GAFFA har talt med den nye ansvarlige for Roskilde Festivals program, som er blevet offentliggjort i dag
Anders Wahrén er et lokalt talent. Han er opvokset i Himmelev nær Roskilde, men har også boet inde i byen, hvor temaet var musik og han blandt skolekammeraterne havde blandt andre Cæcilie Trier, og han har trådt barneskoene på den lokale festival, inden turen gik over blandt andet det lokale spillested Gimle og heavyfestivalen Copenhell til stolen som manden med det tunge ansvar for den hjemlige andedams største fest.
Den 31-årige ser dog ikke specielt tynget ud, som han sammen med talskvinde Christina Bilde sætter sig ned til en snak om et program, som også umiddelbart ligner en mere end godkendt start for ny mand på en plads, som andre år ofte har været øretævernes holdeplads:
Q: I har både Rolling Stones og Outkast til at spille om torsdagen. Her er der udsolgt for enkeltdagsbilletter. Frygter I ikke, at en så stor event flytter fokus fra den egentlige festival?
A: Nu er det langt størstedelen af vores billetter, som er partoutbilletter til hele festivalen, så om det udmatter folk eller får oplevelsen til at peake for tidligt, vil selvfølgelig være individuelt, men vi har vurderet at det kan være en fordel at starte ud med noget, som er den der store samlende faktor. Altså det store fælles Roskilde Moment, som vi så godt kan lide. Og når man kommer for at se Stones, kan man have den der store oplevelse, som er et godt afsæt i forhold til en god weekend sammen med venner - og forhåbentlig også nye venner! Så det er vi ikke nervøse for.
Q: Så I vil skabe en ramme? Torsdag har ofte været lidt ugleset, ikke? Nu har I scoopet med en Stevie Wonder, så der kommer flere af de store samlende oplevelser. Hvornår spiller han?
A: Det ved vi ikke endnu. Det er kun Rolling Stones og Outkast, vi kan give dato på. Vi arbejder på at få resten på plads, så vi kan melde ud i slutningen af denne her måned. Men rigtigt, i og med at torsdagen er en noget kortere dag, end de andre, er der ikke plads til så mange navne på Orange Scene. Og så kan det være svært at vise diversitet, så det meget bliver en genre, der præsenteres på den dag. Her er det nok meget godt med Rolling Stones, som alle vel skal forbi og lige tjekke ud, og så har vi Outkast oven i købet, så vi genremæssigt bliver spredt lidt ud. Så jeg tror, at vi kan give rigtigt mange mennesker en god start på den måde.
Q: Hvis du skal ryste posen, hvad er så de navne, du selv glæder dig mest til?
A: Jeg glæder mig især til at se, hvordan vores nye Avalon-scene kommer til at fungere. Det er en satsning, hvor vi går efter at lave en scene, der både kan rumme det nære og det lidt større ved at have et scenedesign, der både skal kunne fungere til de der 3-5000 tilhørere og også op til 12000, når der bliver trukket rigtigt mange til. For der har vi haft en udfordring med de nedlagte scener Cosmopol og Odeon og har taget konsekvensen. Der har været koncerter, hvor der kom langt flere end beregnet, og der kan vi nu være mere fleksible, hvis behovet skulle opstå.
Q: Så scenen der lå op ad motorvejen er væk nu, ikke?
A: Jo, Odeon der lå derovre, er væk nu, og der er ingen scene. I stedet bliver der mere samling på den indre festivalplads. Odeon fungerede egentlig okay under koncerterne, men når der ikke var musik, ville folk automatisk trække væk fra området. Så det har vi taget konsekvensen af. Og vi håber at ved at have samlet det lidt, får man en mere koncentreret oplevelse.
Q: Hvad med Stones-koncerten? Det er den sidste koncert på turnéen, så bliver der tale om noget, som afviger fra den øvrige turné? Altså en længere og speciel Roskilde-oplevelse, som vi så det med eksempelvis Bruce Springsteen for to år siden?
A: De kommer ikke og laver en tretimers koncert, som Bruce eller The Cure og lignende. Så det bliver lidt mere fokuseret. Hvor lang tid de præcis spiller, ved vi ikke endnu. Men det bliver vel en typisk Orange-koncert, som ligger et sted mellem halvanden og to timer. Detaljerne kommer senere. Der er også stort fokus på at få produktionen til at gå op i en højere enhed, for det er selvfølgelig noget andet for dem at skulle spille en festival, frem for de normale koncerter, hvor de medbringer egen scene, som er lavet kun til dem. Men det kan blive en fordel, fordi det bliver anderledes end på den øvrige turné. Ligesom jeg tror, at det er en fordel, at de skal spille for et publikum, hvor ikke alle er fans, men skal vindes over. Eller ikke har de der helt faste forventninger om, at de skal spille de og de numre, for ellers er det ikke en ordentlig koncert. Og som bare synes, at det er fedt at kunne opleve et historisk band, som Rolling Stones jo er. Det synes jeg også har været erfaringen med andre bands, vi har haft, som typisk normalt spiller stadionshows, at på Roskilde bliver det en lidt anden oplevelse.
Q: Hvad med det store danske trækplaster, Trentemøller. Han har lige turneret med en række danske stjerner som blandt ander Marie Fisker i bandet. Hvad er planerne med ham og Roskilde?
A: Han er ved at brygge på det med sine folk, hvordan det show skal sættes sammen. Men jeg vil tro, at han har noget i ærmet, når han skal op og spille på Orange Scene igen.
Q: Mange har i en årrække spurgt, om D-A-D som ellers var det oplagte danske navn på Orange Scene, og som er i ypperligste form i disse år, igen en dag skal spille på Roskilde. Nu blev det heller ikke i 2014. Er det tog kørt?
A: Det er ikke til at sige. Vi er meget påpasselige med ikke at lukke døre endeligt. Det kan godt være, at det en dag bliver det rigtige igen. Nu har de jo spillet en hel masse andre ting i år og har lavet en masse sjove påfund i forbindelse med deres 30-års jubilæum. Det blev ikke til en Roskilde-koncert, men dermed ikke sagt, at det ikke kommer til at ske igen.
Q: Er det mig, eller er heavydelen blevet skruet noget ned. Mens jeg noterer mig, at din gamle arbejdsplads, Copenhell, i den grad opruster. Er vi ude i noget, hvor nicheting bliver målrettet til specielle spillesteder eller festivaler. Hvad er din kommentar til det?
A: Vi vil stadig gerne favne det hele, og jeg synes ikke, at vi har skruet markant ned for metal. Man kan jo godt kigge på de øverste navne på plakaten og konstatere, at der ikke er nogen Metallica eller Queens Of The Stone Age. Til gengæld er der Arctic Monkeys, som kal lidt af det, som "Queens" kan, og længere nede er der Carcass, Deftones og Philip H. Anselmo og hans soloprojekt, The Illegals, så det er ikke fordi vi ikke har noget at byde på. Og jeg tror også, at de der virkelig er til det, kigger ned over det fulde program, hvor de finder en Rob Zombie, eller hvis man er til det mere skæve, er der Les Claypool med hans duoprojekt, som er vidt forskelligt fra Primus... Jeg kan også anbefale The Necks med deres ambientmusik, eller Fire! Orchestra, som er ret skævt. Og Mogwai kan stadig spille højt og støje igennem. Og jeg var på South By Southwest (SXSW)-festivalen i Austin i Texas og så det amerikanske band Vattnet Viskar, som er et specielt take på black metal, og endelig kan jeg anbefale et projekt, hvor vi har fået to danske metalbands, Hellhorse og The Psyke Project til at lave en koncert sammen, hvor de spiller op mod hinanden og vil lave både versioner af hinandens og andres numre og spille både sammen og hver for sig. Det tror jeg kan blive en speciel oplevelse og noget, der kun kommer til at ske på Roskilde.
Q: Det lyder ret nørdet...?
A: Ja, men det skal der også være plads til. Både de store samlende oplevelser men også ud og udfordre folk og give dem noget, man ikke kan finde på andre festivaler.
Q: Så kommer vi ikke udenom Drake. Hvad sker der der?
A: Drake er egentlig et hiphopnavn, men også ekstremt poppet. Han kan lave hits og hooks som få andre. Så det tror jeg bliver en stor popfest, hvor hiphopperne også kan komme og også blive imponeret, men han kan også ramme bredt. Så det er fedt for os at have ham i år.
Q: Som Kanye West var det for en del år siden?
A: Ja, præcis. En koncert mange vil referere til.
Q: Nu skal det jo ikke være en længere afhandling. Noget til sidst?
A: Ja, så er der den psykedeliske musik, hvor jeg ser frem til at præsentere bands som The Men og Hookworms, eller nyere punkede ting som Future Of The Left...
Q: Men overskriften er så, at I fortsat gene vil være altfavnende?
A: Ja, jeg vil gerne se store navne som The Rolling Stones som et historisk spejl for nogle af de unge, som også spiller på festivalen. Ligesom jeg gerne ser, at man både kan læse vores plakat oppe fra og ned og starte nede i bunden. Så kommer man for at se Stones eller Drake, så finder man også ting længere nede på plakaten, som tiltaler én. Og er man mere inde i alverdens krinkelkroge af ny musik, skulle man også kunne kigge op på Orange Scene og se, at det er der de har taget deres inspirationer. Så på den måde skulle det gerne kunne gå begge veje.