x

Har du mave til den seneste musikvideo fra Die Antwoord?

Har du mave til den seneste musikvideo fra Die Antwoord?

Som en hund, afslutter Franz Kafka sin udødelige "Processen", og de ord giver genlyd i Die Antwoords nye musikvideo til nummeret "Pitbull Terrier", der er at finde på deres andet album, "Donker Mag", der er sat til at udkomme den 3. juli. Se den her forneden og bliv forskrækket.

Det er i det hele taget en lettere kvalmende billedside, hvor Ninja antager formen som en blodtørstig køter, der går på rov i Cape Towns gader. Her jagter han nogle stakkels feminine katte og overfalder tilfældige forbipasserende. Den bloddryppende affære er instrueret af Ninja selv, og man kan kun forestille sig, at én nat i hans hjerne er en skrækindjagende omgang.

Selve nummeret har slet skjulte seksuelle undertoner. Når der synges det engelske slangord for kat, "pussy", er det svært at vide, om det er kærlige kæledyr, der egentlig refereres til. Det bliver ikke bedre med Yolandi Vissers kælne stemme, der hvisker "terrier", hver gang Ninja balstyrisk råber "Pitbull". 

Ganske morsomt er det egentlig, at den første fodgænger, der overfaldes af det vilde dyr, har en vis lighed med showmanden Pitbull. Tilfældighed?

"Donker Mag" bliver opfølger til "Ten$ion" som udkom i februar 2012. For GAFFAs Jesper Buhl var det et lidt blandet udspil. Han følte mest, at pointen var gået ud af vittigheden, som han opsummerede i sin tre stjerners anmeldelse:

"Der er sådan set intet galt med Ten$ion som sådan, hvor numre som det dundrende 'Fatty Boom Boom', kneppeoden 'U Make A Ninja Wanna Fuck' og 'Never Le Nkemise' skiller sig positivt ud, men man har som lytter svært ved at slippe fornemmelsen af at grine ad en joke, man har hørt før." 

Spær øjnene op og se den lodne hund blive luftet her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA