Nyhed

Se Raske Penge og Madonna sammen i ny video

Dansehall-fænomenet og megastjernen mødes i musikvideoen Shh (Racker Op)

Raske Penge er klar med en ny musikvideo til nummeret "Shh (Racker Op)" fra hans ep "Yndlingsstof". I videoen danser Raske Penge med Madonna, men de har nu ikke mødt hinanden i virkeligheden. I stedet har Raske Penge på finurlig vis klippet sig selv ind i videoen til Madonnas ABBA-samplende "Hung Up", hvor hun danser heftigt og vrider sig i stillinger, man ikke troede muligt for en person på 47 år, som Madonna var, da videoen blev indspillet. Se videoen nedenfor.

Sangen "Shh (Racker Op)" er en vaskeægte socialrealistisk sang om at tage fra de rige og give til de fattige, så på den måde passer det meget godt, at Raske Penge låner lidt fra Madonna, der næppe mangler smør på brødet.

Raske Penge er produktiv for tiden. I påsken udgav han en ny sang, "Fridag" sammen med Klumben. De to kan i øvrigt opleves sammen på Train i Aarhus i aften.


Se videoen til "Shh (Racker Op)":

ANNONCE