Nyhed

Fire nyheder i top 10 på albumhitlisten

Kent er blandt ugens nykommere på listen over de bedst solgte album

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. Ugens to øverste nyheder er Kents "Tigerdrottningen" og Damon Albarns "Everyday Robots", der går ind som nummer 3 og 4. De kan dog ikke gøre noget imod "MGP 2014" og Rasmus Seebachs "Ingen Kan Love Dig I Morgen", der som så ofte før ligger nummer 1 og 2.

Den meget roste Broken Twin og hendes debut "May" går ind på en 8. plads, mens der er gammelt nyt i form af Luciano Pavarotti og "The Early Years vol. 1", et ikke mindre end 27-dobbelt bokssæt, som går ind på en 10. plads. Og det er altså kun del 1 af de unge år.

Bernhofts andet album "Islander" går ind som nummer 23, mens Lotte Riisholt og "Det' Lige Mig" debuterer på en 26. plads. Soundtracket "Someone You Love" til filmen "En Du Elsker" med vokal af Mikael Persbrandt og sange af Tina Dickow går ind på en 29. plads, mens Pixies' første album i 23 år, "Indie Cindy", er ny som nummer 34.Tracklisten har hele tre nyheder på de tre øverste pladser. Den posthume Michael Jackson-sang "Love Never Felt So Good", hvor han synger duet med Justin Timberlake, er nummer 1, efterfulgt af Kiesza og "Hideaway" og Coldplays "A Sky Full of Stars". Streaminglisten toppes som i sidste uge af Hedegaard med "Happy Home", og også nummer 2 og 3 er helt som i sidste uge, henholdsvis Mr. Probz med "Waves" og Clean Bandit feat. Jess Glynne med "Rather Be".Se alle de officielle danske hitlister her

ANNONCE