Nyhed

Jet til MTV-show på Rådhuspladsen

De australske retrorockere føjet til musikprogrammet. Pharrell dukker op som prisuddeler, og Kelis bliver reporter.

MTV oplyser i dag, at de australske retro-guitarrockere Jet spiller til MTV EMA-showet på Rådhuspladsen den 2. november. Jet slutter sig dermed til Snoop Dogg, Keane, The Killers og Outlandish, der hver giver 30 minutters optræden ved arrangementet på Rådhuspladsen – Jet spiller dog kun i 20 minutter, oplyser MTV. R&b-stjernen Kelis dukker op i en ny rolle som journalist og rapporterer live fra Rådhuspladsen til Justin Timberlake, der er vært i Bella Centret. Til listen af allerede offentliggjorte stjerner tilføjer MTV desuden Pharrell Williams, der vil være at finde blandt prisuddelerne i Bella Centret.

Jet er aktuelle med deres nyligt udsendte andet album ”Shine On”, opfølgeren til deres succesfulde 2003-debut ”Get Born”, der bød på hæsblæsende guitarrock med inspiration fra ikke mindst 60’er-navne som The Who, The Rolling Stones og The Faces, men også The Beatles, når Jet var i deres mere afdæmpede hjørne. Det nye album fortsætter i samme stil og indeholder blandt andet hitsinglen ”Bring It On Back”. I øvrigt skal de i november på USA-turné med danske The Blue Van som opvarmning.

Det officielle program til MTV EMA, som det kommer til at tage sig ud på tv-skærmene, ser i øvrigt således ud:


Kl. 20.00: Red Carpet Live
Trevor Nelson er vært og modtager stjernerne ved ankomsten til MTV Europe Music Awards. Trevor vil på den røde løber få hjælp af VJ China (MTV Frankrig) og fra Rådhuspladsen af VJ Pernille (MTV Danmark). De slutter sig til alle de optrædende, prisuddelerne og de nominerede ved showet. Red Carpet Live vil også indeholde live-optræden fra Jet.

Kl. 21.00: MTV Europe Music Awards Live Show
Se alle de optrædende og find ud af hvem, der vinder årets priser. Justin Timberlake er aftenens vært.

MTV Europe Music Awards online på www.mtvema.com
Web-show: Med Juliette Lewis og The Licks som værter, der bl.a. laver live-interviews med stjernerne.
Rådhuspladsen: Følg aftenen på Rådhuspladsen i København.
MTV Europe Music Awards Live Show: Følg aftenen i Bella Centret i København.


Kl. 23.00: MTV Europe Music Awards After Show
Danske MTV VJ Pernille Fals Bahrt og engelske MTV VJ Tim Kash samler trådene og ser tilbage på en forhåbentlig begivenhedsrig aften i København.

MTV EMA-hjemmesiden


ANNONCE