x

Hiphops første milliardær spolerer måske handel

Hiphops første milliardær spolerer måske handel

Dr. Dre har måske lært to nyttige ting om at fordrive forretning inden for de sidste par uger. For det første er det en god ide at vente med at annoncere en handel, før den rent faktisk er gået igennem. Og for det andet: lad være med at annoncere det i en brandert over YouTube. Den indflydelsesrige producer stod ellers til en lukrativ forretningsaftale med Apple, men nu er der sået tvivl om, hvorvidt det bliver en realitet efter en lidt for tidligt-fejrende Dr. Dre slog sig løs på det sociale medie. Se video her forneden.

Handlen drejer sig om salget af Dr. Dres egen streamingtjeneste, Beats Music. Rygter om handlen har spået, at Dr. Dre ville blive den første "rap-milliadær" i dollars i verden. Dog forlyder det nu, at Apple ikke har haft i sinde at smide helt så stort et beløb for Beats Music, der på nuværende tidspunkt har 200.000 abonnementer. 

Ikke desto mindre havde Dr. Dre ingen problemer med at bekræfte, at Apple var villige til at byde svimlende 17,5 milliarder kroner for Beats Music, da han besøgte kammeraten, filmskuespilleren Tyrese Gibson (The Fast And The Furious), over et par Heineken. 

Om det var et par for meget af de grønne og snak om den store gevinst, der fik liret egoet op i de to, kan man spekulere om, men pludselig lå der en video på Gibsons Facebook-profil, hvor Dr. Dre proklamerer sig selv "den første milliadær i hiphop, lige her fra the motherf**king West Coast." En proklamation, der bliver fulgt til dørs af eder og lidt fulde-onkel-dans.

Hos Apple griner man dog knap så højt af den slags bravado. Handlen rygtes nu at være i fare, fordi Apples topledelse er i tvivl om, hvorvidt Dr. Dre vil være pålidelig som topchef i firmaet. 

Se videoen her - og stil dig selv spørgsmålet, som må flyve rundt i Dr. Dres kranie, for at citere Kanye West: "What's worse, the pain or the hangover?":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA