Nyhed

Television til Danmark

Den stilskabende guitarrockgruppe fremfører hovedværket Marquee Moon til sommer

Et af de mest banebrydende rockbands gennem tiden fremfører et veritabelt hovedværk inden for rockmusikken, når Television den 29. juli spiller debutalbummet "Marquee Moon" i sin helhed i Pumpehuset i København.

"Marquee Moon" fra 1977 er en af grundstenene i alternativ rock. Albummet er forankret i sin samtids punk-rock, men trækker også på 60'ernes rock'n'roll og 70'er-glam og powerpop, ligesom det peger frem mod genrer som post-punk, new wave og artrock.

Television har inspireret blandt andre Joy Division, Interpol, Pavement, Mercury Rev og The Strokes. Gruppen er kendt for de fantasifulde guitardueller mellem sanger og guitarist Tom Verlaine og guitarist Richard Lloyd, den groovy og stramme rytmesektion og af storbyromantikeren Tom Verlaines snerrende vokal og surrealistiske tekster.


Television blev dannet i 1973 i New York og udgav efter "Marquee Moon" albummene "Adventure" (1978) og – efter opløsningen i 1978 og gendannelsen i 1992 – "Television" i 1992. De gik atter i opløsning i 1993, men blev gendannet igen i 2001. I 2007 forlod Richard Lloyd dog bandet, der i dag består af Tom Verlaine, bassist Fred Smith, trommeslager Billy Ficca og guitarist Jimmy Rip.

Både Tom Verlaine og Richard Lloyd har haft solokarrierer efter opløsningen af den første udgave af Television.

Billetsalget til koncerten begynder den 29. april kl. 10 på Billetlugen.


Television besøgte sidst Danmark tilbage i 2004, hvor GAFFA anmeldte dem på Train til fire stjerner under overskriften "Guitar a go go". I anmeldelsen kunne man blandt andet læse følgende: "Gruppens musik, på plader såvel som live, er nemlig konstant farvet af de to guitarister Tom Verlaine og Richard Lloyds mildt sagt terrængående spil. Med glidende overgange mellem rytme- og leadspil både hos de to og deres Fender Stratocastere hver især og i samspillet mellem dem, sine steder minimalistisk og repetitivt, andre gange uhyre nuanceret, andre igen hæsblæsende og altid uforudsigeligt, med en god del effekter, forvrængning og feedback, men samtidig absolut med spillet i sig selv i centrum."

Se Television fremføre titelnummeret "Marquee Moon" i 2013:


ANNONCE