Internetgiganten vil redesigne YouTube og øge fokus på musikstreaming
Musikstreaming er begyndt at vinde større terræn overfor salget af musikdownloads. Derfor øges konkurrencen nu på streaming-fronten, når Google agter at lancere YouTube Music til sommer.
Spotify ventes at få hårdere konkurrence, når internetgiganten Google vil redesigne det populære videonetværk. Det skriver New York Post, der samtidig pointerer, at det netop er det faldende salg af musikdownloads, der får store aktører som Google, Apple og Amazon til at fokusere mere på musikstreaming.
Abonnementstjenesten vil være Googles andet forsøg med all-you-can-eat musikmarkedet, efter Google Play blev introduceret for to år siden, hvor der i forvejen tilbydes et konkurrerende produkt til Spotify og Pandora Medias streaming-tjenester. YouTubes Music Pass vil sandsynligvis koste 10 dollar om måneden for en reklamefri løsning.