x

Michelin-kok laver mad til Distortion

Michelin-kok laver mad til Distortion

Der er snart Distortion-festival i København, og uden mad og drikke duer dansehelten ikke. Du behøver dog ikke nøjes med shawarma, burgere og pizza til at stille sulten, når festen indtager Københavns gader. Du kan også sætte tænderne i et måltid tilberedt af en Michelin-restaurant.

Distortions traditionelle Københavnermiddage bliver i år nemlig tilberedt af Michelin-restauranten Kadeau samt den mere rå søster-restaurant Pony.
Igen i år bliver de såkaldte Københavnermiddage en af de store begivenheder under Distortion, og langbordet strækker sig langt ned ad gaderne på Nørrebro og Vesterbro.

Københavnermiddagen er en gammel Distortion-tradition, der i sin tid startede med en flæskestegssandwich ved Isted Grill i 2006, hvor man tog sin nabo under armen og satte sig ved et langbord.

"Vi har beholdt den uformelle stemning, men tager maden til nye højder. Det er unikt at få lov til at servere så ambitiøst dansk gastronomi midt i en gadefest, uden at folk skal have den helt store pengepung frem. Det er dejligt uhøjtideligt – det er god mad, gode mennesker, god vin og fællesskab. Dansk gastronomi skal ned på gadeplan, helt bogstaveligt talt," fortæller Mathilde Friese, Distortions områdechef for Københavnermiddagen.
 

Kadeau – fra Bornholm til Distortion

Historien om restaurant Kadeau begyndte på Bornholm, hvor den første restaurant åbnede i 2007. Lynhurtigt blev restaurantens bornholmske køkken kendt blandt gastronomer landet over. I 2011 åbnede Kadeau en restaurant på Vesterbro i København, der senere flyttede til den nuværende adresse på Christianshavn. Sidste år fik Kadeau en Michelin-stjerne, som restauranten har beholdt ved den nylige tildeling i år.

"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra Kadeau og Pony er endog meget glade for både mad, vin og festligt lag. Henvendelsen fra de gode mennesker fra Distortion krævede ikke mange overvejelser fra vores side. Selve idéen om at bringe vores mad og vin ud i de københavnske gader under den store begivenhed er lige i vores ånd, og vi håber at kunne bidrage med en anderledes spiseoplevelse midt i festen," fortæller medejer af Kadeau og Pony, Rasmus Kofoed.

Bagmændene kan endnu ikke afsløre meget om menuen. En del af tilberedningen kommer til at foregå over grill, men ellers afhænger menuen af de sæsonaktuelle råvarer, der er tilgængelige i dagene op til middagen. Kadeau og Pony sammensætter også en bar med vine og most. Den 3-retters menu koster 150 -, og derudover vil der være en scene hostet af Echo Out. Distortion understreger, at der er en nødplan, hvis det bliver regnvejr.

Billetter til årets Københavnermiddage er netop åbnet på billetto.dk/kbhmiddag

Københavnermiddag Nørrebro er den 4/6 på Kapelvej.

Københavnermiddag Vesterbro er den 5/6 på Skydebanegade.

Middagen er fra 18-22, men musikken spiller, og baren er åben fra kl. 17.00.

Se detaljeret program for Distortion på Distortions hjemmeside

Kom i stemning til årets festival med en trailer fra Distortion 2013:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA