x

Jelling Festival melder udsolgt

Jelling Festival melder udsolgt

Trækplastre som den tidligere Creedence Clearwater Revival-frontmand John Fogerty, populære danske kendinge som Thomas Helmig og arvtageren Rasmus Seebach, og den populære engelske sangerinde Amy McDonald har skabt rift om billetterne til årets Jelling Festival. Derfor melder man nu udsolgt af partoutbilletter til den 26. festival. Det vil dog stadig være muligt at købe dagsbilletter til enkelte dage på festivalen.

- Det er intet mindre end forrygende at kunne melde udsolgt af partoutbilletter, her en uge før vi åbner dørene til pladsen. Det viser at størstedelen af vores gæster ønsker hele festivaloplevelsen og ikke blot kommer efter et enkelt hovednavn - og det lover rigtig godt for stemningen blandt publikum på pladsen og til de mange koncerter. Det er jo altid noget specielt at være til et udsolgt arrangement, lyder det fra festivalleder Lars "Charlie" Mortensen. 

I alt forventer man at få omkring 34.000 besøgende på pladsen i løbet af festivalen, og dette tangerer det helt store rekordår fra 2010, hvor blandt andet Elton John gæstede Jelling Musikfestival. Selvom der stadig er dagsbilletter tilbage til torsdag, fredag og lørdag, understreger festivalledelsen, at der dog kun er få dagsbilletter tilbage til lørdag, hvor John Fogherty er hovednavn.

Festivalen finder sted i Kr. Himmelfartsferien den 28.maj -31.maj og har omkring 90 koncerter fra i alt 5 scener. På programmet er blandt andet: L.O.C., Rasmus Seebach, Thomas Helmig, D-A-D, Carpark North, Go Go Berlin, Nik & Jay, Mads Langer, Shaka Loveless, Rasmus Walter, Christopher, KATO vs. Safri Duo, TV-2 og Burhan G.

Du kan finde dagsbilletter på GAFFA Live

Vi tager hul på lørdagsglæderne og ser John Fogerty sovse "Suzie Q" til i guitarsoli: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA