Der var nok til alle, da MTV i dag uddelte billetter på Rådhuspladsen.
1000 billetter blev i formiddag kl 10 uddelt til det stort anlagte MTV show på Rådhuspladsen torsdag. Selve uddelingen foregik fra en bil.
Som udgangspunkt var der max to billetter til hver person, men flere gik derfra med 3 og 4 billetter, ligesom flere havde held med at stille sig i kø flere gange.
På intet tidspunkt var der mere end 20 mennesker i kø, og det kaos nogle måske havde forventet ville opstå, udeblev fuldstændigt. På en lille halv time var de 1000 billetter delt ud.
Selve prisuddelingen foregår i Bella Centeret, og synkroniseres med en storskærm på Rådhuspladsen, hvor blandt andre The Killers optræder.