x

Band Battle uden store armbevægelser

Band Battle uden store armbevægelser

Det musikalske talent blandt deltagerne til Band Battle på Skråen i Aalborg har imponeret mig hvert år. Kvaliteten i deres sæt har flere gange fået mig til at knibe mig i armen. Forventningerne til den store amatørkonkurrence var derfor naturligt høje i år. Og med sådan en indledning, så har du nok regnet ud, at deltagerne ikke imødekom nævnte forventninger.

Faktisk var niveauet generelt lavt i år. Bevares, der var flere af deltagerne, der havde tekniske problemer, men det undskylder kun lidt af kvaliteten, eller mangel på samme, i deres sæt. Talentet var der ikke helt. Hos enkelte var det bare ikke udfoldet nok til en finale. 

Aftenens første deltager i singer-songwriterfinalen var Dennis Graves. Dennis kan man kalde en typisk singer-songwriter. Måske ordinær er et mere passende ord. Fint guitarspil og fin stemme, men ikke noget, der rykker i mig. Dennis forblev desværre anonym. At åbne ballet kan være både godt og skidt for et spirende talent. 

Anden deltager, Jens Jepsen, havde noget mere kant i både sin fremtoning og lyd.En lyd, der under enkelte numre hentede inspiration fra country. Den øvrige lyd mindede mig om amerikansk rock fra slut-90'erne. Faktisk tænkte jeg på Matchbox 20, da jeg hørte ham. Ikke dårligt af en ung fyr med guitar. Intet under, at han fik salen til at klappe med. Han var min favorit.

Jonas Wentzel (billedet) blev finalevinder. Han sad blandt andet med sin guitar i skødet og kunne på den måde også bruge den som percussioninstrument. Hans stil får mig til at tænke klassisk amerikansk singer-songwriting. Afdæmpet og behageligt. Hans ellers fine stemme var han dog noget tilbageholdende med, så jeg håber, at prisen giver ham selvtillid nok til at åbne op for registeret. 

Sidste singer-songwriter og vinder af en Master Class-pris fra Den Rytmiske Aftenskole var Nikolaj Derosche. Hans sæt foregik på godt dansk, og han mindede om en blanding af Allan Olsen og en bleg Thomas Buttenschøn. Der var nordjysk lune og glad energi med et større strejf af hippie. Sangen "Medicinskabet" var interessant, mens det afsluttende nummer om ungdomsoprøret i '68 blev lidt søgt. Fint at hylde, men mon ikke det ville være mere troværdigt, hvis han tog fat i oprøret mod yuppie-kulturen i start-90'erne, hvor hans generation er fra?  

 

En pæn finale

Første band på scenen i anden halvdel af den venligtstemte battle var Thomas Thaarup med band. De spillede pæn rock. For pæn rock, og det forekom en anelse poleret. I den elektroniske musikgenre taler man om "humanizing" - det menneskelige element. Det mangler Thaarup og band. Det lyder som færdigproduceret pop-rock fra starten af det nye årtusind, men med en lyserød sløjfe på. Ærgerligt. For der er helt sikkert talent. De skal bare bryde nogle barrierer.

Virtus var aftenens andet band. De spillede højt. Og det var tiltrængt. Men de kunne ikke følge med hinanden. De første to numre fungerer næsten ikke, og det bliver meget hurtigt gymnasieband-agtigt. Og det ville sikkert nok være okay, hvis ikke det var finalen. De to afsluttende numre kom de bedre fra, og Virtus har helt sikkert fat i noget interessant med deres funky rock. 

Julie Hoegsberg og band led også under en poleret lyd. En lyd, der var for konservatoriebaseret. Det manglede nerve. Det skyldtes til dels nogle tekniske problemer, men det undskylder jo ikke alt. De havde tungen for lige i munden. Der var en lækker jazzet lyd, men deres sæt bestod mest af noget blød pop, der ikke fængede. Julie har ellers en smuk stemme, der kan spænde vidt, og så løftede bandets saxofonist hele deres sæt.

Caved Crow var ikke kun mine favoritter. Dem havde de andre dommere også set sig lune på. De vandt nemlig finalen. Gruppen havde en meget folk-agtig lyd. Og det fungerede godt. De havde to piger på mikrofonerne, og især forsangerinden havde en stærk stemme. Musikken var simpel, men den fungerede. Det var ikke fyldigt, men det var meget effektivt.

Næstsidste band var Pious, der i første nummer mindede om en voksen pop-rocket udgave af One Direction eller lignende. Forsangerens bevægelser og musikkens breaks bar meget præg af teentøs-pop. Og det er såmænd fint nok, men måske de så burde have klædt sig til rollen. I andet nummer fornemmede jeg dog noget soul og disco i bandet. Derfor kan jeg ikke sådan sætte dem i bås, men de skal dog finde en retning alligevel. 

Aftenens mest gennemførte act blev af afviklet af Pelle B, som de unge måske husker fra MGP. Han lavede hip-hop, og han gjorde det tilpas arrogant. Det var underholdende. Pelle B havde også frække dansepiger med på scenen, som gik helt amok. Måske for meget amok under enkelte passager, hvor det kom til at ligne en talentkonkurrence i 10. klasse. Pelle B fik mine tanker ledt hen på en blanding af tidlig Nik og Jay samt Den Gale Pose. Den megen selvtillid skal forankre sig i Pelle, så han vandt en coachingpris med henblik på udvikling af det synlige talent. Og hatten af for Pelle-bandet, der spillede pænt tight og med masser af energi. 

Nej, jeg skulle ikke knibe mig i armen i år, men jeg var nu alligevel godt underholdt.   

Se Jonas Wentzel fremføre nummeret "Right in Time":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA