x

Distortion lancerer klassisk scene

Distortion lancerer klassisk scene

Danmarks største gadefest, Distortion, løfter i dag sløret for sin største satsning i 2014, nemlig Klassisk Distortion. I denne forbindelse har de samlet et program af danske og internationale kunstnere, som inkarnerede P2-lyttere formentlig vil nikke genkendende til. Klassisk Distortion, der løber af stablen under Distortion, kommer til at finde sted under i Enghaveparken på Wilhelmscenen, torsdag 5. juni fra klokken 16 til langt ud på natten.

Mange forbinder Distortion med tung elektronisk musik, orkestrerede kæmpefester i gaderne med over hundredetusinder af mennesker og raves i parkeringskældre, på broer, selv i svømmehaller. Det vil derfor nok komme som en overraskelse, for dem som kender til festivalen, at den nu satser på klassisk musik. Distortions direktør og grundlægger, Thomas Fleurquin beskriver i festivalens pressemeddelelse valget således:

"Distortion handler om at skabe monumentale minder – og konstant udfordre stort set alle rammer. I vores vilde ungdom har vi specialiseret os i at ride på grænserne af galskab og kaos, men de magiske øjeblikke kan lige så godt skabes ved at ramme det poetiske."

På programmet finder man blandt andet den verdenskendte Nils Frahm, der er en Berlin-baseret komponist og pianist. Han har mere end ti soloudgivelser bag sig og er kendt for sin ukonventionelle tilgang til klaveret. I 2012 udgav han et album indspillet med ni fingre, da han havde brækket tommelfingeren.

Scenen får også besøg af Christina Åstrand, der allerede som 13-årig blev optaget på det Jyske Musikkonservatorium. Som 22-årig fik hun pladsen som koncertmester i Danmarks Radio symfoniorkester og har vundet flere priser og hædersbevisninger. Distortions pressemeddelelse lover, at hun til Klassisk Distortion vil spille et stykke, der er komponeret af festivalens egen projektleder Signe Lykke.

Herudover vil man kunne opleve den prisvindende danske strygerkvartet Nightingale String Quartet, Juliana Hodkinson, Alpha Trio, koret Ars Nova og de fire kvinder fra Messer Kvartetten, der er den eneste elektroniske strygerkvartet i Danmark, og som kaster sig både over klassisk og nyt musik som Jimi Hendrix.

Distortion finder sted fra 4.-8. juni, og turpas og enkeltbiletter kan købes på billetto.dk/cphdistortion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA