x

T.P. Musik lukker og slukker

T.P. Musik lukker og slukker

En æra slutter i slutningen af juni, når muligheden for at gå ind i T.P. Musiks sidste filial, "den gamle kædes nestor", på Gl. Kongevej 49, ophører. Efter en indædt kamp mod internethandel og streaming drejes nøglen på musikkædens sidste butik om. Det skriver Politiken.

Grundlagt som et postordrefirma i en kælder på Henrik Steffensvej i oktober 1977 af direktør Tonny Pape voksede T.P. Musik sig gennem tre årtier stor og husede i 2006 hele 17 butikker. Men derefter gik det støt ned ad bakke. I 2012 var kæden ved at gå konkurs, men tre filialer blev solgt fra og reddet.

Dengang udtalte tidligere IT- og personaledirektør i TP Musik Marked, Ulrik Willumsgaard, der skulle stå i spidsen som administrerende direktør for TP Musik & Film:

"Selvom musiksalget er faldet, så bilder vi os ind, at musikinteresseren stadig er der. Vi tror på, at de tre tilbageværende TP-butikker har et stort kundegrundlag for specialvarer, og vi vil derfor altid sørge for, at de produkter som man "bør" se og høre, vil være at finde på vores hylder. Vi vil vide, hvad vores kunder efterspørger, og i højere grad satse på specialvarerne."

Det holdt dog ikke længe, allerede året efter lukkede to af de tre butikker. Kun butikken på Gl. Kongevej blev bibeholdt.

Derfor holder T.P. Musik og Films sidste butik nu ophørsudsalg efter 35 år som leverandør til danskerne af musik og film i alle afskygninger. Det er vemodigt, da det var her det hele i sin tid startede. Musikinteresserede kunder kunne her bladre sig igennem kasse efter kasse fyldt med jazz, klassisk og rock, finde gamle kendinge og opdage nye navne. Eller få vejledning af afdelingens kyndige medarbejdere, som med deres viden om en bred vifte af genrer gerne guidede i mål.

Det er desværre en tendens, der bliver mere og mere udbredt i en tid, hvor iTunes, Spotify, WiMP, Youtube og Netflix dækker det musik- og filminteresserede publikums underholdningsbehov.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA