x

Jimmy Page præsenterede Zeppelin-guld i Paris

Jimmy Page præsenterede Zeppelin-guld i Paris

Rammen trak hårdt på nostalgien. L'Olympia i Paris den 21. maj 2014, samme sted hvor Led Zeppelin gav en legendarisk koncert tilbage i det herrens år 1969. Og ude fra gaden kunne man - i bedste Billboard-stil, med rød flammeskrift - læse, at aftenens event drejede sig om Led Zeppelin, featuring special guest Jimmy Page. Lidt af et særsyn her over 33 år, siden – skal jeg vove pelsen og sige – verdens største rockband lukkede og slukkede efter trommeslager John Bonham, tragisk, kun fik 32 somre på jordkloden. Masser af mennesker fløjet ind fra hele verden, og her gik vi så rundt med Led Zeppelin-armbånd og laminerede plastikskilte, helt som backstage til hvad som helst, bare lige pludselig med et anderledes mytologisk navn påskrevet, end til hvem der nu måtte fyre den af i Vega.

Hvor mange var henholdsvis fans, presse, labelfolk, franske, udenlandske? Ingen anelse, men nok en uskøn kombination, af de vel små 2000 mennesker, der fandt sig til rette i plyssæderne i Paris. Emnet: Led Zeppelin genudgiver hele bagkataloget med tilhørende companion-disks, alt remasteret af Jimmy Page og hans stab. Uden der er datoer på alt, ligner det en tre-trinsraket, hvor startskuddet er de tre første album, der kommer den 2. juni, og så fremdeles.

 

It might get loud

Aftenens show var dels smagsprøver på det "nye" indhold og så et live-interview med Jimmy. Og meget må man gi' de parisere – og med rette, hvilket jeg kommer tilbage til – men de er ikke bange for at skrue op. Vi sad på fjerde række, og manden ved siden af mig sad med fingrene i ørene, vidunderligt, ingen decibel-uropatrujle dér. Ikke at jeg vil agitere for gratis tinnitus til folket, men fantastisk at få lov til at høre musikken for fuld udblæsning som den både fortjener og kan bære. Forskelligt video-hejs flimrede rundtosset på det store lærred, samtidig med at musikken fyldte rummet. Jimmy blev introduceret, og hele salen rejste sig spontant op og klappede længe og vel. Tak er kun et fattigt ord, Jimmy.

Jimmys utilslørede mål er at få Zeppelin-kataloget til at lyde så godt som overhovedet teknisk muligt i hans egen levetid (han ramte de 70 i januar, holder sig godt, men har levet hårdt) og så at finde de fedeste "outtakes", glemte tracks og så videre, gøre dem tilgængelige for alle os andre, ikke kun for den umiddelbare oplevelse, men også for at vi bedre kan følge med i udviklingen og tilblivelsen af de enkelte album.

 

Stjerneparade

Fridolin Nordsø tidligere har udtalt her til mediet, at "man kan ikke guldlakere en lort", og det har der så heller ikke været behov for i denne sammenhæng. Grundmaterialet er historisk stærkt, derfor er det alligevel utroligt, hvor fantastisk lydkvaliteten er på mange af de "companion"-tracks, som der blev blændet op for denne aften i Paris, de er trods alt op til 46 år gamle.

Først noget stærkt skramlet live-materiale: Good Times Bad Times/Communication Breakdown fra samme sted i Paris fra de glade 60'ere (mener jeg), og herefter perler på en snor. You Shook Me/Heartbreaker/Whole Lotta Love/Gallows Pole/Since I've Been Loving You/Immigrant Song/Key to the Highway/Trouble in Mind, og en ny-redigeret video af tidligere nævnte signatur-sang Whole Lotta Love. Bonham er jo guden for mange musikere, og hører du blandt de disciple, så glæd dig til at høre, hvordan Jimmy har fået sin soul-brothers tøndeslagning til at fremstå umanerligt vitalt og dynamisk og selvfølgelig slagkraftigt. Og så den vidunderlige kemi mellem fire (som Jimmy udtrykker det) ligeværdige musikere, simultant på toppen af deres ydeevne.

Selv om der er tale om gamle optagelser af gamle sange, så er der masser af hente for fans, og for den sags skyld andre dødelige. Mon ikke antallet af følgere får et nøk opad det næste års tid. Hvis de cirka 35-40 minutter, vi hørte, er repræsentative for standarden på alle ni tilhørende album, så er det nok bare med at komme til lommerne. (Jeg tror, Jimmy bliver skuffet, hvis du kun går i kødet på mp3-versionerne. Ikke af lommesmerter, men kunstnerens ydmyge ønske om, at hans værk fremstår bedst tænkeligt).

 

English motherfucker – do you speak it!

Hvor der ikke kan bruges nok superlativer på Zeppelins musikalske kvaliteter og chefarkitekten Pages livtag med at opdatere skattekisten teknologisk og lydmæssigt, var interview-seancen omvendt gabende kedelig. Jeg fik selv muligheden af at tale med Jimmy for en lille måned siden i London, hvilket løbende kan læses her i mediet, og der blev intet tilføjet, hvad det angår i Paris. Modellen var oplæste læserspørgsmål af en for så vidt sympatisk moderator, som Jimmy svarede på, hvoraf det føltes, som om 90 procent var på fransk.

Den tidligere stormagt har mistet markant globalt terræn, politisk, økonomisk og kulturelt de sidste mere end 20 år. Det er gået op for de fleste af os andre, hvor mange indfødte fortsat har det bedst under osteklokken. Største problem med sprogbarrieren var, at samtalen totalt mistede flow, sympatiske Jimmy blev tydeligt rastløs og med tiden lettere ukoncentreret, og det kan vel ikke have været den store master-plan, når nu legenden træder personligt op og beredvilligt er indstillet på at tegne og fortælle. (Selvom han selvfølgelig selv har haft indflydelse på form og indhold). Uden at jeg skal sige det med sikkerhed, lød det ikke, som om at fransk er Jimmys andet modersmål. En international begivenhed, med en international stjerne, kære franskmænd, vågn nu op for helvede. Ville et interview med Paul McCartney i DR-Byen foregå primært på dansk?!

Ikke for det, Paris er skøn, historiens vingesus lurer overalt, landet er indbydende og på mange måder fantastisk, men hvis ønsket var at få Jimmy til at folde den store palet ud for de mange hundrede millioner af fans jorden over, der potentielt så med på den globale streaming, så faldt den del af projektet til jorden. Os tilrejsende pressefolk fik i øvrigt ikke lov til at stille et eneste spørgsmål.

 

Musikken lever - i bedste velgående

Men ovenstående en detalje, og, indrømmet, præget af denne signaturs lidt anstrengte forhold til det tungt frankofile. Men den gode – og vigtigste – nyhed er at, hele bagkataloget over det næste års tid bliver tilgængeligt, med ligeså meget ekstra materiale, i fantastisk kvalitet, der gør en af det 20. århundredes mest markante artister både behørig hæder og ære. Som en glad labelmand sagde: "nu bliver de næste par års demo-bånd igen bas, trommer og guitar". Kun tiden vil vise det!

Se en optagelse af præsentationen i Paris:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA