MØ og Future Islands får nye tider i forhold til programmet
Det er svært at gøre alle tilfredse, men som festival må man jo lytte til sit publikum, når det kommer til programlægningen. Således reagerer Roskilde Festival på klager fra publikum over årets program og laver nogle få ændringer. Det får betydning for danske MØ og amerikanske Future Islands, der får nye tider, samtidig med at der bliver yderligere plads på årets program.
Der var for det første stor utilfredshed over, at Stevie Wonder, Moderat og MØ lå oven i hinanden søndag. Det betyder nu, at MØ i stedet spiller på Arena søndag klokken 18.30, mens Moderat spiller samme sted klokken 21.00.
Flere var også kede af, at amerikanske Future Islands var sat til at spille allerede klokken 13.00 fredag. Efter gruppens stigende succes herhjemme er der nok flere, der gerne vil opleve synth-popperne under mere feststemte forudstæninger end tidligt fredag eftermiddag. Det er der nu blevet lavet godt og grundigt om på, da den populære kvartet er flyttet til klokken 01.00 på Avalon. Desværre er det dog oven i Trentemøllers koncert.
Future Islands bragede igennem tidligere i år med det velmodtagede album "Singles", og de udgjorde således en overraskende god booking for den aarhusianske festival Pop Revo. Her henrykte de både publikum og GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, der kvitterede med fem stjerner og ordene: "En helt igennem forrygende koncert fra en gruppe, der tydeligvis er opsat på at give publikum en oplevelse, og som lever op til sit navn. De har fremtiden for sig."
Rokaden betyder imidlertid, at der er to tomme pladser i årets program, så Roskildes bookere meldes i fuld sving med at finde to kunstnere til fylde hullet.
Lad os lige mindes Future Islands' gennembrud hos David Letterman: