Den karismatiske Pulp-forsanger Jarvis Cocker skal i fængsel - men dog kun som DJ.
Den 12. november lægger Pulp-forsanger Jarvis Cocker vejen forbi Pentonville-fængslet i London. Cocker skal dog ikke ruske tremmer, men optræde som gæste-DJ i selskab med Pulp-bassisten Steve Mackey og New York-pigerapperen Princess Superstar, skriver nme.com.
Jarvis Cocker og Princess Superstar ville gerne optræde sammen, men det skulle være i en helt speciel sammenhæng, og det var Cocker, der kom på idéen med fængslet (hvorfor kan man kun gisne om).
Efter sigende vil gæstestjerner fra Princess Superstars nye album, "Princess Superstar Is", også medvirke ved det usædvanlige arrangement, heriblandt den eftertænksomme engelske singer-songwriter Beth Orton.
Ifølge nme.com vil arrangementet finde sted i fængslets personaleafdeling med plads til 200 personer, og der sælges et begrænset antal billetter til folk udefra. Man må dog håbe, at de indsatte også får lov at opleve seancen!
Pulp har i øvrigt netop udgivet albummet "We Love Life".