Nyhed

Smukfest tilføjer tre navne

Klassisk rock, moderne pop og dansk folk-indie til årets fest i Bøgeskoven

Smukfest præsenterer nu tre nye navne til årets program. Der vil være rock med klare rødder i 60'ernes og 70'ernes rocktradition med amerikanske Rival Sons (billedet), der vil være amerikansk pop med en snert af reggae med det unge talent Chris Cab, og sidst, men ikke mindst, vil danske Hymns From Nineveh indhylde skoven i skønsang.

Rival Sons har skabt sig et fantastisk live-ry på de amerikanske og britiske scener. Herhjemme har vi også lagt mærke til dem, og de har da også lagt vejen forbi flere gange. Sidst var juni sidste år, hvor de spillede et feststemt Posten i Odense op til fem stjerner. GAFFAs Rasmus Heide lovpriste bandet og ønskede sig dem snarligt tilbage. Han skrev om den musikalske oplevelse: 

"Faktisk gælder det for alle de rivaliserende sønner, at musikalitet og evnen og lysten til at gå lidt ud over rammerne er til stede hele vejen. Og de har det sjovt samtidig. På et tidspunkt vender Holiday sig om efter en solo og forventer, at bandet falder ind på hans cue - men de kigger bare smilende på ham, så han må tage cuet igen."

Gruppen arbejder for tiden på deres fjerde album, som skulle udkomme senere i år. Til britiske Classic Rock har de udtalt, at de gerne vil vride sig løs af det "retro-markat", de har fået på baggrund af deres tidligere udspil. Forsanger Jay Buchanan siger: "Vi ønsker ikke at støde vores loyale fans fra os, men vi vil gerne vise, at vores slags rock også er moderne, selvom vores inspirationskilder stammer tilbage fra 60'erne." Mon ikke Smukfest er heldig at blive udsat for nye toner.


21-årige Chris Cab har netop udgivet sit debutalbum og har derudover tre ep'er på samvittigheden. Det lysende talent er signet på Mercury Records og Island Def Jam Records, og han har Wyclef Jean og Pharrell Williams som sine mentorer – sidstnævnte har co-skrevet og -produceret Cris Cabs gennembrudssingle "Liar Liar", der også har hærget dansk radio de seneste måneder. Han spiller en fusion af pop, reggae og soul, der med garanti vil varme pigehjerter til årets dans i Bøgeskoven.

Anført af sangeren og sangskriveren Jonas H. Petersen har Hymns From Nineveh de seneste par år skabt smuk og himmelstræbende musik, der har høstet massevis af anmelderroser, priser og nomineringer. Singlen "A Kid on the Beach" var for nylig nomineret til P3 Guld i kategorien "Lytterhittet" – og bandet var blandt højdepunkterne i det store Guld-show i Koncertsalen. GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fem stjerner for gruppens tredje udspil "Visions", der udkom sidste år, og skrev:

"Jonas H. Petersens blide stemme folder sig flot ud i musikkens mangfoldige fremtoning, og som om de musikalske kvaliteter ikke var nok, tilbyder Visions også lyrisk tyngde og eftertænksomhed i teksterne – og det endda på en måde, så man ikke kløjes i ordene."


Partoutbilletter til årets Smukfest er meldt udsolgt. Til gengæld kan det være værd at gå efter endagsbilletter, måske særlig søndag, da der er gratis fadøl til festivalens gæster. Er du bange for at gå helt glip af de store navne til Smukfest, kan du også tage til Sjælland den 14. og 15. august, hvor Smukfest Copenhagen finder sted for første gang.

På årets program er blandt andet at finde Pet Shop Boys, Skrillex, deadmau5, Simple Minds, Rasmus Seebach, Nephew, MØ, Marie Key, TopGunn, Ulige Numre, Rasmus Walter, Turboweekend og Kato & Safri Duo, TV-2, Panamah (billedet), Shaka Loveless, L.I.G.A., Nina Nesbitt, Stine Bramsen, Donkey Roadshow og S!vas.

Smukfest 2014 finder sted fra 6.-10. august med warm up på KærligHeden fra 3.-5. august.


Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE