Nyhed

Historien om Nirvana – del 20

I forbindelse med 20-årsdagen for Kurt Cobains død bringer GAFFA i disse dage historien om et af 1990’ernes største og vigtigste rockbands med et nyt kapitel hver dag

You Know You're Right

På den professionelle front nægter Kurt, trods tungtvejende pres om det modsatte fra selskab og management, at acceptere positionen som headliner på årets Lollapalooza-festival (omrejsende alternativ festival, red.). Tjansen går i stedet til Smashing Pumpkins.

Den sidste uge af januar 1994 tilbringer Nirvana i Robert Langs studie i Seattle. Kurt ankommer først et par dage efter Krist og Dave, som ikke aner, hvor han er henne, og som i mellemtiden bruger tiden på nogle af Grohls kompositioner. Sange, som senere indspilles og udkommer med Foo Fighters. Da Kurt endelig kommer, nævner han ikke med et ord, hvor han har været, og hvorfor han kommer for sent. Trioen fortsætter med senere Foo Fighters-materiale med Dave på sang og guitar, Krist på bas og Kurt på trommer. Ved samme session indspiller og færdiggør de den sidste Cobain-komposition, i konstellationen Cobain, Novoselic og Grohl. Det glimrende nummer er tidligere omtalte You Know You're Right.


Dagen efter ringer Kurt til sin far og taler med ham i over en time, den længste samtale mellem de to i mere end årti. De taler om Iris' tilstand (hun overlevede, men døde i 1997) og Kurt fortæller stolt om sin datter, som Don udtrykker stort ønske om at møde og se. Far og søn-konflikterne bliver ikke berørt i denne samtale, men ordvekslingen "Jeg elsker dig, Kurt" og "Jeg elsker også dig, far" finder sted. Da Don lagde røret på, så hans kone Jenny Cobain, som en af særdeles få gange, sin stoiske ægtemand græde. 

Europa

To dage efter fløj Kurt og Nirvana til Frankrig for at påbegynde den forestående Europa-turné. Ved en fotosession rettede Kurt "for sjov" en pistol mod sin tinding. Kurt befinder sig særdeles dårligt på turen og begynder allerede efter tre dage om at tale om aflysninger, samtidig med at han ringer til Courtney og fortæller hende, hvor meget han hader alle de andre på turen. Kurt fortsætter, men lider under mangel på stoffer. I Seattle vidste han altid, hvor han kunne finde heroin, men ikke i Europa. Han fylder 27 på en fridag d. 20. februar og fejrer sin toårs bryllupsdag med Courtney fire dage efter. Dog kun over telefonen, hun er i London for at promovere sit nye album med Hole, Live Through This.


Dagen efter informerer Kurt meget bestemt Krist om, at han vil aflyse resten af turen. Krist spørger om, hvorfor Kurt sagde ja i første omgang, og at det vil koste bandet kassen at aflyse. Kurt udskyder sin beslutning, muligvis fordi næste stop er Slovenien, hvor mange af Krists slægtninge ville komme. "Han gjorde det for min skyld," fortæller Novoselic senere til Cross, men vurderer samtidig, at Kurt på dette tidspunkt var fast besluttet på at aflyse resten af turen.

Sidste koncert

D. 1. marts i München fortalte Kurt, at han var blevet syg. Ifølge Cross oplevede alle omkring ham en tydelig forvirring og desperation i hans handlinger og udtalelser. F.eks. ringede han pludselig, midt om natten, til sin onkel Art Cobain i Aberdeen, som han ikke havde talt med i over tyve år. Senere ringede han til Courtney, hvilket endte i et kæmpe skænderi. Kurt havde dårligt lagt røret, før han ringede til advokat Rosemary Carroll for at sige, at han ville skilles. Herefter gik han på scenen for at se åbningsbandet – som altid personligt valgt af Kurt – The Melvins. Bandet om hvilket Kurt skrev i sin dagbog i 1983, at de havde ændret hans liv. Efter koncerten nærmest overfaldt Kurt Melvis-sanger Buzz Osbourne og sagde, at han ville skilles fra Courtney og fyre sit band og management. Ifølge Buzz havde han aldrig tidligere set Kurt så forstyrret. Heller ikke, da Wendy smed ham ud af huset som teenager.


Herefter går Nirvana på scenen for sidste gang og spillede et kort standardsæt på 70 minutter, som sært nok indeholdt to covernumre af The Cars. Kurt endte showet i utide og gik direkte op til sin agent Don Mueller og sagde: "That's it, aflys næste koncert."

D. 3. marts tjekkede Nirvana ind på et hotel i Rom. Senere på dagen ankom Courtney og Frances; de og Kurt havde ikke set hinanden i 26 dage. Kl. 6.00 den næste morgen vågnede Courtney og fandt Kurt liggende ligbleg på gulvet, mens blod strømmede ud af hans ene næsebor. Courtney havde set Kurt tæt på en overdosis mere end et dusin gange tidligere, men dette var noget andet. Denne gang fandt hun et tre sider langt brev krampagtigt fastholdt i hans ene hånd. Selvmordsnoten var spundet over Hamlet, hvor spørgsmålet var mellem optionerne liv og død. I Kurts version valgte han sidstnævnte.

Skindød


CNN afbrød en nyhedsudsendelse for at rapportere, at Kurt Cobain var fundet død af en overdosis i Rom. Og nyhederne bredte sig som en steppebrand. Krist og Shelli fik samme besked fra Gold Mountains kontor. Det viste sig senere, at en kvinde havde ringet beskeden ind til David Geffens kontor og udgivet sig for Courtney Love. Efter 20 timer i koma kom Kurt til live og blev på hospitalet i fire dage, hvorefter han tjekkede ud d. 8. marts.

Kurt havde taget 60 piller, men fortalte alle – selv Dylan Carlson – at det var et uheld. Tilbage i Seattle snakkede han med sin far og inviterede ham over, men der var ingen, som åbnede døren, da Don ankom. Kurt var i huset. I samme periode forsøgte Courtney at lægge en jernring omkring Kurt for at holde stofferne ude af huset. Kurts respons var at forlade sit palæ og tjekke ind på et 18$ pr. nat-motel i nærheden.

Der er ikke mere musik i Kurts liv. Et sidste planlagt samarbejde med R.E.M.-sanger Michael Stipe droppes, efter at Stipe har sendt såvel flybilletter som booket studietid i Atlanta.


D. 18. marts truede Kurt igen med selvmord. Courtney fandt ham med ladte pistoler på værelset og truede selv med at begå selvmord og agerede russisk roulette ved at holde pistolen mod sit eget hoved. Kurt skreg, at den var ladt og afsikret. Kort efter låste han igen sig selv inde på værelset, hvorefter Courtney ringede efter politiet. Hun prøvede at afdramatisere situationen, da de ankom, men politiet fandt både våben og stoffer. Politiet tog Kurt til afhøring, men arresterede ham ikke.

ANNONCE