Nyhed

Volbeat har fundet support – fra det store udland

Første 2/3 dele af supporten til rockfesten på Refshaleøen til august er klar

Allerede i december 2013 kunne GAFFA fortælle at Danmarks ukronede rockkonger fra Volbeat afholder et brag af en rockfest på Refshaleøen i København fredag den 1. august. Siden har bandet ikke gjort væsen af sig herhjemme, men i stedet væltet scener og huseret på tværs af landegrænser i hele verden. 

Og det har ikke gået stille for sig. Efter en seks ugers turné i Guds eget land slog rockhovederne forbi Berlin for at modtage en Echo Award, Tysklands DMA så at sige, for "Best International Rock Act" – en pris de vandt foran næsen på rockmastodonterne Placebo, Black Sabbath, Imagine Dragons og 30 Secomnds To Mars. Desuden modtog de ved samme lejlighed en platinplade for salg af over 200.000 eksemplarer af albummet Outlaw Gentlemen & Shady Ladies i Tyskland alene.

På trods af den travle kalender har Volbeat ikke glemt den danske koncert på Refshaleøen – tværtimod. Allerede i april fortalte gruppen at de søgte support til sommerkoncerten, og at de ventede svar fra flere internationalt kendte bands. Og nu er de første 2/3 dele af svaret faldet. For både Steel Panther (US) og Hatebreed (US) er nu annonceret som support til august, mens endnu et band vil blive tilføjet til programmet senere. 


Glamrockerne i Steel Panther placerer sig musikalsk mellem Bon Jovi, Van Halen og glamrocken fra 80'erne. Egentlig skulle Steel Panther have spillet på Godset i Kolding den 1. august, men glæder sig over at kunne rykke koncerten til Refshaleøen i stedet med ordene:

"We are so stoked to be joining Volbeat in Copenhagen, Denmark. It's going to be a night full of rock n roll debauchery and complete insanity. Get readu for a great night!"

Hardcore-drengene fra Hatebreed er album-aktuelle med The Divinity of Purpose og er en del af 90'ernes metallic hardcore-scene. Med en blanding af thrash og hardcore punk væltede de scenen på sidste års Roskilde Festival til en anmelderrost koncert.


Der er med andre ord linet op til en rockfest af karakter, når Volbeat gæster København til sommer. Der er stadig billetter at finde på GAFFA Live, så fortvivl ikke – du kan stadigvæk nå med. Bor du i Jylland eller på Fyn og synes, der er lidt langt til København den 1. august? Så tag til Horsens den 2. august, hvor Volbeat spiller i fængslets indergård - dog uden support.

ANNONCE