x

Hvor de vilde blomster gror – en samtale med Annisette Koppel - Del 3

Hvor de vilde blomster gror – en samtale med Annisette Koppel - Del 3

De er vel nok det danske band, som med størst sandfærdighed kan siges at have såkaldt "internationalt format." Ikke mindst i karrierens tidlige år, hvor mødet mellem de klassisk skolede brødre Thomas og Anders Koppel, et par kompetente kolleger og den lille Annisette Hansen med den kæmpestore stemme kastede en række regulære rockklassikere af sig – fra den selvbetitlede debut i '68, over mesterstykker som Your Daily Gift og Wild Child til Babylon, som blev det sidste album, inden Anders Koppel takkede af i '74.

Anekdoten om, hvordan en lukrativ, amerikansk pladekontrakt strandede på gruppens veto mod at tage til Vietnam og spille for de amerikanske tropper, siger i en vis forstand det hele om en gruppe, som alle dage har fulgt deres helt egen dagsorden. Gennem utallige udskiftninger har gruppens altoverskyggende omdrejningspunkt været Annisette Koppel, som efter ankermanden Thomas Koppels utidige død i 2006, valgte at føre Savage Rose videre med et kompetent hold af yngre musikere.

På torsdag indleder Savage Rose en ny turné på Voxhall i Aarhus, mens et nyt studiealbum er på trapperne, og GAFFA blev i den forbindelse inviteret indenfor i Annisettes hjem i Københavns Sydhavn en dag i begyndelsen af februar.

Det blev til en regulær tour de force gennem den respektindgydende karriere, og du kan læse det ekstensive interview her på GAFFA.dk hen over denne weekend. I dag bringer vi tredje og sidste del, hvor Annisette blandt andet fortæller om Savage Roses turnéer i USA i slutningen af tresserne, opløsnigen af gruppens oprindelige besætning og hvorfor hun stadig er ved at "dø af skræk," inden hun går på scenen.

Beredskabsband 

Som du selv var inde på, var der jo mange forskellige fraktioner på den danske venstrefløj i 70'erne og firserne. Hvorfor var det lige DKP/ML, I endte med at tilslutte jer?

Thomas gik engang forbi en, som stod og delte løbesedler ud, og dem tog han med hjem og studerede. Så sagde han "hold kæft, det er fedt, det de skriver her – det vil jeg godt støtte, hvis de laver noget!" Så opsøgte han dem og sagde, at de endelig skulle sige til, hvis de fik brug for noget musik. Og det havde de i høj grad.

Gadekampe, børnehaver der skulle lukkes – da de lukkede Hovedgrundens børnehave på Nørrebro løb vi rundt mellem brostenene, Thomas med harmonikaen på ryggen. Folk, som skulle rykkes ud af deres lejligheder tilbage i slumstormertiden -det var før BZ'erne. DKP/ML voksede jo ud af Slumstormer-bevægelsen.....

Hvordan definerede de sig ideologisk? Som trotskister?

Ja, som marxist-leninister. Jeg var slet ikke skolet og kunne slet ikke læse de dér ideologiske ting. Jeg er ikke vokset op i et hjem med bøger – hvorimod Thomas var en læsehest og læste alt. Om det så var mærkaterne på en mælkeflaske, kunne han sidde og læse den om morgenen, Det fangede hans blik med det samme.

Så han forklarede, hvordan det hang sammen – og jeg synes det var fint. Men der gik længere tid for mig, inden jeg gik med til et møde – for det synes jeg ikke rigtig, at jeg egnede mig til. Og da jeg begyndte at deltage, endte det også altid med at jeg fik rejst nogle andre spørgsmål, end dem som var på dagsordenen. Men det var kun godt, tror jeg.

Var I involveret i kampen om Byggeren?

Ja, og den lange havnearbejder-strejke (i 1983, red.), hvor vi rejste rundt i flere måneder. Det var en fantastisk begivenhed i danmarkshistorien, synes jeg. At se de her kæmpende havnearbejdere, som mødte nede på havnen klokken halv fem om morgenen. Spille og synge med dem, mens de tog hinanden i hænderne og lavede trampedanse rundt på kajen. Deres koner, som også var blevet aktive i kampen.

Folk, som plejede bare at læse lidt B.T. eller Ekstra Bladet til kaffen i pausen, og som nu fra den ene dag til den anden blev stærkt politisk bevidste og lavede den ene samfundsbevægende tale efter den anden om de nederste i samfundet. Havnearbejdere, som måtte gå fra hus og hjem på grund af denne her strejke. Det varede i ni måneder og udviklede sig til en international strejke, hvor flere havne ude i Europa blev lukket. 

Det var egentlig et ret radikalt træk, at Savage Rose sidst i halvfjerdserne udviklede sig til et dansksproget "beredskabs-orkester," som rykkede ud til demonstrationer og så videre. Hvad lå der til grund for den udvikling?

Jeg tror, at grunden blev lagt allerede tidligt i Savage Rose, som jo udsprang af ungdomsoprørets tid. Imod Vietnam-krigen og i ly af en masse fantastisk musik, som strømmede til os fra den amerikanske vestkyst – og som man pludselig var en del af. Med det her band, som bestod af to lømler med en baggrund indenfor klassisk og jazz der pludselig ville lave det her musik – det hed ikke rock dengang, men beatmusik.

Thomas sad inde på konservatoriet ved sit store flygel og skulle spille Beethoven – og pludselig tænkte han at, at "det her gider jeg ikke – jeg vil ned på gaden til de andre." Og så slog han låget i. De mødtes med Alex Riel i TV-byen, hvor de skulle lave noget beatmusik med Lone Koppel – som var operasanger – som sanger. Det var kimen til Savage Rose.

Bagefter synes de, at det havde været så fedt, at de gerne ville blive ved, gerne ville lave et band. Lone kunne så ikke, fordi hun skulle til prøver inde på Det Kongelige (Teater, red.). Men de hyrede nogle af de musikere, som jeg spillede med og som spillede på klubber rundt omkring i Københavns natteliv. Jeg var en del af et band, som hed Dandy Swingers. Det var nogle dygtige musikere; jeg kom sent med, da havde de allerede fungeret i flere år. Men vi var et coverband.

Med Jens Rugsted på bas, Flemming Ostermann på guitar og hans bror Mogens Ostermann på trommer – vi kaldte ham verdens hurtigste trommeslager – og Peter Gregers på klarinet og akustisk guitar. De spillede alt muligt fra country til Beatles - de var inkarnerede Beatles-fans, og havde også uniformer og det hele.

Jeg spillede allerede fra jeg omkring tolv med en pige der hed Jette, som jeg havde fået til at lave nogle sammen med mig. Så spillede vi ude på mælkepubberne – det var det første, inden der kom diskoteker. Jeg havde optrådt med omrejsende tivolier, fra jeg var syv år sammen med min storesøster, som var blevet filmstjerne og skulle ud og vises på de skæve brædder; på ladvogne og så videre.

Så fortsatte jeg et stykke tid alene, fordi hun kom på teaterskole, sammen med en pige som spillede klaver. Det gjorde vi nogle år, og jeg har vel været femten eller deromkring, da jeg kom med i Dandy Swingers. Jeg havde også prøvet at synge med nogle rock'n'roll-grupper og endda nogle gamle jazzbands, som spurgte om jeg ville være med.

En dag stod vi så og spillede på en mælkepub og spillede, og pludselig stod der en fyr med Beatles-jakke og Beatles-hår foran mig. Jeg var sådan helt "årh, hvor er det stort, det her!" og mens vi spillede færdig tænkte jeg, at jeg skulle gøre mig ekstra umage, fordi der stod en rigtig beatle dernede. Bagefter spurgte han, om jeg ikke havde lyst til at prøve at komme og synge med deres band. "Jo, tak!" sagde jeg. "Jeg skal lige spørge min mor, om jeg må" - jeg var jo mindreårig på det tidspunkt.

De spillede sådan nogle steder som Place Pigalle ude på Bakken, og gik først på klokken ni. Men jeg fik lov og tog derud, og havde nogle af de sange med, jeg sang – coverversioner af nogle italienske schlagere, som jeg synes var enormt flotte. Jeg var helt vild med italienske film fra halvtredserne på det tidspunkt og elskede de dér helt store følelser, som var i de sange...

Italienske ballader

Du sang på italiensk?

Ja – jeg anede ikke hvad det betød, men jeg synes at det lød fantastisk. Jeg så billederne for mig, og Jette spillede vildt godt klaver af sådan en lille pige at være. Og Peter syntes åbenbart, at han kunne høre et eller andet, han kunne bruge til noget, den dag på mælkepubben. Så jeg kom derud, de var samlet alle sammen i garderoben på Place Pigalle og jeg kan tydeligt huske, at Rugsted spurgte om jeg havde nogle sange, som jeg sang. "Ja, den her," sagde jeg og rakte ham en af de italienske sange.

"Øh, måske kan hun bare slå lidt på tambourin og synge noget kor i starten," sagde han til Peter. "Jamen, det kan jeg da prøve," sagde jeg – og det gjorde jeg så i et halvt års tid eller deromkring. Så begyndte diskotekerne at komme frem, og en aften stod Peter Belli pludselig og var DJ – en ung purk med langt hår, som spillede nogle fantastiske plader. Han kaldte mig hen senere og sagde "hej, Annisette, du skal lige høre denne her – du kan tage pladen med hjem og overspille på din båndoptager og tage den med igen i morgen!"

På den måde lærte jeg alle mulige plader at kende – Aretha Franklins søstre, og "Piece of My Heart", som senere kom med Janis Joplin. Jeg var helt vild med det; dem ville jeg bare synge. Jeg lyttede også til Radio Merkur – det var et piratskib, som lå ude i Østersøen og sendte til alle os unge.

Når jeg kom hjem om natten, lå jeg og hørte Radio Merkur under hovedpuden, og en nat hørte jeg Ike & Tina Turner med "River Deep, Mountain High." Og jeg tænkte at "dér er den – den skal vi lære i morgen!" Vi skulle spille på noget, som hed Le Carousel – det blev senere til Daddy's Dance Hall – hvor vi stod oppe på sådan en hylde i syv meters højde og spillede, og der var 50 grader varmt.

Vi mødtes om eftermiddagen, fordi jeg havde den her sang vi skulle lære til samme aften; jeg stod med min søsters store Philips-båndoptager og de sagde "nej, det kan vi altså ikke nå at lære og spille" og så videre. Men så sagde Peter "selvfølgelig kan vi nå at lære den – I går bare hjem og spiller den! Og Mogens – du laver noget lydskrift til den!"

Vi kunne ikke høre, hvad hun sang og anede ikke, hvem de var, så jeg fik det her ark med lydskrift at synge efter – det var noget besynderligt noget. Men folk gik fuldstændig omkuld, da vi spillede den samme aften – jeg tror, vi spillede den sytten gange. Siden kom der en, som ville have os til at indspille den på plade – med lydskrift og det hele – og det gjorde vi så. Men den gik nummer et på hitlisten – på trods af lydskrift og af at vi ikke anede, hvem Ike & Tina Turner var.

Flemming Ostermann og Jens Rugsted kom siden med i Savage Rose – Anders og Thomas manglede nogle musikere, og Thomas kom ud en aften og hørte os på Le Carousel – og på den måde kom jeg også med i Savage Rose. Og det var noget helt andet – hvor du fik udleveret en tekst, som aldrig havde været sunget før. Jeg var vant til at synge andres ting, som allerede var indspillet – så det her var jo fantastisk.

Jeg sad gerne ved siden af Thomas ved klaveret, indtil jeg følte mig sikker på melodien. Jeg synes, jeg var kommet i himlen – jeg havde aldrig hørt et orkester, der lød så godt. Anders stod der med det lyserøde Farfisa-orgel, som han havde på det tidspunkt; Alex sad bag trommerne – og så Jens og Flemming, som jeg kendte rigtig godt allerede.

Jeg sad simpelthen og fik kuldegysninger, jeg fløj, og samtidig tænkte jeg, hvad jeg dog skulle gøre med den ene eller den anden tekst. Da jeg så endelig forsøgte noget, kiggede de forbavsede og anerkendende – og så var jeg glad. Og de havde allerede på forhånd en hel stak af tekster, og vi øvede aften efter aften i den dér kælder ude i Søborg.

Der var tilsyneladende ingen, som havde tænkt på, at vi også skulle ud og spille på et tidspunkt – men så en dag ringede en mand fra TV og sagde, at da havde hørt at vi var ved at lave et band, og om ikke vi snart skulle ud og spille? "Joeh, det kan da godt være," sagde Thomas – og så fik de stablet en eftermiddag på benene inde i Revolution på Aaboulevarden, hvor vi også spillede med Dandy Swingers.

Skatkammeret#2

Annisette: Palle Holgersen fra DR havde et eller andet omkring "unge talenter" sammen med Johnny Reimar, selvom han egentlig var på Sporten. Hvis man tænker på, hvilke musikalske løbebaner, de to har haft siden, er det lidt sjovt at det lige var dem der fik det til at fungere, at vi skulle lave en plade.

Men sådan blev det, ligesom vi spillede den første beatkoncert nogensinde på Plænen i Tivoli – det havde aldrig nogensinde foregået før, der havde kun været akrobater, bigbands og sådan noget. Det glemmer jeg aldrig. Vi skulle over og spillle i Daddy's Dance Hall bagefter med Dandy Swingers, mens først skulle vi altså spille med Savage Rose klokken ni om aftenen i Tivoli, og det var simpelthen så sindssygt flot.

Det var første gang, jeg stod på sådan en kæmpe scene, med så mange mennesker. Alle lysene, og det dér slot i baggrunden – det var helt uvirkeligt for mig. Stjernehimlen, og så den dér musik, som bare var fuldstændig fantastisk og forunderlig. Det var en drøm, som blev til virkelighed der.....

Og der skriver vi sommeren '67?

Nej, det har snarere været '68, for vi øvede hele 1967 – og så lavede vi to plader i '68; "Savage Rose" og "In the Plain." Det er i øvrigt endnu en grund til at jeg synes det sjovt, at vi laver to plader nu, hvis vi siger at vi har 45 års jubilæum. Det var godt nok i 2013, hvis det skal være rigtigt....men det var også der, vi indspillede det, kan man sige.....

Det sker ofte, at store, internationale navne genudgiver deres bagkatalog i såkaldte luksus-udgaver med alt muligt uudgivet ekstramateriale. Ligger der nogle gamle, uudgivne studieting med Savage Rose?

Ja, det gør der. Og Palle (Hjorth, tangenter, red.) og jeg har talt om det; Palle er en mester i at finde sådan nogle ting frem. Jeg er ikke så god til internettet, og efter Thomas døde ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal begå mig i forhold til alle de dér ting. Men jeg har jo kasser stående, i et depotrum, med spolebånd, kassettebånd og alle mulige mærkelige formater, der har været i tidens løb.

Noget at det kan jeg simpelthen ikke hitte ud af, hvad er for noget, og det burde sikkert smides i varmeskabe og alt muligt. Der er både film og lyd – og jeg har intet overblik over det.

Men Palle kender til nogle ting, som han ved ligger rundt omkring og vil kunne hjælpe til med det. Vi har snakket om at bruge nogle af de ting, og gjorde det faktisk også denne her gang. Det er muligt, at der kommer noget med på den plade, som forhåbentlig kommer til efteråret.....

Du sagde til min kollega for et par år siden, at "et langt liv giver mange historier"....når du ser tilbage, er der så nogen særlige perioder, begivenheder eller album, som rager op i din erindring? Ting, som har været særligt vigtige i din efterhånden temmelig lange karriere?

Jeg synes, at alle sammen har raget op for mig. Hvis jeg tager et af de gamle album frem, så genkalder det jo virkeligheden i den anden ende; hvordan vi indspillede det og så videre. Det allerførste album blev indspillet ude hos en, der hed Birger Swan som sad med benene oppe på et bord og læste B.T. Og havde en pin-up-girl-kalender hængende.

Han hørte overhovedet ikke efter, hvis vi lavede: Vi stillede bare op i et eller andet rum med vægge, man kunne flytte rundt på og bruge til at skærme af, og det kom han og hjalp lidt med. Og så gik han ellers ind og læste B.T. Og drak en bajer. Han havde otte spor, og det skulle det altså ned på – det var det, ikke?

Dengang stillede vi op ligesom vi gjorde til koncerterne, når vi lavede pladerne. Alex Riel var lidt skråt for midten, et orgel i den ene side og et klaver i den anden, og pladerne var i stereo, hvilket var noget nyt dengang. Det er blandt andet også derfor, (vinyl-, red.)pladerne stadig er sjove at høre. Selve måden at indspille på, hvor man ikke forfladiger det med en masse kompression.

De er indspillet som klassiske plader; med dybde og de nuancer, der er der. Du bliver nødt til at skrue op for at høre det ordentligt, og hvis det blev spillet i radioen i dag, ville du ikke kunne høre det ordentligt. Fordi der ikke er kompression på og alle de der ting, som du er nødt til at have på i dag for at lave det "flade tryk." Det var jo en stil der kom på et tidspunkt, med den digitale tidsalder, hvor alt skulle køres fladt ind.

Jeg forstår godt, at der er sådan en tidsalder – men det er bare ærgerligt, at den anden forsvinder og kun bliver brugt i klassisk musik nu. Fordi dimensionerne på musikken er så meget større på de plader dér. Nu er det nærmest nødt til at komprimere det hele fra starten, for at det overhovedet skal kunne høres i folks cd-afspiller, bilradio eller hvor de hører det. Det er et helt andet udtryk, du har....

I kraft af selve det digitale medie?

Ja.

Der er også folk, som trækker i den anden retning. En kunstner som Dylan skulle efter sigende gå meget op i at bruge det gamle, analoge udstyr....og stadig indspille live i studiet....

Jamen, det gør vi også, stadigvæk, og vi har de gamle båndmaskiner at køre det ind på. Men det er stadigvæk lidt af en illusion – for det bliver jo trykt ned på en cd, som kun har de dér 16 bit eller hvor meget det er. Det er lidt ligesom med fotografiet: Du kan godt have det fede Leica, hvor alle nuancerne kommer med. Men når det så skal hen på computerskærmen og gøres til en plakat....("Der ryger meget, vil jeg sige," indskyder dagens fotograf, red.).

Der er meget, der er vundet – men der er også meget der er tabt. Jeg ville ønske, at alle formaterne kunne køre på éen gang...men det kan da være, at det næste bliver at det opfinder en maskine, hvor man faktisk kan høre nuancerne og få dybden med.

Thomas' farvel

Det var en af grundene til, at Thomas ikke gad at spille på keyboard: "Jeg gider ikke spille koncerter, hvis jeg skal spille på det dér bræt – det siger jo ikke noget!," sagde han. "Det siger det samme, uanset hvordan man slår tonen an; blidt eller hårdt. Det kan jeg ikke!" Så det var først da han fandt frem til et eller andet, som havde vægtede tangenter, at han til nød ville spille på det.

Men han sagde til sidst, inden han døde: "Hvis jeg ikke får et ordentligt flygel eller klaver at spille på – på scenen – så gider jeg sgu ikke spille mere." Keyboardet var måske sjovt at have stående ved siden af og sige nogle lyde på, men at spille en hel sang på det? Det synes han var en stor fejltagelse.

Idag er livet for de fleste at spille på de digitale instrumenter – og det er de så blevet gode til, dem der kan det. Jeg synes, at sådan en som Palle (Hjort, red.) er fantastisk til at spille både akustisk og digitalt – og få ufatteligt mange ting ud af det. Og jeg har en svigersøn, som er lige så god, og også kommer med denne gang.

Hvad blev den sidste koncert, Thomas spillede med Savage Rose?

Rigtige koncert? Vi spillede jo en masse, men de sidste rigtige koncerter herhjemme var med Moussa (Diallo, red.), Klaus Menzer, Sara Indigo på percussion. Naja var med på kor, hun har været med i mange år....

Ja, jeg kan huske en koncert på Black Angel-turnéen i '96, hvor hun havde sin egen indlagte rap-passage i "You'll Know in the Morning." Netop det nummer, fra netop den koncert i Cirkusbygningen, kom faktisk også med på en single.....

Hahaha, ja, det griner vi altid af! "Du må ikke spille det for nogen, mor!"

Los Angeles og Grenaa

Jeg havde iøvrigt også fornøjelsen af at overvære jeres allerførste koncert efter Thomas' død, i Grenaa. Hvilket – fordi jeg er vokset op på de kanter selv – bringer mig til spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der er med Savage Rose og Grenaa? I har indledt flere turnéer og øvet op derude?

Haha, jamen det skyldes, at der var sådan en fantastisk formand for deres kulturforening derude. Han var utroligt sød ved os; vi fik nogle dejlige hotelværelser og god mad, og så måtte vi bare få lov at øve dér (i Kulturhuset Pavillionen i Grenaa, red.) i nogle dage op til den første koncert.

Det passede os rigtig godt, for så kunne vi stille det hele op, Günther kunne rende rundt og lave lyd stille og roligt og vi kunne køre sættet af, inden vi skulle lave koncerter. Derudover forelskede vi os i det dejlige område uden om Grenaa, hvor vi før i tiden altid bare havde kørt igennem.

Men området omkring viste sig at være et eventyr: Små åer, svaner, klitstranden med roser og klittter og rigtig, gammeldags fiskerihavn. Det nød vi godt af, i de dage vi var der – og så blev det sådan et sted, hvor vi synes at det var skide dejligt at komme. Han er der nu ikke mere, formanden, og vi har egentlig heller ikke talt om, at vi skulle derover igen. Ikke for det; det ville da være dejligt at komme tilbage og prøve det.

Ok. Når man er vokset op derude, kan Grenaa og Savage Rose umiddelbart forekomme at tilhøre to forholdsvis forskellige verdener. Men jeg gav dig i øvrigt aldrig lejlighed til at svare på mit spørgsmål om, hvad der egentlig lå til grund for jeres beslutning om at gå over til det dansksprogede format sidst i halvfjerdserne?

Vi var blevet trio, og meget politisk bevidste. Vi havde været på nogle store turnéer igennem USA; den sidste varede i tre måneder, og vi fik mad, hotelophold og rejsen betalt, men ingen penge, for det. Det var to impressarioer, der stod for turen.

De kaldte os op på kontoret i Los Angeles, som var det sidste stop på turnéen – vi var startet helt oppe ved Vancouver og havde så rejst hele vejen ned gennem USA. De fortalte, at RCA (stort pladeselskab, red.) gerne ville lave en kontrakt med os - "med mange nuller," som de sagde.

Men der var en betingelse tilknyttet, for de ville gerne have at vi – ligesom nogle andre bands, de havde – tog til Vietnam og spillede for soldaterne på nogle baser derovre. Vi fór op af stolene og sagde, at det kunne der bestemt ikke blive tale om; vi ville simpelthen ikke have noget at gøre med den krig på nogen måde. Vi var krigsmodstandere og var en del af hele den bevægelse. De var lige ved at komme op og slås over det, kan jeg huske, og det endte med at de rev kontrakten i stykker....

Hvem var ved at komme op at slås?

De to impressarioer, Thomas, Anders, Alex....det var virkelig voldsomt. Vi kunne ryge og rejse og "vi havde jo været dyre for dem at have på den turné" og sådan noget – og det havde vi jo slet ikke.

De så selvfølgelig også den kontrakt, som noget de kunne tjene på, og nu hvor vi nægtede, ville de have os til at betale tilbage. De havde lige åbnet en klub i Los Angeles, som skulle startes op – apropos at vi ikke havde været til nogen nytte for dem - og der skulle vi så spille tre koncerter om dagen: En morgen, en middag og en om aftenen.

Vi sagde, at de måtte være vanvittige: Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre med det repertoire, vi arbejdede med. Men det skulle vi, sagde de – og sådan blev det, for de havde vores pas, vores penge og vores billetter hjem. Vi diskuterede, hvad vi skulle gøre, på hotellet om aftenen, og blev enige om at gøre som der blev forlangt.

Men vi sagde, at jeg i al fald ikke kunne synge tre gange om dagen, at det var umuligt. Så blev det til, at jeg så måtte sidde på scenekanten og være tilstede, når jeg ikke kunne synge mere. Så hængte de plakater op i et lille udhængsskab, de havde uden på klubben.

Vi ved ikke, hvad den klub havde været før de overtog den – men pornografien var lige kommet til Danmark, og Danmark var blevet internationalt kendt for at have legaliseret porno. På plakaten i udhængsskabet stod det "Danish act"......så om formiddagen kom der nogle meget lyssky mænd ind med lange overfrakker og satte sig lidt spredt rundt i lokalet. Det var frygteligt. Men så begyndte det at rygtes, at det var en musikklub – og så begyndte det at køre med koncerterne.

Kan du huske, hvad klubben hed?

Nej, og det irriterer mig virkelig meget. Når vi har kørt gennem Los Angeles har jeg kigget og tænkt på, hvilken gade den nu lå i – men jeg kan sgu ikke huske det. Gryff-Garris Management, hed det dér makkerpar....de var nogle værre gangstere, og ham den ene solgte alle vores sange til nogle japanere, som vi på et tidspunkt pludselig opdagede havde rettighederne til alle vores sange – et elller andet firma i Japan! Man var ikke så bevidst om, hvordan man skulle forholde sig til de ting med rettigheder og den slags – det kørte bare med begivenhederne, vil jeg sige.

Var det den samme turné, du her taler om, hvor I også optrådte på Newport Folk Festival, altså i '69?

Nej, de her to kom først ind senere. De kom ind, da vi havde indspillet sangen "My Family was Gay," som de synes var virkelig fræk og "det ville de godt have op at køre, det dér" USA var jo fuldstændig homo-forskrækket: Det måtte man simpelthen ikke være.

Og jeg tror ikke engang, at Anders har tænkt den sådan....men i New York kom vi i TV-avisen med den, hvor de spurgte mig hvad den egentlig betød, den sang vi stod og spillede. "Det er bare en kærlighedssang, ligesom alle de andre," sagde jeg og tilføjede, at det var Anders som havde skrevet teksterne.

Han i stemte, at det bare var en kærlighedssang, og at man i øvrigt kunne ligge i den, hvad man ville. At sådan var hans tekster indrettet. Men de folk ville altså gøre den sang til et hit, uden vi overhovedet havde tænkt på den problematik, vi var dumpet ind i.

Babylon

Annisette: Efter det tog vi hjem og lavede Babylon-pladen, eller måske "Dødens Triumf" først...det var i al fald de to plader, og efter dem skiltes alle og tog i forskellige retninger. Vi lavede "Babylon" som trio, og havde stiftet bekendtskab med Black Panthers i USA – på det tidspunkt stod de på gadehjørnerne og delte løbesedler ud eller solgte aviser, og vi syntes at det var interessant at se, hvad de havde gang i.

Vi havde været igennem sydstaterne og virkelig oplevet deres forfærdelige apartheidpolitik. Det var virkelig modbydeligt. Vi spillede i byer, hvor der nærmest kun boede afroamerikanere – men til koncertene om aftenen var det kun hvide ansigter, man så. Vi kunne ikke forstå det.

Var det kun dem, som havde råd til det? Eller var det kun dem, som havde adgang? Når vi gik på gaden i en flok i Louisiana og sådan nogle stater, kunne politiet finde på at stille sig op og spærre vejen for os. Vi var jo flippede dengang, og så kom der sådan en fed mand i støvler, cowboyhat og sherifstjerne.

Så stod vi og skreg af grin – og det kunne man jo ikke tillade sig. Han spurgte, hvad vi lavede der og advarede os om "don't get into any trouble" - og så bakkede han ned fra fortovet igen og lod os gå videre. Vi synes, at det var et toltalt Anders And-land, vi var kommet til.

Men virkeligheden var jo, at hvis man for eksempel gik ind for at købe noget i et supermarked til at tage med hjem og spise på hotelværelset om aftenen – så sad der altså noget personale, som ikke turde kigge dig i øjnene. Sådan var det bare. Pludselig blev man konfronteret med, at den apartheid var levende.

Vi så gader, der var rent helvede – med lig, narko og slum, ligesom Holdt (fotografen Jacob Holdt, red.) beskriver i sin "Amerikanske billeder." Det var virkelighed – og vi jublede, da vi så de dér Black Panthers stå og sælge deres aviser. Vi begyndte at interessere os for det apartheid-system – og se i øjnene, at vi måske også kunne gøre noget, musikalsk set.

Noget, som på en eller anden måde ville kunne bruges – og det kunne det. Vi gik hjem og lavede "Babylon," som var inspireret af det kraftfulde i gospelmusikken. Alle de sangere, som er kommet ud af gospelmusikken, fra James Brown til Aretha Franklin. De synger, fordi det tror på det de synger. Der er ikke noget filter til at skjule, at det her handler om noget, om deres liv og hverdag.

Vi ville også videre og lave tekster, der ytrede modstand mod apartheidpolitikken, og gøre den side tydeligere. Vi havde diskussioner om det i bandet, hvor der var flere som var nervøse for, at det ville ende med at vi ikke kunne komme tilbage til USA. Men så fik vi en invitation fra Black Panthers til at spille ved et arrangement i Oakland, hvor Bobby Seale skulle vælges som borgmester.

Jeg skrev tilbage, at det ville vi gerne – og det var på det tidspunkt, at der var nogen i gruppen, som mente, at det ikke var godt, at vi blandede os i politik. Så det blev Anders, Thomas og jeg, som kørte videre. Det var meget politisk dengang, mente vi i al fald selv, og vi mente hvert eneste ord.

Vi var parat til at tage af sted, men det blev så ikke til noget, fordi man havde infiltreret en fascistisk gruppe, som havde planer om at slå det ned, med bomber og al muligt. Så det hele blev afblæst. Men så kom Huey P. Newton (en anden topfigur i Black Panther Party, red.) til København for at tale om Bobby Seale, der i mellemtiden var blevet fængslet hjemme i USA, og vi var med ved et par støttekoncerter i den forbindelse.

Senere kom Angela Davis' søster over for at tale om sin fængslede søster, og så støttede vi det. Det var en hel periode af vores liv, hvor vi optrådte i de sammenhænge – og så fik vi lov til at spille i Studenterforeningen og i Motnmartre. Og indspillede "Babylon," som vi synes var rigtig fed. Men som kun blev trykt i 2000 eksemplar, fordi pladeselskabsfolkene ikke syntes om den – derfor er det stadig lidt af et fund, når folk støder på den.

Det er en stærk plade; alene en sang som "Ticket to Paradise"......

Ja, den var fantastisk.....

….Og den narkotika-problematik, du er inde på i den sang, havde du jo allerede berørt tidligere, måske mest direkte i "Ballad of Gale." Ud over de oplevelser, I havde i de amerikanske sydstater, hvordan kom stofferne så ind på livet af bandet? Det må også have floreret i miljøet herhjemme?

Jo, jo. Vi spillede som sagt som trio, og på et tidspunkt ville vi gerne have et rockband igen. Tilbage til rødderne af Savage Rose. Så kom Peer Frost fra Young Flowers med, som jeg stadig synes er en af de mest vidunderlige musikere, der findes....der er jo to Peer Frost'er: Ham fra Gnags, og så ham fra Young Flowers og Savage Rose. Mærkeligt, for det er jo et specielt navn.....

"Den rigtige Peer Frost," har jeg hørt en københavnsk musiker kalde ham......

Han er en meget senstiv musiker, og jeg elsker ham højt. Han var med på den plade, der hed "Wild Child," og på det tidspunkt fik Thomas og jeg også et liv op og stå sammen. Thomas var ellers gift med Maria fra det tidlige Savage Rose og havde, men vi var på en lang tur i Norge og... ja, så blev det mig og Thomas.

Der var ikke nogen tvivl. Der var nogen i bandet, som ikke kunne holde det ud, fordi der var for meget kæresteri i luften. Jens gik ud på det tidspunkt, og vi fik i stedet Rudolf Hansen – en stor bulderbasse af en bassist – som kom flyvende op til Norge og sluttede sig til os. Han var både med på bas og siden også på akustisk guitar, og så fik vi Ken Gudman på trommer.

Det var et fantastisk band på det tidspunkt, men......Rudolf Hansen var lidt af en viking, som kunne tåle en del af hvert, og det var der altså andre i bandet, som ikke kunne, fordi de var nogle små splejse. Det gik ikke med band. Engang skulle vi spille en stor, udsolgt koncert i Kolding, hvor Ken Gudman faldt ned af stolen under første nummer, fordi han var så langt væk...

Tjald, alkohol eller....?

Begge dele. På det tidspunkt havde vi også været igennem en anden pladeindspilning, som aldrig blev til noget. Vi gik i studiet, men kunne mærke at vi ikke kunne gennemføre det – bandet var i gang med at æde sig selv op, så der sagde vi stop og gik hver til sit. Det var midt i en turné, men vi sagde, at "hvis musikken skal overleve det her – så er vi nødt til at lukke ned nu."

Og det var turnéen i kølvandet på "Wild Child," altså?

Ja, det var, og vi var på toppen rent musikalsk. Vi havde et kæmpe publikum i både Norge og Sverige, men valgte at lukke og slukke. Så holdt vi en pause på fire år, hvor vi primært lavede noget filmmusik og sådan noget.

Glemt album

Så der ligger at ufuldendt Savage Rose-abum fra midten af 70'erne et sted?

Ja. Der kom et enkelt lille gisp ud på en compilation fra Universal, en sang der hed "Hey Joanna," som de spurgte om de måtte sende ud. Det var en slags "Hey Joe" i kvindeperspektiv, og den startede skidegodt – der kom bare aldrig nogen afslutning på den. Og sådan var det med alle sangene.

Men altså med holdet fra "Wild Child?"

Ja.

Fedt, mand.....

Ja, det kunne være interessant at høre. Jeg glemmer aldrig synet af Thomas, som stod og dirigerede noget af et symfoniorkester inde i studiet, blot for bagefter at skrue helt op for ekkoet....det hele svævede rundt i stjernerne, ikke?

Lige deromkring var det ved at blive for meget; vi mistede grebet om det på en måde.....det var spændende nok som eksperiment, men vi kunne ikke fuldføre det, vi havde gang i. Og det måtte vi fortælle pladeselskabet.

Du talte om din tidlige inspiration fra soulnavnene, som du blev introduceret til af Peter Belli. Hvem blev ellers vigtige, musikalske pejlemærker for dig, sidenhen? Du nævnte selv den amerikanske vestkystscene, og jeg synes da også godt, at man kan se og høre en sammenhæng mellem de gamle Savage Rose-plader og både Jefferson Airplane og Janis Joplin....men hvem var egentlig vigtige for dig, dengang?

Jeg vil sige det sådan, at alle sammen var vigtige. Jeg fik en hammer i hovedet, da jeg hørte Aretha Franklin og James Brown første gang. Jeg blev også fuldstændig forelsket i Jimi Hendrixs guitar – det betød lige så meget for mig. Det var dét, at der var folk som turde kaste sig ud uden sikkerhedsnet og havde noget at byde på. Nogle, der skrællede lagene af og serverede deres sjæl for os.

Det var først der, det blev virkeligt for mig: Det var det, jeg ville – det var sådan jeg ville have det. Og måske sådan, jeg allerede havde det, da jeg sang de italienske schlagere med Jette på klaver. Jeg havde behov for at udtrykke noget, der var inde i mig selv – det var vigtigt.

Og hvis dem, der lyttede, kunne lide det – så havde jeg fået en ny familie, ikke? Det var ligesom en omfavnelse. Jeg har et forhold til mit publikum, som begyndte allerede dengang - at det er ligesom min familie. Hvis ikke de kan lide det, jeg laver, føler jeg at jeg har svigtet dem. Derfor er jeg stadig ved at dø af skræk hver gang.

Dette var tredje og sidste del af GAFFAs maratoninterview med Annisette Koppel. De to foregående afsnit er blevet bragt her på GAFFA.dk den forløbne weekend. Annisette Koppel kan opleves i front for Savage Rose på århusianske Voxhall på torsdag (den 17. april, red.), hvorefter bandet tager på landevejen måneden ud og optræder i blandt andet Kolding, København, Struer og Sønderborg.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA