Musik i Lejet præsenterer indie-supergruppe

Musik i Lejet præsenterer indie-supergruppe

Da CODY sidste år optrådte på Musik i Lejet, var det ikke kun på scenen, der opstod sød musik. Bag scenen greb en snak mellem anerkendte musikere om sig, hvilket har resulteret i det helt nye projekt, Ønskeøen. Bestående af medlemmer fra CODY, Sleep Party People, The Rumour Said Fire og From Sarah har Ønskeøen nu indspillet fem guitartunge sange, og du kan se musikvideoen til den første "Baby Cigarettes" her forneden.

Det erklærede mål er at have det sjovt og lave den slags musik, som medlemmerne selv gerne vil lytte til. Det organistatoriske fokus, som ellers også hører med til en spirende karriere i musik, finder Ønskeøen ikke så vigtig. Ifølge guitarist og sanger David Fjelstrup (CODY) behøver bandet ikke at have en rød tråd i musikken, men kan "lave soul den ene dag og pigtrådsrock den anden". Det er således lysten til bare at skabe musik, der driver medlemmerne, og det gør bestemt ikke noget, hvis det er musik, som man kan spille luftguitar til. 

Det bliver da også hurtigt tydeligt på "Baby Cigarettes", hvor medrivende guitarriffs og melodisk støj forenes med følsom vokal. Ønskeøen har indtil videre indspillet fem numre, der udkommer løbende. Der er ikke planer om en pladeudgivelse, i stedet har man planlagt at drysse de fem sange ud over de kommende måneder som ønskestøv.

Om Musik I Lejet byder på flere inspirerede samarbejder i år, bliver spændende at se. Årets program tæller på nuværende tidspunkt Karl William, Mont Oliver, Kill J, Turboweekend, Jenny Wilson, Navneløs, Choir of Young Belivers, Chorus Grant og The Mountains.

Musik i Lejet finder sted i dagene 17.-19. juli 2014. Find billetter via GAFFA Live

Se "Baby Cigarettes" her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA