Nyhed

Dr. Dre vinder sag om ytringsfrihed

GAFFA – alt om musik

Succesrapperen Dr. Dres advokater oplyste onsdag, at han har indgået forlig med Michigan-byerne Detroit og Auburn Hills, som han havde sagsøgt med et krav på over 25 millioner dollar for at krænke hans ytringsfrihed.

Myndighederne i Detroit forhindrede Dr. Dre i at vise en video ved hans optræden på Joe Louis Arena 6. juli 2000 i forbindelse med Up In Smoke-turnéen, hvor også rapnavne som Eminem, Snoop Dogg og Ice Cube optrådte. Man fandt videoen anstødelig, da den indeholdt såvel topløse kvinder som skydescener med Dre og Snoop Dogg.


Klog af skade fik Dre en officiel tilladelse til at vise videoen ved hans koncert dagen efter i Detroit-forstaden Auburn Hills. Alligevel modtog Dre kort efter en stævning fra byen for at vise den "obskøne" video, og han blev kortvarigt anholdt.


Stævningen blev frafaldet, men Dr. Dre blev så provokeret over behandlingen, at han selv sagsøgte myndighederne i såvel Detroit som Auburn Hills. Det er nu denne sag, der er blevet løst ved et forlig, hvor Dre får et betydelig mindre beløb end det krævede - 65.000 dollar - der skal dække hans advokatomkostninger. Han får ligeledes en officiel undskyldning fra de to byer.


ANNONCE