Kasper Eistrup: "Når jeg hører vores egen debutplade, tænker jeg: 'Hvad havde vi gang i?'"

Billede: Morten Rygaard

Se en ny billedserie med Tim Christensen, Kasper Eistrup og Sune Wagner samlet

GAFFA har sat de tre rockkonger Sune Wagner, Tim Christensen og Kasper Eistrup stævne til en snak om dengang, nu og musikken. Her er anden del af den uforkortede version af artiklen, hvor du blandt andet kan læse om Tim Christensens genvordigheder med Right Next To The Right One. Læs første del her. 

Har I et yndlings-nummer eller –album med hinanden, I vil fremhæve?

Kasper: – Jeg kan jo huske alle super-singlerne med Dizzy – Silverflame, Love Is A Looser's Game og selvfølgelig Waterline, som var store evergreens allerede dengang, men på din anden soloplade, Honeyburst, tog du et kæmpe skridt. Det er en fantastisk plade, og der er nogle virkelig smukke sange på. Whispering At The Top Of My Lungs er helt fantastisk, der er sket noget der, som gør, at det lyder mere organisk.

Tim: – Ja, det er blevet lidt brunere – lidt mere patina, og det følte jeg mig ret godt til rette i. Man mange tak. Det er også den plade, jeg selv er mest glad for. 

Kasper: – Men jeg må tilstå, at jeg ikke kender din sidste plade særligt godt.

Tim: – Du skal da ha' et eksemplar, haha!

Sune: – Altså, jeg kan jo godt lide det nummer, du lavede til den der tv-serie (Nikolaj Og Julie, red.).

Tim: – Den kan du godt lide?! Det overrasker mig, for det er det mest poppede af dem alle sammen.

Sune: – Ja, og det er det, jeg godt kan lide. Min yndlingssangskriver er jo Diane Warren – hun kan virkelig skrive popmusik på den fede måde, og det gør du også på Right Next To The Right One.

Tim: – Jeg kan huske, at vi spillede sammen til et eller andet Zulu Rocks-arrangement, hvor du hev mig til side og sagde, at du rigtig godt kunne lide den plade, og det blev jeg helt vildt glad for, for jeg havde slet ikke forventet, at det overhovedet ville falde i din smag.

Sune: – Jeg har jo hele den der pop- og sangskriver-side, og der er jeg dybt imponeret. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Okay, Tim kan fandeme skrive en fucking popsang, der virker!"

Tim: – Jeg er også glad for sangen, men den blev jo super overeksponeret i Danmark på det tidspunkt, og jeg kan også huske, at du Kasper kom og sagde: "Pas nu på." Du havde set den komme, at den havde lidt Still Got The Blues over sig; en sang alle elsker i starten, men som ender med at hænge folk ud af halsen. Når jeg spiller den til koncerter i dag, himler halvdelen af publikum med øjnene, mens den anden halvdel bliver ellevilde.

Kasper: – Det er jo "the curse of the evergreen". Jeg så engang en eller anden Ole Erling-type spille den på sit orgel til et sølvbryllup på sådan en "sejler op ad åen"-agtig måde. Den er nået helt ud til bedstemor, og jeg kan huske, jeg tænkte: "Gud hvor er det dog synd for den sang."

Tim: – Ja, den er kommet langt ud. Og det sjove er, at da vi indspillede den i sin tid, var produktionsreferencen Ellion Smiths Waltz #2, og så ender den bare et eller andet sted ude hos "Orgel Allan", haha! Det var lige før, min karriere begyndte at tage skade af det. Det var sgu ikke meningen, jeg havde bare skrevet en pop tune.

Kasper: – Men det er en fantastisk produktion, og som popsang sidder den jo lige i øjet. Spot on!

Tim: – Jeg har helt klart en yndlings Psyched Up-plade, og det er Beats Me. Der blev det mindre støjrocket, og der er et nummer, der hedder Strange Pier, som jeg var ret vild med.

Kasper: – Jeg er ret vild med The Stars Are Out fra samme plade. Her fornemmer jeg, der begynder at ske noget nyt med jeres (Psyched Up Janis', red.) lyd. Jeg kan huske, jeg løftede øjenbrynet og tænkte: "Wow! Det er fandeme spændende, det her!" Med tiden er Swell virkelig også vokset på mig. Det er en fantastiske plade med vildt fede sange, og hvis jeg skal nævne en af vores respektive debutplader, der holder den dag i dag, vil det nok være den, jeg bedst kan lide nu – skarpt forfulgt af jeres (henvendt til Tim, red.). Når jeg hører vores egen debutplade, tænker jeg i hvert fald bare: "Jesus… Hvad havde vi gang i?"

Tim: – Med al respekt var det også som om, I skulle finde jer selv, og det tog lige et par plader.

Kasper: – Ja, det tog lige to plader.

Tim: – Selvfølgelig er der noget charme over jeres debut, men I gennemgik heldigvis også en gevaldig udvikling siden.

Sune: – Jeg elsker jo nummeret Aftermath, som du også spiller i slutningen af jeres dokumentarfilm Rocket Brothers, hvor du står på Roskilde. Det er super fedt – et stort nummer!

Kasper: – Tak skal du have!

Tim: – Den er jeg også med på. Det er også min favorit. Jeg elsker den sang!

Kasper: – Den er fra Zitilites, som er den plade, hvor jeg for alvor synes, vi kan stå ved os selv, for der er vi kommet ud af skyggerne fra nogle andre. Der var ikke så meget, der mindede om den på det tidspunkt.

Tim: – Ja, I var jo også igennem lidt af en krise efter The Good Life, og det opstod der så en ny kreativitet ud af, og Zitilites er helt klart en af de mest kreative plader, jeg kender, og det elsker jeg ved den.

Kasper: – Vi fik en ret overrumplende succes med The Good Life, og jeg havde lidt et behov for at blive lidt glemt igen for at kunne samle trådene til at lave noget nyt, og det tog forfærdelig lang tid og lukkede vistnok også en masse døre i forhold til udlandet, hvor vi havde nogle ret gode muligheder. Hvis vi havde udgivet et nyt album meget hurtigere, kunne der godt være sket nogle ting der. Men det var nok meget godt, for da vi så kom tilbage, var tavlen visket lidt ren.

Tim: – Jeg kan også huske, at I lagde benhårdt ud med første single, der varSurfing The Warm Industry, som jeg fandeme syntes var noget underligt noget. På det tidspunkt var jeg jo også ret tæt på jer, og jeg var så glad for det, I havde lavet på The Good Life, at jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe, at det var så mærkeligt, så jeg lyttede og lyttede, og så lige pludselig faldt tiøren, og det var vildt fedt.

Sune: – I (Kashmir, red.) er jo også det eneste af vores bands, der er tilbage, så du, Kasper, har jo også haft modet til at gå fra det I har levet engang, som du ikke var så glad for, til noget markant anderledes, og så stadig køre det under samme navn med de samme mennesker. Der følte jeg, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde lyst til at lave noget helt andet musik, men jeg ville gerne starte på en frisk med nye folk. Hvordan havde du det, Tim?

Tim: – Jamen, det var jo det samme, som du beskriver. Jeg ville jo gerne stoppe bandet, og så var planen, at det første solo-projekt skulle være under et eller andet andet navn, men det endte så med at blive mit navn alligevel. Men Dizzy-maskinen var færdig, og der var ikke nogle reservedele, man kunne sætte ind, så det var nødt til at slutte. Der har I i Kashmir været gode til at reparere jeres maskine mange gange – også selvom den måske ikke var i stykker.

Kasper: – Tag endelig ikke fejl. Den har været i stykker masser af gange undervejs. Der skete det, at jeg begyndte at interessere mig for noget andet musik og ville noget andet. Jeg begyndte at spille meget mere klaver og synthesizer og interesserede mig for anderledes produktioner, som vi begyndte at eksperimentere med på The Good Life, hvor jeg også spiller en masse klaver – det gør du i øvrigt også på den plade, Tim. Vi får også Henke med, og han giver os en indsprøjtning, der gør, at vi kan holde til flere omgange i ringen.

Gamle sange

Er der nogle af jeres gamle sange, I ikke synes holder den dag i dag?

Tim: – Det kommer an på, hvilket forum det er i. Da vi lavde Dizzy-reunionen for nogle år siden spillede vi numre, jeg ikke normalt ville røre med, men fordi det var det forum og den præmis, spillede jeg mange af dem alligevel. Det var en del af gamet.

Sune: – Jeg er fuldstændig enig med Tim. Sådan har jeg det også med Psyched Up Janis-sangene.

Kasper: – I 2012 planlagde vi faktisk en tour, hvor vi skulle opføre alle vores album fra Travelogue og frem. Det var vores managers ide, og han syntes, det var en brillant ide. Det hele stod klar, og vi havde endda fået lavet pressemateriale, og vores booker sad bare og ventede på at trykke på knappen. Men dagen før, der bliver trykket på knappen, ringer jeg til dem og siger: "Vi er nødt til at tage et krisemøde, for jeg kan ikke det her. Jeg kan ikke, jeg orker ikke og jeg gider ikke." Det var sådan et "new business marketing"-agtigt stunt, som var skidesjovt på papiret, men jeg kunne bar mærke, at det blev for stor en mundfuld. Men jeg vil ikke sige, at man ikke kunne forestille sig et eller andet i den stil i fremtiden, måske at vi tog ud og spillede den første plade eller noget. Men at lave en klump, hvor vi skulle opføre alle vore plader, det var bare for meget.

Tim: – Men hvor ligger problemet med de gamle sange? Er det følelsesmæssigt eller identitetsmæssigt?

Kasper: – Der er simpelthen nogle sange, jeg føler, er så langt væk fra, hvem jeg er i dag. Jeg kan ikke sætte mig ind i dem længere.

Tim: – Men behøver du at kunne det? Kan du ikke bare spille dem fra et mere objektivt punkt?

Kasper: – Det ville jeg kunne med nogle af dem, men med andre ville jeg stå og tænke: "Hold nu kæft hvor er det bare en dårlig sang", mens jeg spillede den.

Tim: – Jeg hørte om ideen ad bagveje, og jeg tænkte bare: "Okay, de får dem sgu ikke til at spille de to første plader." På trods af, at jeg var kæmpe-fan af begge plader, da de kom, vil jeg sige, at det er de to Kashmir-album, jeg sjældnest sætter på derhjemme.

"Det er mig, der er chef"

Kan du give et eksempel på en sang, du overhovedet ikke kan identificere dig med i dag?

Kasper: – Ja, der er et nummer fra Cruzential, der hedder Star In My Movie, som handler om en porno-instruktør, der prøver at overtale en pige til at smide tøjet og medvirke i hans pornofilm. Da vi lavede den plade, var vi på vej ind i et mere introvert og følelsesladet univers. Den blev også genudgivet med to nye numre, der i den grad trak i en anden retning, men vores producer pressede virkelig på for at vi skulle blive i det der meget humoristiske tongue in cheek-univers. Jeg kunne først sætte mig igennem på et senere tidspunkt og sige: "Vi skal altså noget andet."

Tim: – Grunge-bølgen var jo også så småt ved at være feset ud, så man kunne pludselig godt stå og føle sig lidt alene og tænke: "Hvad skal vi nu?" Ikke at der nødvendigvis var et behov for, at der var nogen, der skulle vise vejen, men der var ikke noget at lade sig inspirere af. For de folk, vi havde skelet til tidligere, var enten døde, havde opløst deres bands eller var blevet dårlige. Samtidig bliver man jo også ældre og mere et med, hvem man er som kunstnerisk menneske.

Kasper: – Jeg kan godt huske den der fornemmelse af, at man manglede noget. Men så kom triphop-bølgen, der påvirkede os en del. Og så var der jo Radiohead og Jeff Buckley.

Sune: – Har du nogensinde overvejet at trække stikket ud på Kashmir for at lave dit eget? Eller har I altid være enige om udtrykket?

Kasper: – Nej nej , slet ikke. Vi har sgu mange gange været ved at trække stikket, og jeg tror, grunden til, at vi ikke har gjort det, er, at vi på et ret tidligt tidspunkt fik defineret nogle roller, og jeg var hurtig til at melde ud, at jeg ikke var interesseret i, at det skulle være et sangskriverkollektiv. Jeg sagde til de andre: "I må meget gerne komme med jeres inputs, men det er mig, der er chef." Og det var der enighed om. Asgers sangskriverambitioner kom først meget senere, og Mads har aldrig haft en ambition om at vippe mig af pinden. Vi har haft en god fordeling og været ret omstillingsvillige alle sammen. Parate til at bevæge os i nye retninger i stedet for at blive ved med at lave det samme. Hvilke retninger, det så skulle være, har der været lidt kampe om hen ad vejen.

Tim: – Det var det, vi gik i stykker på i Dizzy – uenighed om retningen. Jeg kunne ikke få de to andre med til det, jeg gerne ville. I mit univers var Radioheads OK Computer en genopfindelse af rockmusikken, og jeg kunne godt tænke mig at gå den vej og være lidt mere navlepillende. Men det var fuldstændig udelukket i Dizzy, hvor pejlemærkerne for de andre hed AC/DC, Metallica og Iron Maiden.

Sune: –Haha, sejt!

Her slutter anden del af GAFFAs møde med Sune, Kasper og Tim, men læs mere i morgen, hvor vi blandt andet hører den sande historie om Psyched Up Janis' afbrydelse af en Kashmir-koncert.

Se en ny billedserie med Tim Christensen, Kasper Eistrup og Sune Wagner samlet