Nyhed

Se Bernhoft gasse stemning op i ny video

Islanders anden single har fået en 80'er-inspireret musikvideo

Enmandshæren Bernhoft udgav den 25. april sit tredje album, "Islander" til store anmelderroser. Nu er multitalentet klar med en musikvideo til udspillets anden single "Wind You Up". Du kan se den her forneden.

"Wind You Up" har en umiddelbar og smittende feel good-stemning , hvor Bernhoft også præsenterer sin indre human beatbox, der er blevet hans varemærke. Man fristes til at kalde "Wind You Up" polyrytmisk. I den farverige musikvideo har Bernhoft denne gang beholdt tøjet på og holdt sig fra svømmehallen. Til gengæld kan man fornemme en tydelig inspiration fra 80'er-musikvideoernes æstetik - måske særligt Peter Gabriels "Sledgehammer". 

Bernhoft har de seneste år oplevet en massiv succes på baggrund af sine album og meget roste live-optrædener. "Islander" blev varmt modtaget af GAFFAs Michael José Gonzalez. Han kvitterede med fem ud af seks stjerner og konkluderede:

"Hverken Sly Stone eller Stevie Wonder har tydeligvis levet forgæves i Bernhofts univers, hvor også en sprælsk multikunstner som Prince lurer i kulissen. Der er kantede funk-udslag, fløjlsblød vokal og uimodståelige melodier en masse på Islander, der holder højt niveau hele vejen igennem. En betagende affære med masser af liv og varme."


Det norske supertalent er netop blevet bekræftet til årets engelske Glastonbury Festival. Derudover giver Bernhoft fire koncerter i Danmark til november. Det kommer til at foregå:

Train, Aarhus, den 12. november
Fermaten, Herning, den 13. november
Skråen, Aalborg, den 14. november
Posten, Odense, 15. november

Billetter kan skaffes via GAFFA Live og Billetlugen.dk

Se den funky nordmand her:


ANNONCE