Nyhed

Broken Twin giver ekstrakoncert – hendes hidtil største

Koncerten i Jazzhouse er udsolgt, og singer-songwriteren giver derfor en ekstrakoncert – et stort sted

Broken Twin tager på efteråret på Danmarksturné, og hendes koncert i Jazzhouse i København 21. september er allerede udsolgt. Derfor giver hun ekstrakoncert, og det et meget større sted, nemlig i Koncertsalen i DR Koncerthuset lørdag den 21. februar. Hendes hidtil største koncert med 1600 siddepladser.

Broken Twin, der går under det borgerlige navn Majke Voss Romme, udgav for knap en måned siden sit debutalbum. Anmelderperlen høstede store roser i både ud- og indland, hvor også GAFFA's anmelder Michael José Gonzalez dryssede fem stjerner over albummet May med ordene "den unge sangerinde kan ikke bare skrive fængslende sange, der får de små hår til at rejse sig med deres dragende melankoli og inviterende underspillethed. Hun er også i besiddelse af en stor og udtryksfuld stemme, der flot fører lytteren igennem de intimt arrangerede udstyrsstykker."

Desuden spillede Broken Twin en af sine få koncerter på dansk jord, da hun åbnede Spot Festival i Musikhusets Store Sal. GAFFA's anmelder Ole Rosenstand Svidt var begejstret for den dybtfølte performance, der dog godt kunne tåle lidt flere musikalske nuancer – hvorfor koncerten fik fire stjerner. Ikke desto mindre skrev han følgende om arrangementet: "Musikhusets Store Sal med bløde stole og fremragende akustisk var det helt rette sted at gennemføre koncerten. Man kunne læne sig tilbage og drømme sig væk til de smukke toner, men musikken var samtidig så temperamentsfuld, at man ikke helt mistede bevidstheden."


Ærgrer du dig over den udsolgte koncert på Jazzhouse, så fortvivl ej – der er nemlig stadigvæk billetter at få til Broken Twins koncert i DR's koncerthus. Det er godt nok først den 21. februar, men mon ikke billetterne hertil også snuppes ganske hurtigt? Køb din billet til koncerten med den stille, danske nordjyde nu ved at klikke her.

Der er længe til februar - men heldigvis kan du høre Broken Twins album May herunder - er det stjernerne værd?

ANNONCE