Harry Styles har fået nok af pop og danner i stedet bandet Another Direction
Fans kloden over er i chok efter, at verdens nok mest populære boyband her til morgen bekendtgjorde, at de splitter op. Det første tegn på krise i bandet kom i weekenden, da de ikke dukkede op til Nickelodeons Kids' Choice Awards, hvor bandet vandt både Favorite Music Group og Favorite Song med Story of My Life. I stedet nøjedes de med at sende en takkevideo.
Opbruddet skulle skyldes interne uenigheder blandt de fem medlemmer om gruppens musikalske retning. Angiveligt er der udbrudt åben fløjkrig i bandet mellem Niall Horan, Zayn Malik og Liam Payne på den ene side, som er tilfredse med den poppede stil, som bandet er blevet populære på, mens den særdeles handlekraftige Harry Styles vil have mere elektrisk guitar og kant ind i bandets musik. Styles har igennem længere tid været tiltagende frustreret over kritikken af One Direction som et glat og renskuret popband og har forgæves forsøgt at trække bandet i en anden retning, men uden held.
Styles har nu taget konsekvensen og har forladt One Direction og taget sin tro væbner Louis William Tomilson med sig, og sammen har de med et kækt ordspil dannet duoen Another Direction. Det vækker næppe forundring, at Styles har vedkendt sig rocken. Forrige måned kunne man på hans Instagram se ham arbejde alene i studiet med det amerikanske punkband Good Charlotte.
Boybandet hænger dog fast i deres kontrakter for årets verdensomspændende turné, og det er allerede nu blevet besluttet, at både One Direction og Another Direction spiller de planlagte koncerter – de rejser dog separat på turneen i hver deres tourbus. Det betyder, at koncerterne i Parken den 16. og 17. juni også kommer til at forløbe til tiden som planlagt, men dog som to separate koncerter – én med de resterende medlemmer af One Direction og én med Another Direction.
På nuværende tidspunkt spekuleres der i, hvem der skal åbne for hvem. Ikke desto mindre kan danske fans glæde sig over, at de trods alt får chancen for at se alle fem medlemmer på scenen før eller siden i juni. Billetter til koncerterne solgte ud på små to timer.
Nyheden opdateres løbende…