Nyhed

Lana Del Rey afslører udgivelsesdato

Den NorthSide-aktuelle sangerinde udgiver andet album få dage efter at have spillet i Aarhus

Sort/hvid film noir-mystik har omgivet den NorthSide-aktuelle Lana Del Rey, siden hun først kom i offentlighedens søgelys med singlen "Video Games" og debutalbummet "Born To Die" i 2012. Nu er hun klar med opfølgeren til sin succesfulde debut. Det nye album "Ultraviolence" udkommer den 16. juni. Se trackliste forneden.

"Born To Die", som også er kommet i en "Paradise Edition" med otte bonusnumre, har til dato solgt over syv millioner eksemplarer og må betegnes som en nutidig salgssucces af de helt store. Herhjemme har albummet solgt over 30.000 eksemplarer og fået hele 14 millioner streams på Spotify. Mellem de to album har Lana Del Rey givet os numrene "Young And Beautiful" fra soundtracket til "The Great Gatsby", det massive sommerhit "Summertime Sadness" og hendes version af "Once Upon A Dream" fra den kommende film "Maleficent".

Fra "Ultraviolence" har vi indtil videre fået førstesinglen "West Coast". Nummeret er skrevet af Lana Del Rey og den legendariske tekstforfatter Rick Nowels. "West Coast" er indspillet i Nashville og er produceret af Dan Auerbach (The Black Keys), som også har produceret det meste af resten af albummet.


- Albummet er færdigt, og det er smukt - det er fordærvet og finfølt. Det er absolut vidunderligt - mørkere end det første album, fortæller Lana Del Rey om "West Coast" og "Ultraviolence".

Hendes sarte, melodramatiske stemme, mørke tekstunivers og hendes brug af popkultur har hurtigt gjort hende til én af de mest opsigtsvækkende popkunstnere i de senere år. GAFFAs Lars Löbner Jeppesen skrev i sin fire stjerners anmeldelse: "De fleste har vel allerede hørt titelnummeret, Blue Jeans og Video Games – tre sange, der er noget af det bedste og mest ambitiøse pop, der er kommet ud af Amerika i årevis." 

Lana Del Rey er for tiden på tour igennem USA og Canada og optræder blandt andet i Las Vegas, Miami, New Orleans, Nashville, San Francisco, Montreal og Vancouver. Hun er også på plakaten til flere festivaler, blandt andet Northside Festival i Aarhus, hvor hun spiller fredag den 13. juni klokken 23.15. Mon ikke NorthSide kan se frem til smagsprøver på andet album, som udkommer den følgende mandag?


ULTRAVIOLENCE TRACKLISTING

1. CRUEL WORLD
2. ULTRAVIOLENCE
3. SHADES OF COOL
4. BROOKLYN BABY
5. WEST COAST
6. SAD GIRL
7. PRETTY WHEN YOU CRY
8. MONEY POWER GLORY
9. FUCKED MY WAY UP TO THE TOP
10. OLD MONEY
11. THE OTHER WOMAN

BONUS TRACKS

12. BLACK BEAUTY
13. GUNS AND ROSES
14. FLORIDA KILOS

Se den dramatiske, mørkglødende musikvideo til "West Coast" her:

ANNONCE