x

Lyt: 11 essentielle i juni

Lyt: 11 essentielle i juni

Traditionen tro har GAFFA samlet månedens bedste sange. Hør dem ved at klikke på dem og hør en samlet playliste nedenfor i WiMP og Spotify.

Robyn & Röyksopp – Do It Again

Vi skal helt tilbage til 2010 for at finde det seneste album med den succesfule svenske popsangerinde Robyn. Heldigvis er hun nu aktuel med minialbummet Do It Again, der er lavet i samarbejde med den norske duo Röyksopp, som også har holdt en fireårig pladepause. Det nye samarbejde kan ikke kun opleves på plade, for de tre er også at finde på programmet til årets NorthSide Festival.

Christian Hjelm – I Disse Dage

Små to år efter at den tidligere Figurines-frontmand Christian Hjelm overbevisende solodebuterede med albummet Før Vi Blev Lette, er han i slutningen af august klar med album nummer to. Førstesinglen I Disse Dage byder endnu engang på en højstemt popperle fra en af landets mest karakteristiske sangere.

Neil Young – Needle Of Death

Efter at have dedikeret tid og penge på at udvikle hi-fi- og high-end-digitalafspilleren Pono havde man nok regnet med, at Neil Youngs næste musikalske færd ville være en vellydende affære. I stedet har han valgt at indspille albummet A Letter Home i Jack Whites telefonboks-studio med teknologi fra 1940'erne. Den knitrende og spinkle lyd er bestemt charmerende, men mon ikke albummet vil blive returneret i stor stil i pladebutikker af undrende kunder, der tror, at de har købt en fejltrykning?

Lana Del Rey – West Coast

Amerikanske Lana Del Rey, der i denne måned er et af topnavnene på NorthSide Festival-plakaten, udsender i løbet af sommeren albummet Ultraviolence, der er opfølgeren til den storsælgende debut Born To Die. Førstesinglen West Coast er ligesom resten af albummet produceret af The Black Keys-frontmanden Dan Auerbach.

Death Has No Dominion – Coming Like A Hurricane

Duoen Death Has No Dominion bestående af Bjarke Niemann fra Spleen United og tøjdesigneren Rasmus Bek fra Libertine-Libertine sender i midten af juni deres selvbetitlede debutalbum ud på verdensplan. På ukulele-duoens anden single Coming Like A Hurricane er det spartanske udtryk udvidet med en tør trommemaskine og et fjernt hyl fra en næsten Neil Youngsk guitar.

Morrissey – World Peace Is None Of Your Business

Tag ikke fejl af det grånende hår, Morrissey er stadig rabiat anarkist til fingerspidserne, og som han udtrykker i førstesinglen og titelnummeret fra sit kommende tiende soloalbum, så er han stadig ikke imponeret af politikere. For som han sagde i et gammel GAFFA-interview, så har han ikke tænkt sig at stemme, før man decideret kan stemme imod politikerne.  

Savages – Fuckers

Kvindekvartetten Savages overrumplede vidt og bredt publikum med deres kohl-sorte postpunk på debutalbummet Silence Yourself sidste år, og nu følger de op på frontalangrebet med en ti minutter lang liveoptagelse af det nye nummer Fuckers. B-siden på singlen er en fortolkning af Suicides Dream Baby Dream og ligeledes en liveoptagelse.

Slayer – Implode

"SPIL NOGET MED SLAYER!" er ikke kun et fast tilråb til alskens koncerter, men også et udtryk for god smag. Nu er der godt nyt til de mange fans af thrash-guderne, for Slayer har lige udsendt singlen Implode som gratis download. Sangen er bandets første nye udspil i fem år, og dermed også det første udspil uden trommeslager Dave Lombardo, der er gået ud af bandet, og uden guitarist Jeff Hanneman, der døde for et år siden, kun 49 år gammel.

Jamie xx – Girl

Den unge britiske producer og komponist Jamie xx, som de fleste kender som ankermand i The xx og for remixalbummet We're New Here med Gil Scott-Heron, har lige sluppet sin nye dobbelt a-side-single Girl / Sleep Sound, der byder på mere af hans lige dele krystalklare og tågede univers.

Mastodon – High Road

Det progressive metalband Mastodon, der herhjemme har varmet op for Metallica hele seks gange, udsender i slutningen af juni deres sjette studiealbum. Albummet har fået titlen Once More 'Round The Sun og byder blandt andet på gæstevokal fra Scott Kelly fra Neurosis og singleudspillet High Road.

Gonga – Black Sabbeth (Featuring Beth Gibbons)

Det britiske doomband Gonga er gået i flæsket på arveguldet i en tung coverversion af åbningsnummeret fra Black Sabbaths debutalbum fra 1970, der også tager navn efter bandet. På denne nye version er det Portishead-sangerinden Beth Gibbons, der leverer vokal, og derfor har sangen selvfølgelig ændret titel til Black Sabbeth.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA