x

Ungerne og Seebach på toppen til påske

Ungerne og Seebach på toppen til påske

Det kan vel næppe overraske nogen, at det stadig er ungerne fra Børnenes Melodi Grand Prix, der ligger solidt på toppen af den danske albumhitliste. For femte uge i træk ligger "MGP 2014" på 1. pladsen, og den er sågar guldcertificeret nu. I mellemtiden er Danmarks popkonge, Rasmus Seebach, kravlet én lille plads op siden sidste uge og gemmer sig nu på 2. pladsen. Han er lige så uafrystelig som ungerne.

Semino Rossi har fået nyt liv og er med sin "Best Of" gået ind på ugens 3. plads. Det betyder, at Medinas "Tæt På", som ellers lå på 2. pladsen i sidste uge, nu er at finde på 4. pladsen. Popdronningen græder nok næppe. For en uge side offentliggjorde Spotify, at hun har slået deres rekord for streaming af en single med "Jalousi". Den siden udgivelsen blevet streamet 5,2 millioner gange. Medina er tilbage på tronen, må man sige.  

Medina bliver åndet i nakken af ekskæresten, Christopher, hvis andet album, "Told You So", er stadig at finde på ugens 5. plads. Bag ham er MØs debutalbum "No Mythologies To Follow". Hypede MØ er i gang med en lille Danmarksturné, og det har indflydelse på albumsalget. Hun rykker nemlig hele tre pladser op i feltet fra en 9. plads i sidste uge.

På Track-hitlisten hænger Hedegaard stadig godt fast i 1. pladsen, mens Medinas "Jalousi" ligger solidt på 2. pladsen. Den er nu også guldcertificeret. Mens Pharrell Williams ligger lunt på 4. pladsen, er Mr. Probz gået op fra en 5. plads til en 3. plads, L.I.G.A. fra en 8. plads til en 5. plads, og koncertaktuelle Ed Sheeran rykker op fra en 10. plads til en 6. plads. Det er ikke gået danskerne næserne forbi, at den engelske rødtop besøger Danmark senere i år. 

Streaming-hitlisten har ikke ændret sig markant siden sidste uge, hvor den øverste top tre forbliver uændret - Hedegaard, Mr. Probz og Medina. Sidstnævntes ep "Arrogant" er - selvfølgelig - braget ind på Bit-hitlistens 1. plads. Hvad kunne man ellers have forventet?

Se de samlede danske hitlister her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA