Den svenske artist og den norske duo har forud for sommerens turné sammen lavet et minialbum
Forventningerne er store til sommerens samarbejdsturné mellem Röyksopp og Robyn. I går annoncerede det svensk-norske samarbejde så, at de udgiver et minialbum. I slutningen af næste måned, nærmere bestemt den 23. maj udkommer "Do It Again". Du kan få en smagsprøve på åbningsnummeret "Monument" her forneden.
Ifølge pladeselskabet Warner er udgivelsen en introduktion til et kommende Röyksopp-album, som bliver udgivet senere i år. Det vil således indeholde to af numrene fra "Do It Again".
- Det her er ikke Röyksopp feat. Robyn eller Robyn produceret af Röyksopp, det er noget helt for sig selv. Ordet "samarbejde" har aldrig været mere velegnet i en musiksammenhæng, skriver Röyksopp i pressemeddelelsen.
Robyn og Röyksopp har tidligere arbejdet sammen på singlerne "The Girl and The Robot" og "None of Dem" samt givet koncertoptrædener sammen i blandt andet Los Angeles og Trondheim. Ligesom samarbejdet også er annonceret til dette års Northside Festival i Aarhus. Sidste år afslørede Robyn planerne for i år ved at poste et billede på Instagram, hvor hun skrev: ""We are making music again. #royksopprobyn."
Tracklisten for "Do It Again" lyder:
01. Monument
02. Sayit
03. Do It Again
04. Every Little Thing
05. Inside The Idle Hour Club
Hør en lille bid af "Monument" her: