I anledning af Love Shop-frontmandens runde dag bringer vi et stort portrætinterview
I dag fylder Jens Unmack, sanger og sangskriver i Love Shop 50 år. I den forbindelse bringer vi dette store portrætinterview, som tidligere har været inkluderet i Klub GAFFA-tillægget november 2012, da Love Shop var aktuelle med deres seneste album, "Skandinavisk Lyst". Gruppen arbejder for tiden på et nyt album, deres tiende studiealbum.
Vi starter fortællingen om Love Shop i Viborg, hvor en 13-årig Jens Unmack skipper guitarundervisningen efter kun fire uger.
– Jeg var den dårligste på holdet, og så blev jeg utålmodig og sprang fra. Det var sådan noget med, at man skulle kunne spille godt, og så fik man måske lov til at spille elektrisk guitar i skolekomedierne, men dertil kom jeg aldrig. Min søster var meget bedre til at spille guitar og klaver, end jeg var, så jeg nøjedes med at lytte, indtil jeg kom i gymnasiet, hvor punkmusikken var i fuld flor, og det var jo en bagvej ind i musikken for os, der ikke rigtigt kunne spille. Så jeg lavede et band og købte en elektrisk guitar – en japansk Telecaster-efterligning for 250 kroner. Den var helt usandsynlig rådden, men så var jeg i gang.
Og så stod den ellers på gymnasiepunk?
– Ja, i første omgang. Senere i 1980 blev det til noget mere firkantet og dystert industrial-Joy Division-wannabe-noget. Vi kaldte os Brainbreakers, som hurtigt blev til det mere seriøse/ambitiøse Næste Uges TV. Ja, det navn lyder ikke helt så futuristisk i dag som dengang. Vi begyndte at spille rundt omkring i landet til forskellige punk-gigs til festivaler og sådan noget. Efterhånden fik vi en fornemmelse af at være temmelig forhadte hjemme i Viborg, hvor det var nogle andre ting end dem, vi kunne, der blev sat pris på på musikscenen.
– Så enten skulle vi opløse bandet, da vi var færdige med gymnasiet, eller også skulle vi prøve at gøre noget ved det. Vi valgte det sidste, og tre af os flyttede til København for at slå os løs. Vi mødte en pige ved navn Martha, der havde pladebutikken Gry, og hendes veninde, der hang ud med Sods (senere Sort Sol, red.), og de kom med i bandet, der på det tidspunkt spillede noget meget dystert postpunk, men senere skiftede stil til noget mere storladent og Simple Minds-agtigt. Det var her, jeg lærte at spille rigtigt, skrive sange og arbejde med sproget og musikken.
Var jeres sange på dansk eller engelsk?
– De var på engelsk først, men blev dansksprogede senere. Men bandet gik efter et par år i opløsning på grund af interne magtkampe, og mit næste musikalske skridt var, at jeg kom med hos brødrene Olesen, der var ved at starte Green op. Jeg kom med på et ekstra mandat og spillede bas og guitar for dem. Det var også en måde at lære hele håndværket på ved at spille til andres sange og se, hvad man kunne tilføre dem. Der var jeg med i ret mange år sideløbende med, at Love Shop startede op, og jeg begyndte at spille med Hilmer (Hassig, red.).
Hvordan mødte du Hilmer?
– Jeg var stor Kliché-fan, og Hilmer var deres foretrukne tour-guitarist, så jeg stødte på ham et par gange, og vi lavede en snapse-klub sammen, hvor vi drak snaps og tog i byen sammen. Jeg er sikker på, vi var vanvittigt charmerende, haha! På et tidspunkt begyndte vi at tale om at lave musik sammen. Vi så ofte tyske musikprogrammer som Peters Pop Show fra Gruga Halle i Düsseldorf, hvor der kom en masse stjerner og spillede to hits: "Guten abend Gruga Halle! Are you ready?", og vi kom til at snakke om, at det jo kunne være vildt sjovt at spille til pop-festival, så vi ville prøve at se, om vi kunne lave et hit.
– Først gik vi under navnet Cash, fordi vi gerne ville tjene en masse penge og spille europop i Gruga Halle, men vi kunne slet ikke finde ud at at lave den slags musik. Vi fik altid spoleret den helt brede hit-appeal. Det var trommemaskine, keyboard og guitar, og så ledte vi efter en sanger. Men det var ikke seriøst. Det var sådan et lidt for sjov-forsøg på en genvej til stjernerne.
Se musikvideoen til Love Shops "Skyggehjerte" fra 2012:
