Countrysangerinden lærer den amerikanske tv-vært lidt om, hvordan man holder frisuren på farten
Den amerikanske komiker og tv-vært Jimmy Fallon har ofte overrasket med sit musikalske talent. Han er desuden også en udklædningens mester i den henseende. Hvem husker ikke hans mindeværdige optræden som en ung Neil Young, der kan tage pippet fra selv den mest inkarnerede Young-fan, fordi Fallon vitterligt både lyder og ikke mindst ligner den canadiske sanger i sine velmagtsdage.
Tidligere på ugen tog Dolly Parton en pause fra sin igangværende verdensturné og stoppede forbi tv-studiet for at give Fallon lidt hjælp med hans frisure. Den barmfagre countrysangerindes altid ordentlige hårpragt skyldes nemlig, at hun hver dag iklæder sig en paryk. Ikke færre end 365 parykker er Parton i besiddelse af, én til hver af årets dage, og sådan én skulle Fallon da prøve. Se den sjove video her forneden.
- Det er sandt, at jeg altid bærer paryk, de er så praktiske, og jeg har altid så travlt, forklarer Parton om sit hårvalg.
Den 68-årige sangerinde kunne også fortælle om sin opvækst i ydmyge kår. Hun voksede op med 12 søstre og brødre i et lille hus i Tennessee. Som barn var drømmen om at blive sangerinde allerede til stede i hende, og hun husker, hvordan hun brugte en tindåse på en pind som mikrofon og optrådte for sine søskende på barndomhjemmets veranda.
For tiden er hun på turné med sit 42. album "Blue Smoke", som udkom i forgårs. I 2011 gæstede hun sidst Danmark, da hun var forbi Forum i København. GAFFAs Espen Strunk konkluderede, at det var en koncertoplevelse "mellem tåkrummende tomgang og ægte tårer". Han kvitterede med tre stjerner.
I sidste uge var Jack White og faktisk også Neil Young forbi Fallons tv-studie, hvor de indspillede en sang direkte på vinyl - i en såkaldt "Voice-O-Graph" - under udsendelsen. Således gentog de to musikanter Whites eksperiment fra Record Store Day i april, hvor han indspillede og udgav en vinylplade inden for få timer på samme dag.
Man kan måske diskutere om Dolly Partons hårpragt pryder Jimmy Fallon. Ligner han mere en afdanket Dave Lee Roth end Dolly Parton? Det kunne tænkes, at han skulle holde sig til sin sædvanlige sideskilning? Se selv med her: