Vejret artede sig flittigt, mens St. Vincent herskede, Josh Homme drak tequila og Arcade Fire fyrede op for sceneshowet
Indie-elskerens mekka må siges at være den spanske festival Primavera, der med 120 bookede bands får festivalgæsterne til at løbe forvildet rundt mellem de 11 scener, for at nå at se bands som Arcade Fire, Queens of The Stone Age, Nine Inch Nails, Pixies, Television, Godspeed You! Black Emperor, Kendrick Lamar, St. Vincent, Future Islands, Slowdive og mange, mange, MANGE flere.
GAFFAs udsendte, Sara Elisabeth Nedergaard, har fanget koncerter med St. Vincent, Queens of the Stone Age og Arcade Fire.
Tidligt torsdag aften nyder jeg at gå rundt og browse mellem de mange koncerter, Primavera tilbyder mig: De gamle punkere i The Ex spiller ATP-scenen godt op, Girl Band (der består af en flok fyre) screamer sig gennem deres sæt på Vice-scenen, og publikum kæmper om at se Pond fyre deres psych-rock af, da Pitchfork-scenen desværre ikke er udstyret med storskærme. Den israelske Lola Marsh charmerer et fåtalligt publikum foran Adidas-scenen, der ligger helt ud til Middelhavet. Hendes soulede indie-folk bliver eksekveret i bare tæer, sommerkjole og blomst i håret, og matcher stemning og vejr til u.g.
90'er vibe og zebrastribet onesie
Lidt i ni om aftenen, mens solen farver himlen bag betonbygningerne sart rosa, går det californiske pigeband Warpaint på scenen på en af festivalens største scener, nemlig Heineken (gæt, hvem der er sponsor). Bandet blev dannet i 2004 af blandt andre skuespillerinden Shannyn Sossamon. I dag tæller bandet Emily Kokal og Theresa Wayman på guitar og vokal, Jenny Lee Lindberg på bas og Stella Mozgawa på trommer.
Lindberg kommer ind på scenen iført en zebrastribet, såkaldt onesie og håret farvet helt pink, mens de resterende bandmedlemmer holder stilen en smule mere afdæmpet, om end Kokal har farvet håret i en subtil turkis. Stilistisk ligger musikken i den psych'ede ende, med afstikkere som hittet "Undertow" fra 2010-pladen "The Fool", der har et mere poppet grundlag.
Referencerammerne skal man helt klart kigge mod 90'erne for at få, med alt fra Joni Mitchell til lidt Hole og sågar riot grrrl-perioden med eksempelvis Sleater-Kinney. Publikum er valfartet til Heineken-scenen, og især to unge kvinder med farvet hår og udtrådte Converse, står og rocker med, som var vi i Seattle i '93. Alt i alt en fin koncert fra den californiske kvartet, der for den mere eller mindre uindviede peakede med førnævnte "Undertow" og en fin cover-version af David Bowies "Ashes To Ashes".
Prince som kvindeligt rumvæsen?
På den modsatte side af Heineken-scenen ligger Sony-scenen. Som man kender det fra Grøn Koncert derhjemme står scenerne med front mod hinanden, og få minutter efter Warpaint har afsluttet deres sæt, går St. Vincent med band på, på Sony. Kvinden med det borgerlige navn Anne Erin Clark har tidligere været en del af The Polyphonic Spree og Sufjan Stevens' backingband. I februar udkom hendes fjerde soloalbum, der er selvbetitlet og fik topkarakterer hos kritikerne verden over.
Torsdag aften træde hun på scenen iført en Balenciaga-lignende top med Madonna-bryster, kig til maveskindet og en lille rullekrave. Håret er snart blevet en kendt signatur, og skuffer da heller ikke i dag – de grå/hvid/lilla krøller står op og bliver rystet rundt, da koncerten bliver indledt med en lille Vogue-lignende danserutine fra aftenens hovedperson.
"Rattlesnake" åbner ballet, som den også gør det på seneste plade. Vokalen er sublim, og bandet er tight som ind i helvede. Nummeret bliver afsluttet med en guitarsolo fra multiinstrumentalisten St. Vincent, og jeg kan ikke andet end lade mine tanker vandre mod Prince, som hun står der og vrider sig i tårnhøje hæle, markerede kindben og rullekrave.
Det ældre hit "Cruel" bliver også præsenteret og skuffer på ingen måde. Men det må siges at være en lille perle, St. Vincent har præsteret at finde frem til på det nye album. Hun har fundet en lyd, der bare ikke findes på musikmarkedet lige nu. Hun er karismatisk og har fundet frem til sin helt egen sound, som man ikke kan andet end falde for. Selv lyrikken er spøjs og sært vedkommende, som på "Birth In Reverse": "Oh what an ordinary day/take out the garbage, masturbate". Hende her, hun er kommet for at blive.
Josh Homme på rutinen (og tequila)
Nu er jeg en af dem, der har formået at opleve Queens of The Stone Age flere gange end en hånd kan tælle til, og sågar have en fan-tatovering (der selvfølgelig blev til i en tysk brandert i bedste Josh-stil). Bare for at give udtryk for, at der skal en del til for, at de amerikanske ørkenrockere kan imponere. Klokken 23 kommer bandet på scenen, Josh Homme med en arrogant selvfølgelighed og en smøg i kæften, som man kender ham.
"You Think I Ain't Worth A Dollar, But I Feel Like A Millionaire", "No One Knows", "My God Is The Son" og "Burn The Witch" bliver fyret af som opstart, og repræsenterer albummerne "Songs For The Deaf", "…Like Clockwork" og "Lullabies To Paralyze". Da "Feel Good Hit Of The Summer" bliver eksekvereret som aftenens femte nummer, ser jeg mig nødsaget til at forlade første pit, da en flok røv-irriterende briter (der sikkert har købt MDMA af gadesælgerne foran indgangen til festivalen) skråler "nicotine, valium, vicodin, marihuana, ecstasy and alcohol" og hopper og springer i en så enerverende grad, så en plads bagerst med udsyn til en fremragende storskærm må gøre det for mig, resten af koncerten.
Lidt under en time liver Josh Homme op. Han er berygtet for at være en slow starter med sine koncerter, og i aften er ingen undtagelse. Men med et "it's not what you do at the right time, it's what you do at night time" og en skål i tequila til publikum kan aftenen for alvor begynde. I sangen "If I Had A Tail" bliver "goochie goochie ooh la la" flankeret af Hommes signaturdans, og "Make It Wit Chu" kan gøre selv den mest frigide koncertgænger en smule kælen. "Sick, Sick, Sick", "Go With The Flow" og i særdeleshed "A Song For The Dead" slutter aftenens koncert af og viser publikum, at QOTSA stadig er kongerne af ørkenrock, perfekt timing, sexy dance og tequila-drikning.
Glitter-canadiere med imponerende sceneshow
Canadiske Arcade Fire har haft det godt, siden albummerne "Funeral", "Neon Bible" og "The Suburbs" udkom i henholdsvis 2004, 2007 og 2010. På alle tre plader har lyden været indie-rock en masse. I 2013 så pladen "Reflektor" så dagens lys og bragte bandets storladne, grandiose lyd til et nyt niveau. Bandet er åbenbart influeret af den haitianske karnevalsmusik Rara, hvilket også kunne mærkes på åbningsnumrene ved koncerten, der både havde reggae- og salsaundertoner.
Nej, så hellere de ældre numre, som "Rebellion (Lies)", der bliver smukt eksekveret og sender tankerne tilbage til Roskilde '07 og Ballerup Super Arena i 2011. Måske er jeg bare en kedelig prut, men indierock-Arcade Fire slår til hver en tid reggae-rara-glitter-Arcade Fire. Og med det sure opstød et tak for i dag. I morgen tager Rune Schlosser over og rapporterer hjem om fredagens og lørdagens oplevelser på Primavera Sound.
