Læs tredje og sidste del af GAFFAs store interview med Sune Wagner, Tim Christensen og Kasper Eistrup
Se en ny billedserie med Tim Christensen, Kasper Eistrup og Sune Wagner samlet
Billede: Morten Rygaard
I år er det 20 år siden, verden så debutudspillene fra tre af landets absolut mest markante rockbands. Pladerne med henholdsvis Dizzy Mizz, Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis startede en ny rockbevægelse – en grøn bølge om man vil – i dansk musik, og deres indflydelse er ikke til at komme uden om. GAFFA har sat de tre rockkonger Sune Wagner, Tim Christensen og Kasper Eistrup stævne til en snak om dengang, nu og musikken. Her er tredje del af den uforkortede version af GAFFAs lange møde med de tre rocklegender, hvor du blandt andet kan læse om gamle venskaber og rivalisering i 90'er-rocken.
"Jeg havde ikke startet Raveonettes, hvis det ikke havde været for Napster"
Men Sune, du er jo ikke så Radiohead-påvirket. På Whip It On er der jo godt med støj på guitarerne.
Kasper: – Det overraskede også mig vildt meget, da jeg hørte det første gang.
Sune: – Der var heller ikke rigtig nogen, der kunne lide den plade, da den kom, og den fik pissedårlige anmeldelser overalt. Jeg havde bare lyst til at lave noget, der var radikalt anderledes end noget, jeg havde lavet før, så det gav ret god mening for mig, og så havde jeg fundet en masse nye inspirationskilder, jeg rigtig godt kunne lide. Jeg researchede helt vildt meget musik, og jeg vil faktisk sige, at jeg tror ikke, jeg havde startet Raveonettes, hvis det ikke havde været for Napster. Jeg havde lejet et værelse hos en af mine venner på H.C. Ørsteds Vej, og han havde sådan et telefonmodem, så når man skulle downloade en sang, tog det en dag. Til gengæld var det virkelig dyrt, haha! Så når jeg for eksempel havde været på biblioteket og låne en bog om The Cramps og der bagerst i bogen stod, hvem Lux Interiors ti yndlingsnumre var, kunne jeg jo lige pludselig bare finde dem gennem Napster. Og det var den vej, jeg fandt lyden til Whip It On. Det var virkelig en stor del af det. Da jeg boede i Sønderborg, kørte vi jo til Tyskland for at købe plader og så ellers bare håbe på, de var gode, når vi kom hjem. Den nye adgang til musik åbnede en helt ny, fantastisk verden, og havde det ikke været for det, havde jeg ikke fundet inspiration til overhovedet at gide at starte et nyt band. Nu er det jo på Spotify og den slags steder, sådan noget foregår, og jeg elsker at researche musik på den måde.
Kasper: – Du har jo også altid haft en nærmest akademisk tilgang til musik – også før Psyched Up og Raveonettes, hvor jeg ved, du sad og terpede Steve Vai otte timer om dagen. Undskyld, jeg afslører dig, haha!
Sune: – Haha, ja det er rigtigt. Jeg elskede Steve Vais otte-timers workshop, det gjorde jeg virkelig. Jeg sagde til min mor: "Jeg kommer ikke i gymnasiet den næste uge, for jeg skal lave Steve Vais Eight Hour Workshop." Min favoritguitarist har dog altid været Mark Knopfler, selvom han jo ikke er nogen virtuos, men han kan spille simpelt og melodisk, og jeg har virkelig lært meget ved at lytte til hans musik.
Kan du stadig spille Steve Vai-tingene?
Sune: – Hvis jeg øver mig lidt, tror jeg godt, jeg kan. Det var ret intenst dengang. Ligesom Tim og hans bandkammerater var jeg jo også vil med Metallica og en masse heavybands og deres guitarister. Det dyrkede jeg ret meget.
Tim: – I slut-80'erne var den guitarorienterede musik jo også meget fremme. Heavyrock var stort.
Sune: – Jeg var også vild med Guns N' Roses. Slash var jo den vildeste guitarist i min bog – og er det stadigvæk! Han laver de vildeste ting!
Tim: – Det er han jo! Men hvad er det så, der gør, at du skifter så meget retning og laver noget, der er direkte anti-virtuost?
Sune: – Jamen, det er jo inspirationerne fra denne her helt nye verden af musik, jeg opdager. Jeg finder ud af, at jeg rigtig godt kan lide det simple ved sange, der har to akkorder og et godt groove. Det gør mig opstemt, at man kan gøre det så effektivt uden at smide alt muligt fyld og lir på. Det fascinerer mig dybt. Jeg tænkte: "Jag skal bare lave en plade med højst tre akkorder. …og lad os bare lave den i én toneart også – det gør det lettere." Jeg kan huske, at jeg sagde til Sharin: "Vi skal lave en plade, som, når vi spiller den om 10 år, stadig er sjov at spille, fordi det er simpelt, enkelt og effektivt." Og sådan blev det. Jeg elsker at spille de numre. Hver gang, jeg ser Attack Of The Ghost Riders på sætlisten, tænker jeg "Fedt!", for den er stadig lige så sjov at spille, som den var dengang, det er den virkelig!
Tim: – Godt tænkt!
Men Tim, du spiller simpelthen med på The Good Life?
Tim: – Ja, Kasper og jeg hang ret meget ud i den periode. Jeg tror, vi begge to var rimelig heart broken.
Kasper: – Dét var vi. Og vi havde en skidegod venskabelig vibe kørende. Og venskabet er egentlig aldrig stoppet. Nogle gange er der bare længere til mellem, at vi ser hinanden. Men dengang mødtes vi oppe i Tims lejlighed oppe på Rosenholms Allé og sad oppe under taget og arbejdede på nogle nye ideer, jeg havde gang i.
Tim: – Gud ja, det kan jeg godt huske. Det var Graceland.
Kasper: – Ja, vi lavede den første demo af dem oppe hos dig. Vi havde sådan en mikrofon, som du (Tim, red.) havde købt i en legetøjsbutik. Der var fjedre i, og vi brugte den til alle mulige sjove eksperimenter. Og da vi så skulle i studiet, var det meget naturligt at hive Tim med ind.
Tim: – Ja, vi lavede også It's OK Now.
Kasper: – Ja, du hjalp mig med at forløse hele outro-stykket i sangen. Det var fedt! Og så havde Tim jo en mellotron, så det var jo oplagt at ringe til ham og høre, om ikke lige han ville tage den med, hehe!
Tim: – Jeg spillede faktisk også med til en Kashmir-koncert på Roskilde. Det var på Grøn Scene, før The Good Life kom ud, hvor vi havde tullet den gamle mellotron med ind på scenen for at kunne spille Gloom og Stand. Så der er blevet gæsteoptrådt lidt på kryds og tværs. Kasper har også optrådt med mig to gange på Roskilde. Kan du huske det, Kasper? Første gang kom du ind, da jeg spillede Silverflame som finale-nummer, og guitarsoloen gik i gang. Jeg kan ikke huske, om det lød særlig godt, men det var et stort lyd-inferno.
Kasper: – Ja, det var ekstremt rock!
Tim: – Jeg kan huske, at jeg blev så "carried away", at vi gik helt ud til publikum, og da vi så skulle gå tilbage, skvattede jeg over en af monitorkasserne, og så syntes jeg bare, det var endnu vildere, og i et anfald af kådhed kastede jeg guitaren virkelig langt bagud, så den nærmest røg ned backstage. Den lever i øvrigt stadigvæk, guitaren. Der skete ikke noget med den.
Men Kasper, Kashmir havde jo det der nummer, hvor I langer ud efter både Dizzy og Psyched Up – Could We Kill Fred. Hvorfor det, hvis I var så gode venner?
Kasper: – Haha, ja, men det var med glimt i øjet, og Sune var jo i øvrigt den første, der begyndte at kaste med jord efter os andre i pressen. Nu skal vi have den på borden – svesken på disken, haha! Og jeg kan huske, at det blev jeg meget forbløffet over. Jeg kan huske, at du (Sune, red.) ved flere lejligheder var ude med riven, og jeg tænkte: "Hvad fanden er nu det for noget?!" Men et eller andet sted var det sgu sikkert spot on, den kritik, du lagde for dagen. Vi andre var nok bare lidt mere velopdragne i forhold til at sige ting i offentligheden, så der kig faktisk nogle år, før Sune og jeg mødtes og rigtig begyndt at hænge ud, men det har vi gjort nogle gange nu – både her og i New York, og det har været rigtig hyggeligt – så jeg går ud fra, at det var et anfald af ungdommelig energi dengang.
Sune: – Ja, det var det da. Jeg ville jo gerne være rebelsk. Og der var da også en god portion jalousi involveret, for vi var jo ikke lige så store som nogen af jer, og det forstod vi jo aldrig. Vi tænkte: "Vi skriver jo mindst lige så gode numre, hvorfor er det ikke os, der ligger nummer et, eller spille senere på aftenen?!"
Tim: – Var I godt nok misundelige på den måde?
Sune: – Ja, helt sikkert!
Tim: – Det havde jeg sgu nok også været, hvis det havde været den anden vej rundt, tror jeg.
Kasper: – Og det udmunder så i den famøse historie, hvor jeres trommeslager (Martin Bjerregaard, red.) siger til en pige til, at hvis hun hiver "det der stik ud", falder en stor reklameballon fra et eller andet teleselskab til jorden. Hun var fuld og synes, det lød skidesjovt, men da hun så hiver ledningen ud, ryger lyden, mens vi står og spiller. Jeg har talt med pigen siden, og hun var helt ulykkelig. Hun bor faktisk tæt på mig nu, og hun undskylder stadig med jævne mellemrum. Jeg talte også med dig bagefter Sune, og du var også rigtig ked af, at det var sket.
Sune: – Efterfølgende skulle vi jo høre for det i årevis. Hver gang, jeg kom ind på et backstageområde til en eller anden festival, var der altid folk, der kom hen og sagde: "Ej, hvor var det bar tarveligt, at I afbrød Kashmirs koncert!" I årevis skulle jeg høre for den der ting, det var helt vildt.
Kasper: – Haha, jeg med historien er jo super rock 'n' roll! Det er sgu da sjovt, og det var fandeme et "bold move".
Tim: – Men Martin var jo en super fed trommeslager. Jeg har ikke set ham siden 1994.
Kasper: – Jeg tror, han er cykelsmed i dag.
Sune: – Dengang var hen helt sikkert Danmarks bedste trommeslager.
Tim: – Ja, jeg er helt enig. Han var super fed!
Sune: – Vi headhuntede ham. Han spillede i et band, der hed Woodwind, og jeg jan huske, jeg sagde til Jakob: "Ham skal vi bare have med!" Og så en dag havde vi samlet mod til at spørge, om ikke, han ville komme og øve med os. Da det så begynder at gå godt for os, lykkes det os at stjæle ham fra hans andet band.
Kasper: – Han var nu altså også en sej trommeslager!
Tim: – Men hvorfor røg han så ud? Hvad er historien der?
Sune: – Da vi skulle indspille vores anden plade, havde vi fået en engelsk pladekontrakt, så vi flyttede til England for at indspille Beats Me, og han var bare ikke engageret. Vi havde et femetagers hus i Brighton, hvor vi havde en etage hver og øvelokale i kælderen, og han dukkede bare aldrig op dernede. Han gad sgu ikke rigtig. Han kom aldrig ud, og så var det slut
Kasper: – Jeg kan huske en aften, hvor vi spillede sammen med jer (Psyched Up Janis, red.), Boghandel og Detest i Haderslev. Den aften endte fuldstændig galt med druk i byen, og jeg kan huske, jeg blev vækket af politiet morgenen efter, fordi der har være indbrud på det hotel, vi overnattede på. Jeg kan huske, jeg kom hjem fra byen sammen med Martin, og der var låst ind til hotellet. Men Martin knaldede bare hånden gennem en rude og lukkede os ind, hvorefter jeg gik i send. Morgenen efter viste det sig så, at Martin og Boghandle har plyndret baren på hotellet for cigaretter og sprut, som så havnede i tourbussen.
Er der en forskel på publikum dengang og publikum i dag?
Tim: – Ja, helt sikkert. Publikum den gang var fuldstændig vanvittige. Der var også meget mere med stage diving og crowdsurfing og sen slags. Jeg har set blodpøle og tandsæt på gulvet efter koncerter.
Kasper: – Det har nok altid været mest ekstremt til Dizzy-koncerterne, fordi I jo også havde det største publikum og de største hits. I har bare været 17 år, og har stået og set ned på det kaos, der har udspillet sig foran scenen.
Tim: – Ja, det var sgu en turbulent periode. Generelt virker det som om, der bare ikke er den der helt vilde opførsel blandt publikum længere – ikke kun til vores koncerter, men også til det, der er helt oppe i tiden nu. Gad vide om det er på grund af Pearl Jam-ulykken i 2000?
Kasper: – Alting er i hvert fald meget mere reguleret nu, og folk er proppet ind i båse. Det kan man tydeligt mærke.
Tim: – Ja, især på Roskilde.
Kasper: – Ja, jeg var jo sådan en, der bare sprang ud i publikum. Det kan man ikke rigtig gøre længere. Og vores musik inviterer nok heller ikke så meget til det længere. Men jeg kan huske, at der til en koncert i Viborg engang var en dreng, der klatrede op på scenen til os, og så de der lokale bodybuilder-typer, nogen havde hyret som security, smed ham ned igen, men han kom ikke helt ud, så han landede på hegnet. Bagefter bliver koncerten afbrudt, og det viser sig, at drengen har smadret milten og alt muligt, og hans far kommer op på vores hotel bagefter og siger: "Er I klar over, hvad I har gjort ved min dreng!" Der skete virkelig nogle sindssyge ting dengang.
Tim: – Ja, sådan var det dengang. Der skete nogle vilde ting! Folk stagedivede og crowdsurfede i deres udtrådte militærstøvler.
Efter der er drukket ud poseres der lidt for GAFFAs fotograf uden for 90'eren, og snakken går stadig lystigt. Sune spørger Tim, om han har lyst til at spille lidt guitar på et fremtidigt pladeprojekt, og det opmærksomme journalist ører opfanger sætningen: "Det må vi da helt sikkert gøre igen – uden mediebevågenhed".
Se en ny billedserie med Tim Christensen, Kasper Eistrup og Sune Wagner samlet