Den populære sanger har været i Spanien for at finde den helt rigtige stemning
Christian Hjelm er netop blevet færdig med musikvideoen til "I Disse Dage", første single fra hans kommende, andet soloalbum, der udkommer 25. august. Du kan se den her forneden.
For at få videoen i kassen drog Christian Hjelm til Barcelona og jagtede der stemningen sangen indeholder og udviser over to hektiske dage. Tal om charterferie. Hvis Spanien kan byde på noget, er det i hvert fald sommerstemning.
- Det var en ret spontan idé, at vi tog til Barcelona og Costa Brava-kysten for at skyde, men vi havde akut brug for det der specielle aftenlys, og herhjemme regnede det ret meget på det tidspunkt. Så vi drejede globussen, lukkede øjnene og fingeren landede (tæt) på Barcelona, og der tog vi ned og skød i to dage uden manuskript. Lige fra hoften. Og netop den måde at arbejde på synes jeg var fantastisk og mindede mig meget om måden jeg har arbejdet på i studiet, umiddelbart og instinktivt, fortæller Christian Hjelm om videoen.
Om det kommende album fortæller Christian Hjelm:
– Da 'Før Vi Blev Lette'-touren så småt ebbede ud, efter lidt over et år, gik det op for mig, at jeg i den tid havde skrevet nok sange til, at jeg kunne begynde at ane en rød tråd i dem og se de spæde skridt til udformningen af et nyt album. Uden varsel kaldte jeg holdet sammen og præsenterede sangene for dem i studiet. Ingen fik noget at lytte til inden indspilningerne, så ingen kunne forberede sig, men det var også meningen. Jeg gik efter det umiddelbare og instinktive, og den vibe synes jeg er blevet fanget i indspilningerne og sangene.
Christian Hjelm indledte sin musikalske karriere i det amerikansk inspirerede indieband Figurines, der udgav fire album i årene 2003-2010 og nu holder pause. Christian Hjelm udsendte sit første soloalbum, "Før Vi Blev Lette", i efteråret 2012. Albummet fik flotte anmeldelser, gav Hjelm en Steppeulv som Årets Vokalist og blev blandt andet kåret til årets bedste danske album af GAFFAs redaktion. GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen tildelte albummet fem stjerner under overskriften "Christian Hjelms solodebut pakker godbidder fra dansk sangskat i rygsækken og får omgivelserne til at lette".