Nyhed

Corabelle klar med de første navne

Billetsalget til Roskildes elektrofestival åbner lige om lidt

Roskilde Festival og Høje-Taastrup Kommune offentliggjorde i går, at den nystartede festival for elektronisk musik, Corabelle, åbner lørdag den 23. august i det naturskønne område Hedeland i Høje-Taastrup Kommune. Festivalen slutter søndag morgen den 24. august.

Nu har Roskilde så annonceret de første navne: En undergrundslegende fra Detroit, eksperimenterende world music fra København og populær dansemusik fra Europas klubscene, nærmere betegnet Moodymann, Alo Wala og Nina Kraviz. 

Russiske Nina Kraviz er aktuel på klubscenen med sin blanding af Chicago-house og Detroit-techno, som får folk til at danse på klubber i London, Berlin og Ibiza - og nu også i Hedeland. Den anmelderroste københavnske trio Alo Wala skaber elektronisk musik, der er inspireret af hele verden med et anstrøg af hiphop og dancehall, og så er der Moodymann fra Detroit med over 20 års erfaring inden for genren. Sammen med Kraviz og Alo Wala vil hans blanding af urban elektronisk musik og Motown-fornemmelse levere lydsiden til Corabelles publikum.


"Med Corabelle skaber vi et helt unikt oplevelsesrum for den elektroniske musik og for dens publikum. Det afspejler sig også i de tre første navne, som vi har valgt at offentliggøre. Jeg skal ikke spolere overraskelsesmomentet, men jeg kan afsløre, at lyd, lys og visuelle elementer vil smelte sammen til en helt speciel totaloplevelse i Hedelands naturskønne omgivelser, og publikum kan godt berede sig på at opleve et både intimt men også meget intenst elektronisk univers, som undervejs vil eksplodere i forskellige retninger – både musisk og scenisk," fortæller Corabelles programchef Anders Wahren.

Området er et 15 kvadratkilometer stort naturområde med stier, der snor sig imellem søer, bakker og et store amfiteater, hvor hovedscenen kommer til at stå. Kapaciteten er 7000 personer det første år, hvilket dog vil blive udvidet betydeligt de følgende år.

Billetsalget sættes i gang fredag d. 9.maj kl. 12.00, og de første billetkøbere kan sikre sig en early bird billet til 495 kr. plus gebyr.
Herefter vil prisen være 545 kr. plus gebyr. Køb billetter på Billetnet.

Se en præsentationsvideo her:

ANNONCE