Nyhed

Medina tilbage på tronen

Sangerinden kan atter retmæssigt kalde sig Danmarks popdronning

Det er vist mere end berettiget at kalde Medinas aktuelle single "Jalousi" for et hit. Et stort et af slagsen endda. En opgørelse fra streamingtjenesten Spotify viser nemlig, at ikke bare er "Jalousi" den mest streamede single i første uge på Spotify med hele 700.000 streams, den er også blevet streamet nu sammenlagt 5,2 millioner gange. Det giver dobbelt platin, som Medina nu kan smede sin nye krone ud af.  

Det er ikke bare imponerende, det er også en rekord, melder Spotify. Det er med til at stadfæste Medinas position som en af de allerstørste nutidige sangerinder herhjemme. Medina har helt naturligt svært ved at skjule begejstringen om Spotify-rekorden:

"Det er jo fuldstændigt vanvittigt at opnå den slags rekorder, og jeg kan kun takke mine fans for altid at støtte mig. Selv efter halvandet år uden en ny dansk single er de der og tager så dejligt imod 'Jalousi' på Spotify. Det er fantastisk, og jeg er evigt taknemmelig."


Foruden at være aktuel med singlen "Jalousi" og live-albummet "Tæt på" udgav Medina uden varsel ep'en "Arrogant" sidste torsdag. Udgivelsen er også kravlet helt op i toppen af Spotifys hitlister lige med det samme. Sangen "Strip Pt. 1 feat. Kidd" er da også at finde på 6. pladsen på den officielle danske hitliste over mest streamede sange denne uge. GAFFAs Michael José Gonzalez spåede i sin tre stjerners anmeldelse af "Arrogant":

"Alt i alt lever Arrogant op til titlen, og det er med få undtagelser en samling gedigne numre, der sammen med den nylige succes med 'Jalousi'-singlen og live-albummet Tæt På kunne bringe Medina tilbage i en førerposition i dansk musik."

Det må vi konkludere, at hun da så sandelig er. Lad os da lige give "Jaolusi" et spin her: 


ANNONCE