykke ned i på Adagio, som fra ende til anden udstråler såvel varmt nærvær som brændende intensitet."

På programmet er indtil videre offentliggjort:

CODY, Turboweekend, Mont Oliver, When Saints Go Machine, Blaue Blume, Julias Moon, Sekuoia, 4 Guys From The Future, Treefight For Sunlight.

Der er New Note Programrelease den 10. maj, hvor Ginger Ninja spiller op til fest, mens selve festivalen New Note Festival kører fra 6. til 9. august. Du kan finde billetter til begge begivenheder via GAFFA Live her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA