Historien om Nirvana – del 2

Benarbejde

Aberdeen, Nordvest-USA's røvhul. På kanten af Stillehavet oppe i det allernordvestligste USA i staten Washington ligger en støvet og beskidt tidligere industri- og skovhuggerby ved navn Aberdeen. En glemt uddøende udørk cirka to en halv times kørsel fra Seattle, fortrinsvis befolket af rednecks, gamle industri- og tømmerarbejdere. I øvrigt et af de steder, hvor det regner mest i hele verden. I 50'erne et livligt sted for søens folk. Den heftige tømmertrafik på Stillehavet gjorde, at de rejsende sømænd havde rigelig lejlighed til at besøge byens mere end 50 bordeller. Temmelig pænt for en lille havneby med rundt regnet 19.000 indbyggere. Det satte gang i økonomien, men op igennem 60'erne fik byens puritanske kræfter sat en stopper for den livlige trafik.

På Grey Harbour Community Hospital kom en lille dreng til verden d. 20. februar 1967. De unge forældre lød navnene Donald og Wendy, og deres førstefødte fik navnet Kurt Donald Cobain. Familien boede i den lille naboby Hoquiam. 21 år gamle Donald Cobain var en atletisk trænet, lettere nørdet "Buddy Holly-type" og arbejdede som mekaniker på den lokale Chevron-benzinstation, og 19-årige Wendy var en klassisk skønhed. De havde mødt hinanden på den lokale high school, og kort efter blev Wendy gravid, hvorefter Donald og Wendy uden forældrenes samtykke, endsige vidende, rejste til Idaho for at blive gift. Lille Kurt var nok mere end smutter end et ønskebarn; ikke desto mindre beretter så at sige alle rapporter samstemmende om Kurts tidlige barndom som pænt harmonisk.

Kurt var en glad og udadvendt dreng. Far Donald så helst, at den førstefødte kom i sportstøjet, og Kurt lærte hurtigt at smide en baseball og spurte en tur på atletikbanen, men der var noget andet, der trak stærkere i den kønne, lille, ekstremt blåøjede dreng end de fysiske udfoldelser på sportsbanen. Kurts første seriøse kærlighed var hans moster Maris Beatles-plader. (En af hans første alvorlige skuffelser var i øvrigt, da han i 1976 erfarede, at The Beatles var blevet opløst seks år tidligere). Samme tante Mari fik også indspillet Kurts spæde musikalske forsøg, som stammer helt tilbage fra toårsalderen. På trods af at Kurt langtfra kom fra et hjem med klaver, var der aldrig tvivl om Kurts kunstneriske åre. Ud over hans elskede tante Mari – som selv var amatørmusiker – var det tætteste musikalske slægtskab Mari og Wendys storebror Chuck, som spillede guitar i bluesbandet The Beachcombers. Livet gik sin stille halvkaotiske gang hos den unge familie Cobain, og i 1970 så Kurts elskede søster, Kimberly (kaldet Kim) dagens lys. 

Fra harmoni til splittelse

Idyllen i den unge familie krakelerer dog gradvist. Finansielle problemer, forskellige interesser og ambitioner, familiestridigheder. Donalds forældre, Leland og Iris Cobain – som Kurt gennem hele livet var meget tæt knyttet til – syntes for eksempel, at Wendy var en snob. Problemerne eskalerede, Wendy interesserede sig for at se godt ud og Donald for sine sports-aktiviteter, de skændtes, så det bragede, og enden på det hele bliver en uigenkaldelig skilsmisse, da Kurt er ni år gammel. Den enkeltstående begivenhed, der mere end noget andet præger Kurt i såvel hans ungdomsår som i resten af hans 27-årige liv. Her bliver den rodløse, indestængte, grænsesøgende, fandenivoldske outsider grundlagt. Charles Cross – forfatter til Kurt-biografien Heavier Than Heaven – beskriver skilsmissen som en "følelsesmæssig holocaust" for Kurt. Familien fortæller, at han blev indadvendt og bitter, hvilket blandt andet kunne læses på hans graffiti på hans eget soveværelse, som lød:

"I hate Mom, I hate Dad. Dad hates Mom, Mom hates Dad. It simply wants to make you sad". Hårde ord fra en niårig.

Ud over den psykiske ubalance har Kurt i mellemtiden muligvis også fået grundlagt en fysisk tendens til stofafhængighed. Som barn blev han lægeligt diagnosticeret som værende såkaldt hyperaktiv. Hans moster Mari besøgte hjemmet engang, hvor Kurt gik rundt udenfor og slog på en lilletromme og uafladeligt skrålede af sine lunges fulde kraft. Wendy anede ikke, hvad hun skulle stille op med ham, og en beslutning om at give Kurt medicinen Ritalin blev taget. Et kontroversielt medikament, som visse forskere hævdede kunne stimulere brugernes tendens til stofafhængighed senere i livet, hvor andre hævdede, at hyperaktive børn, som ikke blev behandlet, havde tendens til selv at medicinere sig senere i livet med ulovlige stoffer. Courtney Love blev også behandlet med Ritalin som barn, og det senere ægtepar havde lange samtaler om, hvorvidt begges tidligere eksponering for Ritalin havde medvirket til voksenlivets problemer med at holde sig fra de hårde stoffer.

Kort efter skilsmissen mærkede Kurt for første gang problemer med mavesmerter, hvilket skulle ride ham som en mare resten af livet. Wendy havde oplevet tilsvarende problemer efter Kurts fødsel, og familien regnede med, at det dels var et arveligt problem, dels et psykisk udtryk for hans problemer oven på den traumatiske skilsmisse.

Rodløs

Don og Wendys skilsmisse var ond, og Kurts følgende årti stod i skarp kontrast til det relativt trygge og velordnede familieliv, han havde oplevet i kernefamilien i Aberdeen indtil da. Kurt boede i en længere årrække skiftevis hos Wendy, hos Don – hvis nye kone, Jenny, Kurt opfattede som et forræderi fra hans fars side – hos forskellige onkler og tanter, bedsteforældre og venner og bekendte i kortere eller længere perioder. Wendy kunne ikke håndtere sin uregerlige teenager, og Kurt og Don var i længere perioder helt væk fra hinanden. Kurt havde store problemer i skolen – undtagen i formning, måske ikke så overraskende – og begyndte i bedste amerikanske teenager-stil at indtage alt fra marihuana til lightergas og det sprut, man kunne få fingrene i.

Wendy, der stadig var lidt af en sild, genoplivede sin fortabte ungdom og fik til Kurts store fortrydelse en kæreste, der ikke var mere end fem år ældre end ham selv. Kurt blev smidt ud hjemmefra og var regulært hjemløs fra 16-års-alderen. Kurt har senere i Something In The Way fra Nevermind beskrevet, hvordan han boede under en bro ved River Whiskah i Aberdeen. Et udsagn, han senere fastholdt i interview, men som specielt Charles Cross dokumenterer som det pure opspind. Sikkert er det til gengæld, at Kurt som 16-årig flyttede ind til sin bedste ven Jesse Reed – i øvrigt en af de få, han bevarede den tætte kontakt helt til de sidste fatale år – og boede som familiemedlem i over otte måneder.