x

Alcoholic Faith Mission klar til udgivelsesfester

Alcoholic Faith Mission klar til udgivelsesfester

Efter en mindre pause er der nyt fra Alcoholic Faith Mission. Bandet har lige underskrevet ny pladekontrakt med det tyske pladeselskab Haldern Pop Recordings. Første udgivelse "We Stop The World From Falling Apart" udkommer den 4. april, og det fejrer Alcolic Faith Mission med to koncerter. Fredag den 4. april på Atlas, Aarhus, og 5. april på Vega i København. GAFFA har talt med bandet for at høre, hvordan det er gået i øvelokalet, og hvad vi kan forvente af koncerterne. 

Hvordan er det gået i øvelokalet?
- Det er gået superfedt. Lige nu glæder vi os vildt meget til at stå på scenen med en alle vennerne fra Copenhagen Collaboration igen, når vi spiller 4. og 5. april. Det er jo ikke hverdag, man får lov at samle så mange venner og bekendte på én og samme scene. Det er altid noget specielt – og det plejer at blive vådt og godt. Og så venter Spot jo også forude. Det begynder vi først for alvor at kigge på i april.

Hvad kan vi forvente af koncerterne?
- Til kollektivkoncerterne kan forvente at høre AFM's musik i et bredere format. Forstået på den måde, at Phil Spectors Wall-of-Sound koncept - som AFM meget dyrker – kommer mere til sin ret. Det giver jo mere eller mindre sig selv, at når der står – på visse tidspunkter under koncerten – 15 mennesker på scenen. Så vil det blive fyldigt. Til Spot bliver vi "kun" seks mand. Og hvad der kommer til at ske, det ser vi på i april.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
- Tømmer vores sjatter og laver en drink. Så laver vi en fælleskrammer. Og knapper en frisk op, krydser fingre og træder ind på scenen.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?
- Gode vibes og masser af lokal øl. Når vi turnerer meget, som vi i perioder gør uger ad gangen ude på de europæiske og amerikanske landeveje, prioriterer vi bobler og vin. Man bliver meget oppustet af 10-15 øl om dagen, som turlivet ofte byder på. Nu bliver det AFM's debut på Atlas, men hvis det minder bare en lille smule om de fleste andre skønne spillesteder her i landet, så er man et skarn, hvis ikke det, stedet kommer op med som default, er godt nok. Vi er ikke nået til, at vi kun vil have røde M&M's og flaskevand fra San Pellegrino. Når vi dertil en dag, må man gerne skyde os.

Hvad hører I i turbussen?
- Det er meget med at råbe over hinanden og trumfe den enes hit med det næste. Det er dog sjovt som, når bajerne har indtruffet, at det mere bliver Michael Jackson-stilen end St. Vincent og alt det andet nye og smarte.

Vil du fejre udgivelsen med bandet, supporte med positive vibes og drikke nogle øl og slatter, kan billetter skaffes via GAFFA Live

Se musikvideoen til "Throw Us For The Wolves" her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA