x

Dansk rap'n'roll til Tyskland

Dansk rap'n'roll til Tyskland

Dansk musik er en god eksportvare, hvad den kommende Spot Festival da også vidner om. Det er ikke usædvanligt at se danske bands krydse landegrænsen og indtage udenlandske scener. Men det er alligevel sjældent, det sker, at dansksproget musik kommer under fjerne himmelstrøg. For den fremadstormende aarhusianske rapper Michael Grønlund bliver det da en realitet, når han den 25. april tager til Tyskland for at give det tysktalende publikum en bid af sit danske rap'n'roll.

Indbydelsen kommer på baggrund af Grønlunds succes i årets Emergenza, der så ham gå videre fra den danske semifinale på VoxHall den 4. april. Den tyske repræsentant for Emergenza var så imponeret over Grønlunds show, at han straks inviterede rapperen og band til klubben Knust i Hamborg som speciel guests til de tyske semifinaler i musikkonkurrencen. Det må være første gang, at dansksproget rap er på programmet på en tysk scene. Hovedpersonen selv fortæller:

"Jeg er super stolt! Det er ikke ualmindeligt, at danske bands turnerer i udlandet, men det er sgu de færreste, der får lov at gøre det med danske tekster! Og det er med til at bevise, hvad jeg har vidst i lang tid : Nemlig, at det vi laver, det virker."

Det er da heller ikke et typisk show med dj, som Grønlund leverer. Det selvopfundne begreb "rap'n'roll" har sin berettigelse i, at der live er fuldt band og masser af hård guitar på.

"Når vi går på scenen, brænder vi et solidt og meget rocket show af Og det gør vi åbenbart så overbevisende, at selv folk, der ikke forstår mine tekster, gerne vil høre mere," fortæller Grønlund.

I starten af april debuterede Grønlund med en ny single, "Ikke mer' ...", som du kan se her forneden, og siden da er det gået fremad. Hvis det har fænget din interesse, som det har gjort tyskernes fantasi, kan du fange Grønlund her:

Kælderen Bar & Bodega, Odder, fredag den 18. april
Knust, Hamborg, fredag den 25. april
Backstage, Aarhus, lørdag den 3. maj
Train, Aarhus, fredag den 16. maj


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA