x

Nyt amerikansk talent til Tønder

Nyt amerikansk talent til Tønder

Når Tønder Festival i år har 40 års jubilæum, skal det selvfølgelig fejres med manér. Festivalen har derfor tilføjet fem stærke navne til årets program. Det drejer sig om: The Lone Bellow, Hayes Carll, John Fullbright, Oysterband og Eivør (billedet).

The Lone Bellow fra den kreative New York-bydel Brooklyn har i hjemlandet opnået stor succes - særligt med sidste års debutalbum "The Lone Bellow", som var produceret af Charlie Peacock, der også sad bag knapperne på The Civil Wars' Grammy-vindende "Barton Hollow". Med deres kraftfulde vokalharmonier og en rå folk-tone er de spået samme succes som blandt andet The Lumineers, førnævnte The Civil Wars og Shovel & Rope. 

Carsten Panduro, kunstnerisk leder af Tønder Festival, udtaler begejstret om bookingen: "Programmet tager virkelig form nu, og det er vigtigt for os at give publikum en god blanding af tradition og fornyelse. Med The Lone Bellow følger vi op på vores ambition om at præsentere nye navne, der afspejler dagens yngre musikscene. Og samtlige navne, vi nu føjer til plakaten, befinder sig på et højt kunstnerisk niveau og passer fortrinligt til Tønder Festivalens musikalske profil."

I over 35 år har Oysterband leget med traditionerne, og gruppen har bevæget sig fra den rendyrkede folk-rock til et alsidigt udtryk, hvor nedtonede numre afløser de rock-eksplosioner, der stadig er en del af koncerterne. Den albumaktuelle kvintet gæstede sidste Tønder Festival for to år siden. 

Amerikanske John Fullbright har allerede helt sin egen akustiske stil, som bygger folk, country, pop, americana, ballads og andet. Han er samtidig i sin alder af 26 år at beregne som et ungt talent i selskabet. Hans evner strækker sig ud over flere instrumenter, hvad da også er med til at gøre hans koncerter til en dynamisk og varierende oplevelse.

Sammen med sangskrivere som Robert Earl Keen og Ryan Bingham bærer Hayes Carll de texanske outlaw-traditioner videre. Han er musikalsk en del mere på bølgelængde med Steve Earle, der også kommer på Tønder Festival i år, end de glinsende, stereotypiske Nashville-cowboys i hvide hatte.

Færøske Eivør rystede allerede tilbage i 2005 Tønder Festival med en storm af en koncert. Siden er det kun gået fremad for den talentfulde sangerinde.  Ved Danish Music Awards Folk i 2006 i Tønder var Eivør den lysende stjerne og nomineret i seks kategorier. Hun løb med prisen som Årets danske vokalist, og albummet "Eivør" blev Årets danske visealbum. I 2012 udkom Eivørs album "Room", og det var mindst lige så medrivende en affære konkluderede GAFFAs Pelle Sonne Lohmann. Han kvitterede med fire stjerner

"Det kantede og råt medrivende møder Eivørs såvel sarte som kraftfulde stemme og kunstnerens ubestridelige evne til at kreere virkelig fine melodier i et hele, der oftest fremstår flot."

På plakaten indtil videre:
Steve Earle (USA) - Runrig (SCO) – Julie Fowlis (SCO) – The Stray Birds (USA) - Chuck Brodsky (USA) – Deer Tick (USA) – Seth Lakeman(ENG) – Skerryvore (SCO) – We Banjo 3 (IRL) – Eileen Ivers & Immigrant Soul (USA) - Folkeklubben (DK) - Alan Doyle Band (CAN) - Le Vent du Nord (CAN) - John McCusker, John Doyle & Michael McGoldrick (SCO/USA/UK) - Lynched (IRL) – The Outside Track(CAN/SCO/IRL) - The Lone Bellow (USA) -  Hayes Carll (USA) - John Fullbright (USA) - Oysterband (UK) - Eivør (FO)

Billetter er i salg og kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA