Nyhed

Passenger til København

Den populære englænder gæster Danmark til oktober

Til efteråret bliver det muligt at opleve Mike Rosenberg, der gemmer sig bag navnet Passenger, når han bringer sin tyste folkede indie-pop til Falconer Salen. Efter tre vellykkede koncerter sidste år er han atter at finde på dansk jord tirsdag den 14. oktober. 

I 2013 oplevede Passenger at gå fra at være nærmest ukendt til at få et af det års allerstørste hits med den allestedsnærværende sang "Let Her Go". Sangen lå nummer 1 i 16 forskellige lande, inklusiv Danmark, hvor den også blev godt modtaget. GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fire stjerner og konkluderede

"Det er en fornøjelse at høre den ærkebritiske accent i det country-inspirerede univers, således at vi i stedet for en wannabe ko-dreng får en bleg Brighton-"lad", der leverer dagligdags-inspirerede linjer som: "We watch day time TV and laugh at mums who don't know who the father is, all our girlfriends are long gone, we watch too much internet-porn, but who need love when you've got slilicone and strap-ons". Så gjorde det alligevel ikke så meget, at Kiwanuka aflyste til NorthSide."

Sidste år spillede Passenger både i et udsolgt Lille Vega og et stort Vega, og han imponerede samtidig til NorthSide i Aarhus, hvor han dog måtte kæmpe mod dårlige lydforhold - hvad GAFFAs Espen Strunk fint opsummerede under overskriften: "Holdbare sange på håbløse vilkår." Passenger fik sit gennembrud i Danmark, da han i 2012 åbnede for den utroligt populære Ed Sheeran. Her overraskede Rosenberg også danskerne ved at spille på hovedstadens gader og strøg forud for koncerten. Og det kan man også forvente i denne omgang. Hovedpersonen selv udtaler:

"Jeg planlægger at spille en masse på gadehjørner. Jeg kan ikke spille mine koncerter med en akustisk guitar mere, jeg har måttet udvikle mig. Men gademusikeren er stadig min yndlingsting. Det er så ærlig en form for musik. Det er for alle, og det er gratis. Hvad skulle være bedre end det?"


Men man skal måske ikke vente helt til oktober på at fange Passenger i gadebilledet. Han gæster nemlig også Fredagsrock i Tivoli den 11. juli.  

Passengers sjette album, "Whispers", udkommer den 6. juni, så der vil være "nye" sange med i bagagen, når Rosenberg indtager Tivoli og Falconer Salen. "Nye" forstået på den måde, at adskillige af sangene er skrevet før hans egentlige gennembrud. Hør det første udspil, singlen "Holes", her forneden.

Forsalget til koncerten tirsdag den 14. oktober i Falconer Salen starter den 25. april klokken 09.00, og billetter kan købes via Billetlugen.dk.


ANNONCE